Erik Brauer

11.8.1928-4.10.2003

Efter lægeeksamen i 1955 fik Erik en grundig klinisk uddannelse suppleret med stillinger inden for det social- og samfundsmedicinske område, med embedslægeeksamen i 1962, og ansættelse i Sundhedsstyrelsens medicinalstatistiske afdeling fra 1965 til 1968 sideløbende med undervisning i socialmedicin ved Danmarks Sociale Højskole. Han holdt meget af tal og statistik.

Han fik speciallægeanerkendelse i intern medicin i 1965 og langtidsmedicin (geriatri) i 1973, da dette grenspeciale var etableret. Han var 1969-1971 medlem af Sundhedsstyrelsens udvalg vedrørende langtidsbehandling på sygehuse.

Erik var blandt de første, som opbyggede en langtidsmedicinsk afdeling i provinsen, nærmere betegnet ved Centralsygehuset i Næstved, hvor han fik sit virke fra 1968.

Fra 1973 blev Næstvedafdelingen udvidet med Vordingborg Sygehus, og i de følgende år var jeg privilegeret ved at danne fagligt parløb med Erik. De første år skulle der kæmpes for at indarbejde geriatrien i naturlig sammenhæng med de tilgrænsende specialer og de relevante kommunale og amtskommunale instanser. Her havde det stor betydning, at Erik med sin personlighed hurtigt vandt naturlig respekt blandt kolleger og øvrige samarbejdspartnere. Han havde et venligt muntert væsen, som gjorde det daglige samvær inspirerende. Medarbejderne fik plads til deres personlige udfoldelse, og han var meget afholdt af personalet. Han havde en smuk diktion med et velformuleret dansk. Der blev altid lyttet, når Erik talte i forsamlinger. Til tider skrev han med islæt af gamle danske ord. En lægesekretær kunne således under afskrivningen af et diktat fra Erik lidt ulykkelig spørge: »Sig mig, hvad betyder egentlig godlidende?«

Erik var med i en række udvalg og bestyrelser på såvel lokal- som landsplan; således formand for Danske Langtidsmedicineres Organisation fra 1974-1980 og medlem af bestyrelsen af Dansk Selskab for Langtidsmedicin 1972-1977.

Arbejdsdagene var lange, og der var ikke tid og kræfter til mange andre sysler. Men Erik var en flittig læser af litteratur og historie. Han interesserede sig også for kunst og musik. Efter pensioneringen i 1995 flyttede Inger og han til Vedbæk, hvor de var tættere på børn og børnebørn. De sidste år var plagsomme for Erik med værdighedstab og forringet livskvalitet. Han blev ramt af en række mindre, cerebrale, vaskulære attakker, indtil et stort attak afsluttede løbet. Vore tanker går til Inger, Ole, Lise og deres familier.

Bent Frijs-Madsen