Jens Peter Konnerup Kampmann

20.9. 1941 – 7.5 2024

En af pionérerne og et af de absolutte fyrtårne inden for klinisk farmakologi i Danmark, Jens Peter Kampmann, er død efter længere tids sygdom.

Han var i 1976 med til at stifter Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi (DSKF), og 23 år senere oprettede han Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF). Han var en af de første læger i Danmark, der dedikerede sin karriere til klinisk farmakologi, og han har haft meget stor betydning for faget og for oprettelsen af specialet.

Jens Peter eller Kampmann, som han plejede at blive kaldt af kolleger, var et renæssancemenneske. En rigtig polyhistor, uhyre belæst og uhyre vidende. Han var som snydt ud af næsen på sin far, Viggo Kampmann, der var statsminister i Danmark i en kort men hektisk periode fra 1960-2.

Det var fra Viggo Kampmann, at Jens Peter havde arvet sit lysende intellekt, sin kreativitet og store arbejdskapacitet, men så ophørte en hver lighed også. Han kunne til tider være nærmest øretæveindbydende retlinet, især når det gjaldt lægers økonomiske afhængighed af lægemiddelindustrien. Også på det punkt var han årtier foran alle andre i sin tankegang.

I 1981, da jeg som helt nyuddannet læge kom ind i klinisk farmakologi, var han en markant klinisk farmakologisk profil i den danske lægeverden, og derfor en ældre kollega, som jeg meget gerne ville møde. Det kom jeg så til nogle år senere. Lidt uventet faldt vi i hak fra første øjeblik trods vores store forskellighed. Vi havde den samme form for humor, og endnu vigtigere så havde vi havde fælles uudtalt forståelse af, at hvis klinisk farmakologi i Danmark nogensinde skulle blive til andet og mere end os selv, så skulle kliniske farmakologer i højere end tilfældet var den gang begynde at samarbejde og fokusere på det, vi var enige om og ikke så meget på det, vi var uenige om.

Det gjorde vi så de næste 25 år, og dybest set lærte jeg, hvad klinisk farmakologi indeholder bredt ved at arbejde sammen med Jens Peter. De ting, som vi to professionelt lavede sammen, udgjorde kun en lille del af hans samlede virke, og jeg har ikke det fulde overblik over alle de råd og nævn han var medlem af, og som havde til formål at fremme den rationelle anvendelse af lægemidler.

Vi har i fællesskab redigeret adskillige udgaver af lærebogen »Basal og klinisk farmakologi«, og vi har sammen arrangeret og undervist på et utal af postgraduate kurser i klinisk farmakologi. Han var en strålende oratorisk begavelse, som time efter time tryllebandt kursisterne med sin store og brede viden om klinisk farmakologi. Selv blev jeg aldrig træt af at høre de samme anekdoter og de samme ramsaltede bemærkninger, som kursus efter kursus blev leveret med mesterlig timing. og præcision. Den pædagogiske indsats og den indflydelse han udøvede på morgendagens ledere i sundhedsvæsenet, var i høj grad med til at bane vejen for oprettelsen af klinisk farmakologi som et selvstændigt lægeligt speciale.

I januar 1995 mødtes jeg som afgående og Jens Peter som kommende formand for DSKF med Specialistnævnet i Sundhedsstyrelsen. Emnet var et forslag til en ekspertuddannelse i klinisk farmakologi, som DSKF på eget initiativ havde indsendt 7 år tidligere, og som Specialistnævnet uden yderligere sværdslag og formentligt mod deres egen vilje og efter politisk diktat oppefra indvilgede i at gøre til uddannelsesbestemmelserne for det et nyt selvstændigt lægeligt speciale klinisk farmakologi. Det skete i forbindelse med, at der på Finansloven for 1995 var afsat 70 Mio kr. øremærket til klinisk farmakologi. Det var helt surrealistisk at være med til.

Der er 15 år siden, at Jens Peter stoppede som leder af IRF og få år senere også som chefredaktør af Basal og klinisk farmakologi. Derefter fik vi mindre at gøre med hinanden. Sidst jeg så ham, var til mit afskedssymposium i Odense i september 2023. Han var præget af sin høje alder men virkede helt åndsfrisk.

Han var en stor dansk læge, og han vil blive savnet.

Æret være hans minde.