Erik Juhl

Matematisk studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium var basis for lægestudiet, hvor Erik Juhl boede på Regensen, modtog Guldmedalje fra Aarhus Universitet i 1964, og blev læge fra Københavns Universitet i 1966. Videreuddannelsen til internmediciner foregik på Bispebjerg Hospitals Afd. B, Rigshospitalets Afd. A og Frederiksberg Hospitals Afd B. Erik blev dr.med. i 1971 på en afhandling om dødsfald forårsaget af forgiftning med fosfostigmin (Bladan). (År senere indrømmede Erik, at det havde været lidt uhyggeligt at sidde alene på de retsmedicinske institutter om aftenen og natten og læse forgiftningsrapporter og obduktionserklæringer.)

I 1972 blev Erik ansat som 1. reservelæge på Københavns Kommunehospitals 2. Afd. Her kunne man ofte møde ham sent om eftermiddagen, iklædt farverig skjorte, slips, en cigar og et bundt journaler under armen. Copenhagen Study Group for Liver Diseases (CSL) var i fuld gang. Da Hvidovre Hospital åbnede i 1975, var det oplagt, at Erik blev ansat som hepatologisk overlæge i den medicinske sektion B. Nu fulgte mange år med intens forskning og patientbehandling. Adskillige senere gastroenterologer og hepatologer skrev disputats og blev uddannet her, også mange som endte i infektionsmedicin, kardiologi, reumatologi, klinisk fysiologi, folkesundhed, endokrinologi, kirurgi og medicinalindustri og biotec. Den grønne bog om forskningsmetodologi blev grundigt studeret, og mange håbede at kunne undgå at udføre en stor klinisk, kontrolleret, randomiseret undersøgelse. Det kunne de ikke, men Erik gav gode råd om optimal tilrettelæggelse og publikation. Store og vigtige trials fulgte (e.g. EVASP, PROVA). På hans forkontor var et lille skilt med skriften: »It’s nice to be important, but it’s more important to be nice«. Den slags er almindeligt i dag, men var det ikke dengang. Erik indførte et stempel, der på engelsk og dansk undskyldte et uformelt svar, hvilket gjorde det muligt at svare kort på formelle skrivelser med håndskrift. Megen læge- og sekretærtid blev sparet. Eriks store stue i Holte-huset var ramme om mange litteraturaftener i hepatologisk læseklub, hvor den seneste forskning blev diskuteret.

I 1980erne fulgte formandskab for overlægeforsamling og det centrale lægeråd, og i 1989 blev Erik lægelig direktør for Københavns Hospitalsvæsen og i 1992 Sundhedsdirektør her. I disse betydningsfulde stillinger betingede han sig, klogt, ret til fortsat lægefaglig videreuddannelse og en tilbagetrædelsesstilling i hospitalsvæsnet. I maj 1994 startede finansminister og overborgmester en reorganisering af hovedstadens hospitalsvæsen, som skulle »redde« Rigshospitalet og styrke de københavnske hospitaler: H:S blev dannet. Erik var på det tidspunkt på efteruddannelse og til international leverkongres. Han søgte stillingen som administrerende direktør i H:S, den første post, han ikke var sikker på at få, men det gjorde han, og han formede H:S de næste 7 år med store speciale-, struktur- og bygningsmæssige omkalfatringer.

I 2004 og fem år frem var Erik forskningschef i Lundbeckfonden. Også her blev systemet sat på skinner og tunet. I 2002-04 og 2009-11 benyttede Erik sig af sin tilbagetrækningsordning mhp patientsikkerhed. Erik havde også tidligere arbejdet i udlandet som læge og organisator, specielt kan nævnes Lycksele og King Fahad Central Hospital i Gizan.

Det er ikke muligt at nævne det utal af kommissioner, bestyrelser, fondsbestyrelser og udvalg Erik har beriget med sit engagement, gode humør, stringens, sans for fokus, afvikling og konsensus. Nævnes bør redaktør for Ugeskriftet, de videnskabelige selskaber, NASTRA, redaktør af lærebøger, institutråd for bla. Seruminstituttet og regeringens ekspertpanel vedr. sygehusinvestering. Erik var en fremragende underviser på små hold, som lektor og adjungeret professor.

Mange personer krydsede Eriks vej, og bekendtskabs-, kollega- og vennekredsen var stor: de professionelle, sejlervennerne, bridge- og golfspillerne, jagt- og fiskekammeraterne og specielt efter pensioneringen hundefolket. Erik fangede ørreder, sailfish, barakudaer og hajer rundt om i verden, og jagtturene gik til Irland, Norge, Sverige, Polen og Afrika. Specielt den årlige tur med egne hunde til Laplands ødemarker efter ryper var et af efterårets højdepunkter. Den sidste tur til sydøst Polen, umiddelbart før Ukrainekrigen, var også udfordrende. Hans store glæde ved dyr var svær at skjule. Eriks første hund Tikki var af racen gammel dansk hønsehund, senere kom den mørke, polske pointer Borys og de hvide engelske pointere, som Erik stolt trænede og bragte til prøver og præmier i Pointerklubben. En sundhedsminister i mørkt tøj lignede en hvid kanin efter at have siddet i Eriks bil, hvor pointeren havde ligget.

Erik var høj, rank, velklædt (nogle gange tangerende det lapsede), altid velforberedt, humoristisk, venlig med overskud, elskværdig og selvuhøjtidelig – det naturlige midtpunkt i mange sammenhænge. Han var respekteret som faglig kapacitet og optrådte lige sikkert blandt de øverste embedsmænd og politikere, som hos skovens folk og ørkenens sheiker. Idérig og visionær, iværksætter med overblik og charme, men når der var noget Erik, ikke vidste, var han ikke bange for at spørge. Han var på ingen måde en linselus, som søgte mediernes opmærksomhed, men journalister blev håndteret lige så professionelt og elegant som alle andre. Han var ikke særlig musikalsk, men sang alligevel »Du lille fisker« til stor moro ved hepatologisk afdelings årlige skovtur.

Erik Juhl vil blive husket som en af standens store frontfigurer. Tankerne går til hustruen gennem 60 år Ruth, sønnen og børnebørnene.