Lars Gehlert Johansen

En god kollega, en særlig ven, et stort menneske er savnet!

Lars var en ekstraordinær kollega, som ville og kunne gøre en forskel. I Grønland blev Lars (naturligvis) formand for Lægekredsforeningen og spillede en central rolle i følgegruppen, der bistod det grønlandske selvstyre med at hjemtage sundhedsvæsenet fra den danske stat. Lars’ loyalitet lå hos lokalbefolkningen og kollegerne. En stilling i Sundhedsstyrelsen trak Lars til Danmark, en stilling som embedslæge fik ham til Sønderjylland. Han engagerede sig energisk i efteruddannelsesgrupper og sociale arrangementer. I 2000 vendte han tilbage til almen medicin som praktiserende læge.

Lars tog ansvar for specialet og dets udvikling, og blev medlem af DSAM’s bestyrelse. Han var det naturlige valg til ny formand i 2011 og var det i 4 år. I 2013 var der konflikt i almen praksis, men Lars havde i den periode på DSAM’s vegne fokus på patienternes ve og vel, og fagets fortsatte udvikling. Lars havde oplevet gevinsten ved samarbejdet med kolleger fra andre lande – så naturligvis, var det ham, der trak WONCA kongressen til København i 2016.

Undervisning og formidling faldt Lars naturligt. Han udstrålede tryghed, autoritet og blev en faderfigur overfor kursister og medundervisere. I Lars’ selskab fandt tryg læring sted. Hans forråd af eksempler var enormt. Der var både til illustration af læringssituationer, ledelsesproblematikker og sårbare patienter. Helikoptere standset i luften i tågen foran et isfjeld kunne illustrere tavs viden. En rasende, råbende kolerisk kirurg fra koldkrigstiden, der truede med at skyde Lars, illustrerede, hvordan det også er muligt at lære af negativ feedback – hvor ubehageligt det end havde været.

Var vi selv på kursus, kunne Lars´ rummelige 4-hjulstrækker mageligt huse to kajakker på taget og Trangia til kaffebrygning efter endt kursus – for kurser var ikke bare kurser. Det var oplevelser – Lars greb livet i enhver situation. Et udbrud på vej på kursus gennem Danmark: Se! En vaskebjørn! blev – med Lars’ rolige, bløde stemme ikke latterliggjort eller overbærende korrigeret. Som i alle andre forhold affødte det et spørgende konstruktivt forslag: Mon ikke der er tale om en grævling? 

Vi er blevet en trofast ven fattigere. En ven, der ikke spurgte: Hvorfor? – men blot i venligt afdæmpet tonefald spurgte: Hvordan kan jeg hjælpe? Hvor finder jeg dig?

Vores tanker går til Hanne og familien.