Erik Juhl

Jeg mødte overlæge Erik Juhl på hepatologisk afdeling, Hvidovre Hospital i 1978, hvor jeg havde klinisk semester på medicinstudiets 2. del B. Erik havde her etableret en afdeling med et hold af fremragende kolleger og med et mantra om, at alle patienter skulle tilbydes den bedst tænkelige behandling og pleje ved at være med i et videnskabeligt projekt. Miljøet var præget af videnskabelig tankegang og et ønske om hele tiden at bevæge faget fremad, men også af en uformel omgangstone med plads til om lidet lægefaglige emner. Det kliniske ophold blev afsluttet med en gedigen frokost på Cafe Petersborg. Erik inviterede 1. reservelægerne og sine 4 studenter, som en kvittering for spirende faglige engagement og for at holde en gammel tradition fra Kommunehospitalet i hævd.

Erik havde et åbent sind og var i udpræget grad inkluderende. Var man interesseret og gad bestille noget, var man en del af holdet. Erik var karismatisk og en dygtig leder, som evnede at uddelegere. Og det i en grad og på en måde, så man altid følte sig udvalgt, også selv om opgaven var mindre attraktiv. Erik havde en stor tillid til sine medarbejdere. Han blandede sig aldrig i detaljer, men havde på forunderlig vis altid en klar fornemmelse af hvor langt projektet var kommet og om fremdriften var den rette.

Erik udtalte sig gerne om mange forskellige emner med stor begejstring og entusiasme, men når det kom til andre mennesker var Erik ikke en mand af store ord. Yderst sjældent kommenterede han andre personers egenskaber og sagde tæt på aldrig noget negativt om andre. På den måde var Erik også lidt gådefuld – til tider ophøjet sfinx-agtig. Det var nok også nogle af disse egenskaber, der gjorde Erik til en så fremragende forhandler og leder. Erik formåede, at få ting til at ske – for afdelingen, for videnskaben, for sygehusvæsenet, for patienterne og for de personer, som Erik troede på og støttede.

Som ung reservelæge kunne man blive udvalgt til gast på ’Second Life’ ofte med spændende bonusopgaver, som madlavning til ’Sjælland Rundt’ samt en tur i masten i Grønsund i stormvejr. År senere sejlede vi sammen hans båd gennem Korinth-kanalen. Det var marts måned, det var koldt og fugtigt, men tavst hyggeligt og jeg havde en sær fornemmelse at være ’tæt på’. Pludselig sagde Erik: Kim skal vi ikke have en cigar? Vi røg i tavshed indtil Erik sagde: jeg synes at du skal få dig et jagttegn. Det er nu næsten 30 år siden. Og jeg nød sidenhen Eriks selskab på lange bilrejser mod rypejagt i nord. Og så skete det ikke sjældent at Erik brød tavsheden, som kunne sænke sig i bilen, og sagde: Kim skal vi ikke have en cigar?

Erik kunne godt være ganske kynisk, og når nogen begræd tabet af en dygtig og værdsat kollega sagde Erik altid ’husk der kommer altid en efter, som er bedre’. Men der kommer aldrig mere en Erik Juhl - ikke for mig.