Joop Jørgen Viggo Madsen

Vores gamle kollega og mentor, lektor Joop Jørgen Viggo Madsen, er gået bort. Selv sin egen afsked håndterede han med den humor og selvironi, der kendetegnede ham gennem hele livet. I sit eget epitafium skrev han med et glimt i øjet om alderdommens genvordigheder og afsluttede med en tak til dem, der havde hjulpet ham på vejen. Det var så typisk Joop.

Joop blev student fra Aalborg Katedralskole, og umiddelbart efter begyndte han på medicinstudiet i Aarhus, hvor han tog 1. del. Derefter flyttede han til København, hvorfra han fik sin embedseksamen. Efter flere kortvarige kliniske ansættelser gik Joop i gang med en prisopgave om sulfonylurinstoffers virkningsmåde. Det resulterede i Københavns Universitets guldmedalje og senere i disputatsen ”Om de antidiabetiske sulfonylurinstoffers virkningsmekanisme”. Da offshoreolieudvindingen på større og større dybder begyndte i 1960’erne, blev Joop interesseret i dykkerfysiologi, som blev hans livslange interesse. Han dykkede selv og blev undertiden hentet i helikopter for at bistå ved tilfælde af dykkersyge på boreplatformene i Nordsøen. Han stoppede først som 90-årig som underviser på Søværnets Dykkerskole. Joop havde gerne fortsat, men det satte coronaepidemien en stopper for. Som led i behandlingen af dekompressionssygdommen begyndte Joop at interessere sig for fedtvævets rolle heri, og dette førte i forlængelse heraf til mange års studier af metabolisk regulering i fedtvæv, skeletmuskulatur og splanchnicusgebetet hos såvel normalvægtige som overvægtige. Disse studier resulterede i mange disputatser.

Joop var en helt usædvanlig vejleder. Hans dør stod altid åben, og vejledningen af unge mennesker havde højeste prioritet. Vi oplevede aldrig, at vi forstyrrede. Han tog sig tid. Altid. På det daværende Medicinsk Fysiologisk Institut C på Panum var han på mange måder atypisk. I en verden, hvor mange naturligt fokuserede på egen karriere, publikationer og akademiske meritter, var Joops drivkraft først og fremmest at hjælpe andre frem. Det var en sjælden egenskab, og den gjorde et dybt indtryk på mange af os. Fagligt var han en anerkendt ekspert i respirationsfysiologi. Samtidig kørte han lægevagt gennem mange år. Men det, vi især vil huske, er hans menneskelighed, generøsitet og vidunderlige humor. Den forlod ham aldrig, heller ikke i hans sidste år. Mange af os skylder Joop mere, end vi nogensinde får sagt. Vi er to af dem.

Ære være Joops minde.