Skip to main content
Mindeord

Hans Iver Enemark

John Calundan og Kirsten Arendt.

(kollegaer i de gode gamle dage i Lægehuset i Tinglev)

3.7.1935-12.8.2020

Vores verden stod stille den 12. august, da budskabet om Hans Iver Enemarks pludselige død nåede os. Hans Iver og hans svenskfødte hustru gennem 59 år, Elsy, var på ferie på Samsø og havde i dagene før været rundt i øens smukke natur. En højt værdsat kollega og ven var ikke mere.

Hans Iver Enemark blev født i Silkeborg. Hans far, Rasmus Enemark, var læge, født i Døstrup, og i 1946 nedsatte han sig som praktiserende læge i Tinglev. Hans Iver blev student fra Tønder Statsskole og læste medicin i København. Allerede under studiet havde han vikariater i Sverige, hvor han mødte Elsy, der arbejdede som sygeplejerske.

Efter medicinstudiet arbejdede Hans Iver i Ringsted, Hornbæk og Herning, inden familien i 1966, nu med to små børn, flyttede til Bäckefors i Sverige.

I 1968 manglede Hans Iver kun et treugerskursus i at opnå svensk speciallægeanerkendelse i intern medicin og havde fået tilbudt en overlægestilling senere på året. Men Hans Ivers far var træt og kunne ikke mere, og han havde forgæves forsøgt at sælge praksis igennem et år. Familien rejste til Tinglev og overtog praksis i barndomshjemmet, et dejligt og smukt indrettet hus, som han boede i til sin død.

Det var svært at få unge læger til yderområder sidst i 1960’erne. I lange perioder gik Hans Iver og nabokollegaen i Kliplev, Uwe Alnor, i to-skiftet vagt. I ferieperioder havde de vagt hver dag, samtidig med at de i dagtiden passede godt 6.000 patienter og deres børn. Arbejdsbyrden var enorm, og den faglige isolation føltes belastende.

Noget måtte ske: Hans Iver Enemark og Uwe Alnor byggede Lægehuset i Tinglev, der blev indviet den 1. januar 1972. Det var et tidssvarende hus med masser af plads og moderne udstyr. Hver læge rådede over 60 m2 fordelt på tre rum.

Lægehuset blev en tidlig udgave af et egentligt sundhedshus. I huset arbejdede foruden sekretærer også sygeplejersker og laboranter. Hver uge kom fysioterapeuten og hjemmesygeplejerskerne til faglig dialog med lægerne, og sundhedsplejersken kom jævnligt og senere også repræsentanter fra socialpsykiatrien. Jordmoderen havde konsultation i huset.

Det bemærkelsesværdige i Lægehuset i Tinglev på det tidspunkt var, at Hans Iver var dansk, mens Uwe havde tyske rødder. Begge har dog formentlig været klar over, at de sendte et stærkt signal i en by og en landsdel, der blot én generation tidligere var splittet. Efter 1945 var det nemlig Hans Iver Enemarks egen far, der var blevet hidkaldt af den daværende »sherif« Jens Peder Egebjærg Andersen for at rette op på balancen. På det tidspunkt var der nemlig to tyske læger i byen. Det var én for meget, mente »sheriffen«. Den tidligere modstandsmand og kz-fange Andersen overtalte derfor Rasmus Enemark til at komme til Tinglev.

Hans Iver interesserede sig for at forbedre forholdene for lægerne og patienterne, udbygge det tværfaglige samarbejde og ikke mindst at øge lægestandens indflydelse på almindelige samfundsforhold. Han var først medlem af bestyrelsen i Lægekredsforeningen i Sønderjylland og fra 1976-1982 næstformand i PLO og derefter medlem i bestyrelsen i DADL fra 1982-1988. Han var formand for attestudvalget, det socialmedicinske udvalg og medlem at det etiske udvalg.

Hans Iver solgte sin praksis i 1995 og blev sessionslæge samtidig med lægekonsulentfunktioner i Sønderjyllands Amt.

Fra 1995 til 2001 var Hans Iver formand i Lægeforeningen i Sønderjylland. Hans Iver fik i denne periode bl.a. opbygget et samarbejde mellem det danske og tyske sundhedsvæsen.

Han har haft talrige tillidsposter, bl.a. i Lægernes Pensionskasse og Vejle Fjords bestyrelse.

Hans Iver brændte for de særligt udsatte både teoretisk og i sit praktiske liv. Han forsatte som læge til han blev 76 år, og de sidste år talte han hver uge med indsatte i arresten i Tønder. Han var medlem af Justitsministeriets udvalg for tvang i psykiatrien, Sundhedstjenesten i kriminalforsorgen og Retslægerådet. Da kvoteflygtningene kom til Tinglev, tog han hånd om lægerne fra Afghanistan og forsøgte at få dem integreret i det danske sundhedsvæsen. Senere arbejdede han på, at tyske læger fik danskundervisning etc.

Hans Ivers indsats blev værdsat både lokalt og i hele landet. Han fik flere priser. I 1989 fik han tildelt Winterthur-Borgen-legatet, der tildeles en person, der har udført en fremragende kollegial indsats. Det var Hans Ivers sønderjyske kollegaer, der indstillede ham til prisen. Samme år fik han MEFA-prisen, Lægeforeningens pris til en praktiserende kollega, der har udmærket sig ved fortjenstfuldt at arbejde for Lægeforeningens indsats i samfundets tjenester. I 2002 blev han tildelt Madvigprisen, som tildeles en kollega, der har ydet en ekstraordinær indsats i Sønderjylland.

Hans Iver udtrykte ofte taknemlighed over, at kollegaerne i Lægehuset gav ham mulighed for at arbejde uden for Lægehusets mure. Når han endelig var hjemme i dagliglivet i Lægehuset, var han det 100%. Han bragte overordnede sociale og etiske dilemmaer og problemer i spil, samtidig med at det var vigtigt for ham at øse af sin viden og livskundskab til os unge læger. Han har lært os meget. Hans Iver var idérig, myreflittig, retskaffen, venlig og lyttende.

Hans Iver var der for familien. Han slappede af i naturen og var fascineret af jagt og det venskab, den bragte med sig. Hans Iver havde trods travlhed altid øje for, hvordan menneskene i hans netværk havde det og stod altid klar til at lytte og hjælpe.

Vore tanker går til Elsy og børnene, Jakob og Ulrika, og deres familier. Elsy er uddannet sygeplejerske og hjalp Hans Iver i praksis. Hun passede i mange år vagttelefonen i døgndrift og støttede op om sociale aktiviteter i Hans Ivers talrige faglige gøremål.

Æret være Hans Ivers minde

Kolleganyt