John Vitger

En betydningsfuld psykiater er gået bort. John Vitger stod foran sin 98. års fødselsdag og havde set frem til i maj i år at præsentere et oplæg i Dansk Psykoanalytisk Selskab. Præsentationen skulle omhandle ikke blot væsentlige aspekter i psykoanalytisk tænkning, men også på den psykodynamiske tænknings adkomst til psykiatrien.

John blev født 1927 i Berlin og kom til Danmark 1943. Han tog lægeeksamen i 1957 og afsluttede sin psykiatriske specialistuddannelse i 1969 på Rigshospitalets psykiatriske afdeling (ansat 1966-73). Han blev herefter adm. overlæge på Montebello, Helsingør (1973-85) og leder af den psykoterapeutiske klinik, samme sted (1985-89); herefter gik han i privatpraksis (1989-01).

I slutningen af 1970’erne sker en ny udvikling i dansk psykiatri. Engelske psykiatere og psykoanalytikere bliver inviteret til at starte en udvikling af psykodynamisk psykoterapi og psykiatri, og John deltager som psykoanalytiker i den gruppe, der organiserer udviklingen. Det lykkedes at give mere end hundrede psykiatere et grundlag i den psykodynamiske psykoterapi og psykiatri. John gjorde sin indflydelse gældende ved dels at være medstifter og formand (1986-91) for det nystiftede Dansk Selskab for Psykoanalytisk Psykoterapi (DSPP), dels som stifter og formand (1986-97) for Institut for Psykoanalytisk Psykoterapi (IPP). Begge organisationer har indtil dags dato været et grundlag for vedligeholdelse af den psykodynamiske tænkning i psykiatrien.

Sideløbende med denne organisatoriske aktivitet, var John aktiv som formand i Dansk Psykoanalytisk Selskab. På sin egen stilfærdige måde var John en fighter, der kunne holde til den lange distance. Som terapeut blev han beskrevet som hvilende i sig selv, humoristisk og intelligent, på én gang særdeles opmærksom og let tilbagetrukken. Han mestrede den delikate balance mellem at leve sig ind i et andet menneskes mest intime verden og samtidig holde den for situationen nødvendige svale distance.

Han var et læsende menneske, med sans for paradokser og vanskelige faglige og menneskelige problemstillinger, og så var han et musisk menneske, en god pianist.

Han var optaget af filosofisk tænkning, og havde i de seneste år sat sig ind i Hartmut Rosas ideer om resonans, som John fandt helt essentielt i den psykodynamiske forståelse af mennesket og den psykiatrisk kliniske situation.

John levede et langt og produktivt liv og vil blive savnet af kolleger og venner, og for familien (hustru, fire børn samt børne- og oldebørn) er hans bortgang et stort tab.

Ære være hans minde.