Klaus Helge Witt

Klaus døde stille en forårsdag omgivet af sine nærmeste. Dermed sluttede et liv fyldt af glæde, kærlighed og engagement i forholdet til familie og venner, men også til faget almen medicin, som Klaus udøvede på talrige måder og efterlod sig varige spor i.

Klaus blev læge i 1971 og praktiserende læge i Holbæk i 1975. Han var aktiv lokalt bl.a. i Sov-godt-projektet, for hvilket han modtog Pharmaciaprisen, og han lavede i 8 år lokalradioudsendelser om sundhed og sygdom.

Forskning og undervisning trak i Klaus. I 1982 blev han ansat som klinisk lektor ved Institut for Almen Medicin. Klaus var en excellent underviser og populær blandt studenterne med sit pædagogiske talent og sin venlige humor. Da almen medicin fik sit kursus på lægestudiet i 1992, var Klaus ivrig deltager bl.a. med implementering af videooptagelser af studenternes konsultationer. Konsultationsprocessen forblev hans store interesse. Trinene i processen skrev han med stor skrift på trappen til undervisningslokalerne, hvor de stadig kan ses. I perioder var han kursusleder og involveret i studienævnsarbejde.

Klaus forsvarede i 1996 sin ph.d.-afhandling ”Den praktiserende læges viden om sine patienter” og blev ansat som adjunkt ved Afd. for Almen Medicin. Klaus publicerede om praksisnære emner og blev i 2004 lektor. Han var i en periode herefter afdelingsleder. Det var ikke altid let. Klaus fandt, at de problemer almenmedicinere har med at kombinere klinik, forskning og undervisning ikke blev tilgodeset. Han var selv meget aktiv i opbygningen af Almen Praksis ved Universitetet (APU), som kunne løse nogle af disse problemer.

Klaus største indsats var udvikling af undervisning i evidensbaseret medicin og kritisk litteraturlæsning. Læger skulle have redskaber til at forholde sig kritisk til grundlaget for deres kliniske beslutninger. Klaus havde stor støtte i dette arbejde af professor Marjukka Mäkelä, som siden blev hans hustru. Kurserne afholdtes i utallige sammenhænge - også internationalt.

Klaus accepterede folks forskelligheder, som inspirerede ham. Døren til kontoret var altid åben, og mange oplevede, at de efter en samtale med Klaus var bragt et nyt sted hen. Unge forskere mærkede hans ægte interesse.

De sidste år blev tungere, da Klaus blev ramt af Mb. Alzheimer.

Vores tanker går til Marjukka og Klaus’ døtre Lone og Marianne, der altid var ved hans side.