Skip to main content
Mindeord

Allan J. Erslev

20.4.1919-12.11.2003 Allan J. Erslev blev født i København i 1919 og døde i Philadelphia, USA, 84 år gammel og mæt af dage. Kort efter embedseksamen fra Københavns Universitet emigrerede Allan til USA i 1946 og fik her en fornem professionel karriere og et rigt personligt liv. I 1959 flyttede han fra Boston til Cardeza Foundation i Philapelphia. Han var leder af instituttet fra 1963 til 1985 og i ca. 40 år var han professor i hæmatologi ved Jefferson Medical College. Allans indsats markeres årligt ved en forelæsning i hans navn, afholdt for personale og gæster fra nær og fjern.

Allan havde en forkærlighed for simple målinger og enkle, men godt gennemtænkte fysiologiske forsøg. Et sådant forsøg viste, at et cirkulerende hormon spiller en stor rolle for dannelsen af de røde blodlegemer, en iagttagelse der førte til opdagelsen af erytropoietin, I talrige velskrevne, stringente og i dag klassiske artikler, oversigter og lærebøger har Allan formidlet bl.a. sin fascination af sammenhængen mellem dannelsen af de røde blodlegemer og ilttensionen.

Allan bevarede på mange måder kontakter til Danmark.

I 1967 tilbragte han et frugtbart sabatical år hos fætteren Jens I. Bing på Institut for Eksperimentel Medicin i København og i 1991 blev han hædret med Hagedorn-prisen for sit videnskabelige arbejde om erytropoietin.

Mange danske læger har nydt godt af forskningsophold ved Cardeza Foundation, og endnu flere har tilbragt stjernestunder i det hjem, Allan sammen med sin hustru Betsy (død 1995) havde skabt som ramme for familielivet med de fire børn, Wendy, Carole, Eric og Kim. Allans levende interesse for tidens problemer, hans entusiasme og iver fik værdigt med- og modspil hos resten af familien, og hurtigt blev gæsten inddraget i livlige timelange, intense og ofte yderst tankevækkende diskussioner.

Trods tiltagende helbredsmæssige problemer og et stærkt aftagende syn bevarede Allan til det sidste sin enorme livsappetit og sin lyst til at opleve nye steder. I et postkort fra en af de mange rejser lød det optimistisk fra Sydafrika: »Jeg kan se alt fra strudse og opefter«.

Allan efterlader mange minder, men først og fremmest vil hans nærvær og lysende engagement leve videre i alle, der har haft det privilegium at kende ham.


Ebba Nexø

Klinisk Biokemisk Afdeling, KH, Århus Universitetshospital

Kolleganyt