Anne Gersdorff Korsgaard
Heidi B. Biernat, Unni Elmer Jeppesen, Liselotte Skov og Lene Wermuth
8.2.1943 – 26.4.2025
Anne er stille sovet ind med familien omkring sig.
Anne valgte tidligt neurologien som sit faglige ståsted. Et ophold på Queen Square i London blev afgørende og inspirerede for hendes livslange engagement i faget. Efter en periode som konstitueret overlæge i neurologi på Vejle Sygehus etablerede Anne i 1981 egen speciallægepraksis i neurologi for både voksne og børn i Odense, som hun drev til pensioneringen i 2015.
Anne inspirerede til at få indført behandling med botulinum toksin på OUH allerede i 1990 og i etableringen af Dansk Dystoni Selskab i 1992, hun var også medarrangør til første Nordic Dystonia meeting i 1993, hvor en sang lige blev skrevet til lejligheden. Dansk Dystoni Selskab blev siden til Dansk Selskab for Bevægeforstyrrelser (Danmodis) i 1998, hvor Anne tog aktiv del i dette. I 2000 var Anne sammen med prof. M. Robertson initiativtager til European Society for the Study of Tourette Syndrome. Anne lagde i udviklingen af Dystoni Selskabet ofte lokaler til møder, men også i hendes private hjem Odense eller Aborg på Vestfyn, og var en fantastisk vært for disse. Hun bidrog dermed til at skabe varige faglige netværk
Anne fastholdt sit engagement til det sidste. Så sent som i 2024 holdt hun foredrag om Tourette syndrom, ADHD, migræne og Parkinsons sygdom. Hun havde en særlig plads for børn med hovedpine/migræne og neuropsykiatriske lidelser, og mange børn og familier fik hos hende livslang hjælp og behandling.
Et særkende var Annes mangeårige interesse for musikkens og sangens betydning i behandlingen af neurologiske sygdomme. Hun formåede at bygge bro mellem kunst og videnskab, og hendes evne til at formidle komplekst stof gjorde hende til en efterspurgt foredragsholder både i Danmark og internationalt.
Anne var kendt for sin livsglæde og sit nærvær. En passioneret rytter, en uforlignelig formidler og en show-woman, der ofte lod kollegiale møder ende i dans. På internationale kongresser samlede hun kolleger i glæde og fællesskab – oplevelser, som mange siden har mindes med varme.
Med Anne Korsgaards bortgang har vi mistet en visionær kvinde i dansk neurologi og et menneske, der satte varige spor både fagligt og menneskeligt. Anne var også en veninde, der kan være svær at erstatte for hendes altid gode ideer, initiativ og gåpåmod. Anne efterlader en ægtefælle Peder, som altid var hendes stærke støtte og 2 børn Mads og Fie.
Æret være hendes minde.