Martin Lotz

Psykiater, psykoanalytiker og tidligere leder af det psykoterapeutiske afsnit på Bispebjerg sygehus Martin Lotz er efter længere tids sygdom gået bort den 5. august 2025.

Martin blev født i 1937, blev kandidat i 1962 og specialist i psykiatri i 1970. Hans faglige liv afspejler psykiatriens dilemma mellem den biomedicinske og den humanistiske forståelse af psykiske lidelser. Hans to første videnskabelige artikler fra 1968 omhandlede psykofarmakologisk behandling. I samme periode kom psykiatrien i modvind. Det var tiden med Gøgereden og antipsykiatrien. Det er ikke til at vide, hvilke overvejelser Martin gjorde sig i den forbindelse, men resultatet blev, at han besluttede sig for at blive psykoanalytiker.

Martin var som menneske flittig, tænksom og engageret. Igennem 1970erne og 80erne skrev han en række artikler om blandt andet psykens narcissistiske struktur og om depression i psykoanalytisk belysning. Han var i samme periode engageret i det danske psykoanalytiske selskabs organisatoriske arbejde, og sammen med en gruppe danske og engelske kolleger med til give en hel generation psykiatere et grundlag i psykodynamisk psykiatri og psykoterapi.

I 1988 udgav Martin sit magnum opus, »Eventyrbroen: Psykoanalytiske essays om H.C. Andersen«. I bogen foretager han en minutiøs læsning af forfatterens breve, dagbøger, biografier mv. Han sammenvæver disse data og giver et billede af forfatterens psykologi, ikke som noget statisk, men som noget i konstant udvikling. Bogen giver i øvrigt mulighed for en psykoanalytisk læsning af H.C. Andersens eventyr.

I forbindelse med psykiatriens decentralisering i 1990’erne formåede Martin at skabe Københavns første afdeling for ambulant psykoterapeutisk behandling. Det var »hjernens årti« og opgaven må have været meget svær. Han blev leder af en tværfaglig gruppe som tilbød ambulant gruppedynamisk psykoterapi. Martin var i sin egenskab som leder lidenskabeligt optaget af terapeuternes faglige udvikling, som når han superviserede, ved at sidde i et hjørne under terapisessionerne. Han var opmærksom på behovet for empiriske undersøgelser af psykoterapiens behandlingseffekt, og hans sidste forskningsopgaver blev netop centreret omkring evaluering af psykodynamisk gruppeterapi.

Som pensionist dyrkede han sin interesse for kunst og historie. Det sidste års tid blev Martin mere svagelig og han døde stille og rolig omgivet af sin hustru Ingeborg og sine børn. Hans bortgang er et stort tab for familien, kolleger og medarbejdere. Freuds bemærkning »Man ved, hvem man har mistet, men ikke hvad man har mistet i den anden« udtrykker rent vores følelser ved tabet af Martin.