Skip to main content
Mindeord

Poul Schiøler

Søren Friborg, Niels Bentzen, Henrik Schroll, Karen Margrethe Lønborg, Erik Haarløv, Niels Damsbo, Lars Skytte Andersen, Anders Munck og Elke Baurichter.

31.07.1936 – 30.09.2026

Med Pouls død har vi mistet en kollega og ven, der var central for udviklingen af almen praksis i 80’erne og 90’erne.

Poul blev læge fra KU i 1963. Efter basisuddannelse på Vejle Sygehus tog han til Grønland, hvor han var distriktslæge i Uummannaq og Nuuk (1966-1969). Her lærte han vigtigheden af klinisk vurdering og behandling under vanskelige forhold, og han fik forståelse for almen praksis’ betydning for befolkningens basale sundhed.

I 1970 nedsatte han sig som praktiserende læge i Glamsbjerg (1970-2001) og var med til at bygge det nye lægehus.

Poul var hele sit lægeliv organisatorisk aktiv. Han startede allerede som yngre læge og fortsatte som praktiserende læge. Han kendte derfor de faglige og driftsmæssige udfordringer og det konkrete arbejdspres, som praktiserende læger levede under. Skulle almen praksis overleve, krævede det efteruddannelse, kvalitetsudvikling og forskning med udgangspunkt i almen praksis.

Et vigtigt område var at få implementeret IT i praksis. Poul blev en drivkraft i udviklingen af PLO Data A/S og siden næstformand og formand for PLO.

Poul indså, at et samarbejde med DSAM var nødvendigt for at etablere en uafhængig, formaliseret og forskningsbaseret efteruddannelse.

PLO og DSAM stiftede i 1990 Lægedage – en uges efteruddannelse for læger og praksispersonale.

I maj 1990 endte overenskomstforhandlingerne uden resultat, og for at gennemtvinge en reel forhandlingssituation opsagde PLO med Poul som formand overenskomsten. Årsagen var et øget arbejdspres pga. “opgaveglidning”, flere kronikere samt at der manglede formaliseret uddannelse og aflønning af yngre læger på vej til almen praksis.

Amtsrådsforeningen og PLO godkendte forhandlingsresultatet, men sundhedsministeren forkastede det. Poul og Finansministeriet fik lavet et forlig, som et flertal i Folketinget pålagde sundhedsministeren at godkende.

På Fyn gennemførte Poul, at der blev oprettet et institut i Almen Medicin med en professor og en Forskningsenhed. Han støttede oprettelsen af både en praksiskonsulentordning på Fyn og APO, der stadig betyder meget for kvalitetsudviklingen.

Poul kunne snakke med alle, også “modstanderne”. Han var en god fortæller, humoristisk og festlig, glad for mad og drikke, men også knivskarp, når der skulle forhandles, og når der skulle holdes fast. Han var ikke meget for autoriteter, men utroligt lydhør over for gode argumenter.

Vores tanker går til Anni, som han var gift med i næsten 70 år, og til børnene.

Kolleganyt