Anna Maria Czap

Det var en stor sorg, at Anna Maria Czap blev fundet død i sit hjem om morgenen den 30. august 2024. Vi havde gerne undt hende, at hun netop denne dag skulle have fejret sin 60-års fødselsdag på sin arbejdsplads med morgenkaffe og opmærksomhed.

Vi mistede en god kollega og ven.

Anna Maria blev født i Ungarn, hvor hun voksede op og hvor hun senere uddannede sig til læge på universitetet i Budapest. Her begyndte hun også uddannelsen til psykiater. Hun videreuddannede sig siden i Rom og blev speciallæge i psykiatri med speciale inden for psykoterapien med hovedlinje i DAT. Hun var tilknyttet Universitet della Zapienzas neurologisk-videnskabelige sektion frem til 2003. Her var hun nogle måneder beskæftiget med forskning af religion og psykologi. Hun undersøgte blandt andet, om der var tale om psykiatriske forestillinger eller om religiøse mirakler, og fortalte at hun ikke fandt en eneste af sidstnævnte. Hun arbejdede i en praksis i Rom frem til 2006 og sideløbende hermed var hun i en periode ansat ved politiet, hvor hun underviste som docent i kriminologi.

Det var ikke altid nemt for en ung kvinde at arbejde i en dengang mandsdomineret verden og der var private grunde til, at hun i 2006 via et vikarbureau tog til Sverige for at arbejde. Vikarbureauet havde omtalt at hun talte godt svensk, men det var ikke tilfældet. Hun måtte derfor på et intensivt kursus tillære et nyt sprog samtidig med at hun skulle vænne sig til de svenske forhold i Kiruna. Hun ankom i januar måned, hvor der var 20 graders kulde og mørk nat, hvilket hun huskede som et stort chok, hvor hun næsten troede, at hun ikke overlevede den første vinter. Senere fik hun længere syd på i Sverige arbejde i psykiatrien og siden retspsykiatrien, hvor hun fik et kendskab til svensk lovgivning og erklæringskrivning på området.

Det var til dels private forhold, der medførte at hun vendte næsen mod Danmark i 2015, hvor hun blev overlæge i et psykoseteam i Nordjylland, hvorefter hun kom til ATT.

I slutningen af 2020 blev hun ansat i retspsykiatrien i Middelfart.

Hun havde forinden bestået sprogtests i dansk, men sproget var fortsat en hurdle for hende, hvor hun slidsomt og flittigt gjorde hvad hun kunne for at tilegne sig det danske sprog, i et speciale hvor der er brug for at kunne formulere sig skriftligt. Hun omtalte ofte, at hun sled som en lille islandsk pony. 

Hendes sprog var præget af en lang rejse fra Ungarn over Italien og Sverige til Danmark, og der var således accent samt ord og vendinger, hvor hun tålte at blive korrigeret i det daglige., Danske ord fik en svensk endelse eller trykket blev lagt forkert på andre ord. Bl.a. udtalte hun konsekvent ordet kedelig som keDélig.

I arbejdet med patienterne var hun engageret, entusiastisk, idealistisk, opmærksom på patientens behov. Det viste sig, da hun uventet døde, at flere patienter blev tydeligt følelsesmæssigt berørt.

Vi erfarede i de 4 år hun nåede at være ansat her, at hun var fagligt stærk. Hun resumerede faglitteratur til os andre og det var en af hendes drømme at kunne få iværksat gruppeterapibehandling indenfor DAT for en delgruppe af vore patienter. Det nåede hun ikke, men vi fandt, da vi ryddede hendes kontor, både manualer og litteratur med henblik herpå.

Anna Maria var altid glad for en god snak over en kop kaffe og blandt sine nærmeste kunne hun lide at være et midtpunkt. Hun havde gode historier i ærmet og havde en holdning til verdens begivenheder, der vidnede om hendes menneskelighed og ordenlighed.

Anna Maria fulgte straks rådene om at skaffe sig forsyninger til tre døgn, herunder en transportrygsæk til hendes kære kat, Theophil. Her fornægtede en baggrund som ungarer sig ikke.

Hun kom med tiden tæt på en del af sine tværfaglige kollegaer og fik venskaber. Især holdt hun af sit team. Hendes stol står stadig tom ved konferencerne.

Efter flere år hvor hun sled for at klare sig og leve op til sine forventninger, begyndte hun at få medvind. Hun fik omsider ombyttet sit ungarske kørekort til et dansk. Hun bibeholdt også retten til at måtte køre motorcykel, ikke fordi hun troede at hun fik brug for det igen men hun havde elsket at køre motorcykel i sine yngre dage i Rom.

Hun fik en ny og bedre bolig, hvor hun nåede at flytte ind men hvor hun aldrig nåede at få pakket sit fine porcelæn ud af de mange flyttekasser.

Hun havde fået papirerne til at hun kunne søge dansk statsborgerskab i november og hun havde planer om at være på arbejdsmarkedet indtil hun fyldte 70. I de sidste mange måneder før hun døde talte hun gentagne gange om hvordan hun synes alting begyndte at lykkes for hende.

Anna Maria har en søn der bor i Ungarn. Efter hendes død var der dermed en lang ventetid inden der blev afklaret, at hun ikke skulle til Ungarn. Hendes urne blev derfor nedsat på kirkegården i Middelfart hvor mange var mødt frem til det sidste farvel. Solen skinnede i de to timer den dag.

Anna Maria er savnet.

Æret være hendes minde.