Skip to main content
Mindeord

Lars Gehlert Johansen

Anne Birgitte V. Andersen, Lene Bjerrum Silberbauer, Lene Unnerup, Anna Didde Hill & Kristian Riis Jensen

9.8.1950 – 6.8.2025

Lars er her ikke mere.

Det føles uvirkeligt, for Lars var her for ganske nyligt, hvor han var til stede som altid. Han døde efter hjertestop midt i sit aktive liv som læge og som del af Kulturstedet Stampenborg sammen med Hanne, skønt folkepensionsalderen var nået.

Lars fyldte meget for mange. Ikke fordi han råbte højt eller var frembusende, men han var nærværende, vidende og udstrålede ro og autoritet.

Vi kendte ikke Lars de første 50 år, hvor han trods talent for fodbold, valgte at læse medicin, men altid ambitiøs omkring det, som han arbejdede med. Hans første lægetid var på kirurgisk afdeling på Ørsted sygehus. Lars troede på sig selv, og troede på, at det han ikke vidste, det kunne han tilegne sig, og det var en god forudsætning for hans lægegerning, og specielt for hans aktive år på Grønland.

Da Lars startede som praktiserende læge hos os i Rødding Lægehus i 2000 havde vi kendt ham som embedslæge i Sønderjylland, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var en skrivebordslæge, som vi kom til at arbejde med. Han prioriterede og magtede det kliniske arbejde med patienterne, både i lægehuset og i lægevagten. Lars var læge med stort L, og han trivedes med at arbejdstid og fritid aldrig blev adskilt af betydning.

Lars var iderig og havde erfaring med organisatorisk arbejde, så han kunne få ting til at ske. I løbet af hans første 10 år i Lægehuset byggede vi om 2 gange, blev akkrediteret, ansatte sygeplejersker og praksismanager, og købte nabohuset, hvorfra vi kørte en af akut-lægebilerne i Sønderjylland.

De følgende år blev Lars brugt mere udenfor lægehuset. Lars var aktiv i og senere formand for DSAM. Arbejde med kvalitetsudvikling og kurser om ledelse fyldte meget, og Lars havde en særlig evne til at virke som mægler og konsulent i praksis, som havde udfordringer. Lars stoppede i Rødding Lægehus i 2018, men pensioneret blev han ikke. Han blev ansat i regionen og opstartede sin privatklinik, ”Landlægen”. Når vi virkelig havde behov for vikarhjælp, så ryddede han straks det mindst vigtige i sin kalender og bød ind med hjælp.

Hjemme beundrede han Hanne og var stolt af projekt Stampenborg. Skønt Lars var mere til store end små beslutninger, så var han i sit es, når han styrede opvasken, mens Hanne styrede musikerne og gæsterne.

Lars efterlader Hanne, samt fra et tidligere forhold datteren Julie og barnebarnet Oskar.

Vi kommer til at savne Lars.

Kolleganyt