Skip to main content
Mindeord

Mogens Stig Norn

Hans C. Fledelius, Peter Bernth, Erik Krogh, Eva Ottovay, Jan Ulrik Prause

25.2.1925-28.1.2023

Så faldt det store gamle træ i skoven. Vor afholdte øjenkollega Mogens Stig Norn nåede lige knap de 98 år efter et flittigt og mangesidet liv i og omkring vort fag. Han var overlægesøn fra Haderslev og fik sin første øjenlærdom på afdelingen i Kolding. Uddannelsen foregik påfølgende i storkøbenhavnsk regi, med specialistanerkendelse i 1958. Disputatsen kom to år senere. Den omhandlede cytologi i konjunktivalvæske, et tema siden udbygget med analyser af forskellige farvemetoders kliniske relevans, som også frugtbart dokumenteret gennem yngre kollegers initierede arbejder. Erfaringerne indgik tillige i Norns nyttige håndbog fra 1974 om alle fagets metoder set i relation til det ydre øje.

Han indgik i et legendarisk parløb med professor Poul Brændstrup på Kommunehospitalet i Farimagsgade og blev hans efterfølger i professoratet, hvor afdelingen i 1978 var flyttet til Hvidovre. Det oprindelige sigte var bredt traditionelt holistisk; en øjenlæge skulle kunne »passe vagten«. Fagets tiltagende subspecialisering førte siden til flere sideordnede lederstillinger. Afdelingen nød hele vejen stor respekt, såvel blandt patienter som hos uddannelsessøgende øjenlæger.

Norn noterede alt omkring sig. Han skrev nøje sine indtryk op – og siden ned. Hans publikationsliste var gigantisk og mangesidet. Det meste med traditionel faglig relevans, men også mange mere uformelle sideskud. Herunder f.eks. en artikel om irisdiagnostikkens vildveje samt én om flodhestens røde tårer. Hans kontaktflader var mange, blandt dem en lang række redaktionelle opgaver, og størst her posten som chefredaktør for Acta Ophthalmologica 1975-1988. Stor var hans kærlighed til Grønland med bestyrelsesposter samt i alt 17 konsulentrejser 1975-1997. Han var engageret formand for Dansk Medicinsk-historisk Selskab, med udgangspunkt i Museion i Bredgade; tidligt også næstformand i Dansk Oftalmologisk Selskab, samt aktiv i Værn om Synet.

Hans sidste redaktionelle opdrag var omkring statusværket »Øjenfagets Udvikling« (Aalborg Universitetsforlag, 2018). Her valgte han tidligt at stå af, med en beskeden 92-årigs erkendelse af »ikke fuldt opdateret«. Men bidrog karakteristisk med et kapitel om øjenpatientens oplevelser – set i relation til egen nethindeløsning.

Vi endnu levende mindes Mogens med fornøjelse og stor respekt.

Kolleganyt