Tine Neermann Jacobsen

Tine, kollegaen der med fuld fart frem suste ind i ens liv og fyldte det med humor, nærvær, begavelse, livskraft og ikke mindst med snak (megen snak) – og masser af grin – er ikke mere. Så positiv og så taknemmelig – selv med dødsdommen inden for rækkevidde. Vi har mistet en dygtig kollega og et fantastisk menneske.

Måske det var Tines lod at leve livet med warp speed, overvinde et hav af udfordringer og derpå at shine videre et andet sted i universet med sin utrættelige power.

Tine var på en måde »vokset op« i sundhedsvæsenet, da hun som 1-årig blev kureret for retinoblastom. Tine var ukuelig, optimistisk og ikke til at stoppe. Med fantastiske forældre og omsorgsfulde ældre søskende var det trygt at være Tine, trods følger efter den tidligere cancer og udstyret med et glasøje. Aldrig et handicap – men et vilkår. Ikke offer, men fighter.

Med exponentiel hast tilegnede hun sig viden, som gjorde hende til en dygtig læge. Tines havde en særlig evne til at kondensere komplexitet om til klar analyse og fakta. Oftest iblandet humor og et kærligt skub. En evne for nogen måske intimiderende evne pga af hendes store intellekt, hurtige tankegang – og ditto talepres – og godt inspireret af hendes store forbillede, den norske læge Per Fugelli, om den komplekse/multi morbide patient. Tine brændte for de svære komplekse patienter. Dem, andre har givet op på og hvordan hun kunne hjælpe dem videre i systemet.

»Det er en sorg at indse, at jeg har set min sidste patient, og at det arbejdsliv, jeg har drømt om at skabe i fremtiden ikke bliver til noget … Jeg var derimod som noget af det første efter fundet af levermetastaser – fuld af taknemmelighed over det lægeliv, jeg har haft. Det har været krævende og givende. Jeg synes, jeg blev god til det uden at give køb på min integritet. Det var aldrig gået ‘på egen hånd’. Jeg har mange at takke! Jeg må takke de mennesker i forskellige typer af nød som har vist mig tillid til at hjælpe trods manglende erfaring og tidvis udfordrende rammer. Det var heller ikke gået uden ordentlige, hjælpsomme, dygtige, morsomme og engagerede kollegaer – læger, sygeplejersker, andre sundhedsfaglige og diverse samarbejdspartnere. Trods kort tid i faget har jeg oplevet og nået helt vildt meget!!! Og det er trist at stå af holdet, når jeg har lyst til at være med«, skrev hun.

Hvordan f... siger man farvel til dét liv, man elsker, når man som 42-årig får en dødsdom, men helst bare vil leve så længe som muligt. Hvordan reagerer man på beskeden om, at man har et sjældent uhelbredeligt sarkom? Hvordan tager man afsked med sine 2 børn, nærmeste familie, venner, kollegaer, der alle fylder én med glæde? Vi aner det ikke. Vi tror måske at vi ved det. Men det gør vi ikke, før vi selv står i lort til halsen. »Se op og se fremad«, var Tines livsanskuelse. »Jeg gør mig ingen forhåbninger om at blive klar, Jeg bliver bare … én dag af gangen«, skrev Tine ikke ret længe før sin død.

Som læge kan det være utroligt svært at overgive ansvaret for udredningen og behandling til andre, slippe kontrollen og tro på systemet. Men heldigvis havde Tine tillid til dem, der behandlede hende.

Vigtigt var det også selv at tage ansvar, blive ved med at »producere«, leve livet forlæns, trods den relativt korte deadline midt i kaos af meningsløshed og ventesorg.

Tines coping var en god blanding af taknemmelighed over det gode i livet, at tage ansvar for dét, hun kunne, at få styr på sine løse ender samt at få fortalt sin livshistorie til hendes to børn. Således fik Tine lavet en vidensbank i excel format til »in case of« og opgaver præ- og post mortem (inkl denne nekrolog) for at aflaste nærmeste familie og sikre hendes børns fremtid (efterskole, skiferier med vennerne – oplevelser hun gerne ville have givet dem). Ligesom hun fik fortalt sin livshistorie til hendes studieven Christian Vøhtz som en podcast til Tines drenge. Det sidste afsnit blev optaget blot 2 dage før sin død.

Det gav hende så meget livsglæde og taknemmelighed at tænke tilbage på alle de fantastiske mennesker, der gennem livet havde inspireret Tine på hendes alt for korte, men intense tid på jorden. Må hendes taknemmelighed til jer skinne igennem i denne nekrolog. Hun mindes idræt, kultur, rejser og skolegangen i Svendborg, Langeland, Idrætshøjskole i Viborg, Lægestudiet i Aarhus, Medicinerrevyen på AU, Bamsehospital, IMCC, Forskningsår ved Folkesundhedsvidenskab AU, kommunelæge på øen Vega i Norge i 5 år, afdelingslæge på Diagnostisk Center Svendborg, fastansat lægevikar i Lægehuset Ferritslev Fyn, Lægevagten Region Syd, Lægekonsulent ved Røde Kors Asylcenter Langeland, Kalymnos kursus osv.

Tines løbemakker og norske ven i Danmark, sygeplejersken Marte Brørs, blev kåret som årets veninde i 2024, nomineret af Tine naturligvis. Marte rejste med Tine til den lille norske ø, Vega, hvor Tine var læge i 5 år. Det var Tines store drøm at opleve Vega for sidste gang. Marte sad hele natten hos Tine, mens universet åbnede sig med det smukkeste nordlys. Familien var ved Tines side, da hun trak vejret for sidste gang.

Tine følte sig badet kærlighed fra alle de mennesker, der havde en særlig plads i hjertet til og hos Tine (og dem var der mange af). Luk blot øjnene og forestil dig, Tine fortælle endnu en sjov historie, vifte en hårlok fra øjet og kaste sit hoved bagover og klaske sig på låret af grin, så er hun der endnu. Tak for dig, Tine

De kærligste tanker til Tines efterladte: hendes fantastiske drenge Hugo og Anker, søskende Anne og Thomas, forældrene Inga og Hans samt alle hendes tætte venner, der har gjort og fortsat gør en kæmpe forskel for Tines familie.

Æret være Tines minde.