Lars Heslet

23.2.1943-25.1.2016

Lars Heslet døde kun 72 år gammel i sit smukke hjem. Da Lars var fire år, mistede han sin far. Faderen døde af en lungebetændelse. Dette var medvirkende til, at Lars ville være læge, så han kunne behandle denne sygdom. Efter studentereksamen blev han først civilingeniør som sin far og på kort tid derefter læge i 1973. Herefter skrev han sin disputats: »Lung function inhomogeniety«, der blev forsvaret i 1983. Efter en bred klinisk uddannelse blev han speciallæge i intensiv medicin og anæstesiologi og 1988 overlæge og professor på Intensivafdeling på Odense Universitetshospital. Fra 1990 var han overlæge og klinikchef på Rigshospitalets Intensivafdeling. Der er ikke mange, der som Lars kunne undervise med stor klarhed i selv de sværeste begreber. Lars var derfor en yndet underviser og foredragsholder ved talrige kurser, kongresser og møder. Altid velklædt og med en hurtig replik. Lars havde et musisk og kreativt sind. Han var ekstremt godt begavet, elitær og samtidig fuldstændig usnobbet, behandlede alle »uden persons anseelse« både i det faglige og det sociale miljø. Han spillede klaver, orgel og cello på højeste niveau, før han blev syg. Det var naturligvis den klassiske musik, der fik mest plads, men Lars var også glad for jazz, som han selv spillede som ung. Hans viden om musik og musikhistorie var kolossal. Mens han var overlæge på intensivafdelingen på Rigshospitalet, fik han sammen med musikeren Niels Eje produceret »Musikteraputisk musicure«, der kunne anvendes til såvel bevidstløse som vågne patienter. Han var en habil kunstmaler og knyttede tætte bånd til kunstnere som Henning Damgaard-Sørensen, der var med til at udsmykke hans afdeling til glæde for patienterne. Lars var altid til stede med åben dør ind til sit kontor og ville gøre alt for sine meget syge patienter. Selv uortodokse behandlinger blev afprøvet og mange gange med forbavsende godt resultat. I 2005 opnåede hans afdeling som den eneste i Europa at blive vurderet som »exemplary excellent« af The Joint Commision, den amerikanske myndighed, der evaluerer hospitaler over hele verden. Efter 15 år på Rigshospitalet stoppede han for at få mere tid til det musiske og fik bygget en koncertsal til sin villa. Her var der plads til 50 personer og hans Steinway koncertflygel. Unge lovende studerende fra Musikkonservatoriet fik mulighed for at komme og øve og opføre koncerter. Familie og venner blev generøst inviteret til koncerter op til to gange om måneden. Adgangsbilletten var en ret og en flaske vin til det fælles hyggemåltid efter koncerten. Sideløbende fik han mere tid til videreudvikling af forskellige medikamenter i sit medicinalfirma Serendex Pharmaceuticals. Lars var levende optaget af hospitalsindretning, så det var indbydende for patienter. Han var medforfatter til bogen »Sansernes hospital«, som udkom i 2007. Det er tankevækkende, at netop på hans dødsdag omtalte en af landets hovedaviser, at nu vil man begynde at satse på kvalitet i behandlingen, »Ny bonus til tilfredse patienter«. I 2010 udgav Lars »Fra det yderste«, hvor han med stor indsigt i både sjælens og legemets krinkelkroge gennemgik sygehistorier om patienter, »hvor livet er gået i chok, hvor døden står som en uhyggelig og håndgribelig realitet, og hvor lægevidenskaben presses til sin yderste formåen, uden at det altid i sig selv er nok«. Lars fik i 2011 diagnosticeret en tonsilcancer, blev opereret og fik kemoterapi, der medførte tale- og spiseproblemer. Lars fik efterfølgende også en progredierende neurodegenerativ lidelse, hvor gang, tale og synkefunktion blev yderligere forværret. Takket være stor hjælp fra sine børn, ekshustruen Martina og hjemmeplejen var det muligt for Lars at forblive i sit dejlige hjem. Ved sin død efterlader han et stort manuskript med en række sygehistorier og med betragtninger over, hvordan vi i helsevæsenet kan gøre det bedre. Det viser hans enestående engagement trods kamp mod egen svær sygdom. Lars var en ener, en renæssancefigur om nogen. Døden var en del af Lars’ professionelle liv og Churchills ord ved kong George VI’s bisættelse passer godt på ham: »During these last months, the King walked with death as if death were a companion, an acquaintance whom he recognised and did not fear. In the end death came as a friend«. Lars vil blive savnet. Vore tanker går til børnene Amalie og Julius samt til Martina.

Henrik Permin

Erik Hjørting-Hansen

Søren Hillerup