Skip to main content
Mindeord

Gitte Charlotte Rungholm

Patricia Christensen, Mette Balle, Zella Kassøe Juhl og Christina Barbara Bech Schou

28.08.1965 - 13.08.2026

Vores vidunderlige veninde og praktiserende læge Gitte Charlotte Rungholm sov stille ind på en stjerneklar nat i august.

Gitte, du var et af de mest dedikerede og indsigtsfulde mennesker, vi har kendt. Du har sat enorme aftryk omkring dig.

Vi mødte dig helt fra starten af studiet. Du var allerede godt i gang med at skabe en familie og var altid lidt foran os andre. Altid energisk og fuld af gode ideer.

Efter studiet uddannede du dig til helikopterlæge og samtidig som praktiserede læge. Snart købte du dig ind i klinikken på Rådhuspladsen i Aarhus, hvor Christina fik den store glæde at dele hverdagen med dig.

Vi delte interessen for at udvikle og organisere klinikken, så ”vi kunne gå glade hjem til tiden”. Det blev ikke altid til tiden, men helt sikkert gik vi glade hjem. Det blev et forbilledligt samarbejde, og du var en helt fantastisk kompagnon. Klinikkens værdier blev grundlagt med dig og er ført videre.

Du var patienternes kvinde. Det kunne gå hurtigt på dit kontor, men du havde en særlig evne til på kort tid at skabe relation og tryghed. Patienterne følte sig set og forstået gennem din enorme empati. Også medicinstuderende og uddannelseslæger så dig som et forbillede. Mange har fortalt, hvordan du med din menneskelighed viste dem en vej i lægelivet. Sikke et eftermæle!

Midt i lægelivet dannede vi fem lægeveninder efteruddannelsesgruppen ”Fundamentet”. Den blev vitterligt vores fundament. Vi har haft hinandens ryg, både som mennesker og læger, og vores venskab er vokset undervejs.

Du fik diagnosen Multipel Systemisk Atrofi, en alvorlig og fremadskridende sygdom, hvor kroppen ikke længere ville, som du ville. Alligevel sagde du igen og igen: ”Min livskraft har aldrig været større”. Du havde en formidabel evne til at omstille dig til livets nye vilkår.

Du glædede dig over at se dine tre skønne børn komme godt afsted i livet og få søde børnebørn. Du værdsatte de nærværende samtaler og omgav dig altid med varme relationer. Trods sygdommen var det umådeligt givende at besøge dig og mærke din store indsigt.

Du vil være savnet, kære Gitte.

Kolleganyt