Akutafdelingen: »Jeg har aktivt valgt Slagelse, fordi jeg godt kan lide holdet og den kollegiale ånd«

Henriette Nelsson tegner med lilla tusch. En lang streg og to krydser på den krummede ryg på lejet foran hende. Med fingrene trykkende imod rygsøjlen leder hun efter det helt rette sted at sætte ind.

»Når jeg rammer der, hvor jeg skal være, så kan man godt få et stød ned i fødderne. Det er ikke rart, men det er helt normalt«, beroliger hun kvinden på lejet, da der er lagt en lokalbedøvelse.

Kun hvisken høres nu fra de i alt ti personer – nogle med en funktion, andre ventende på en evt. kommende funktion – der lige nu befinder sig på traumestue 2, da Henriette Nelsson forsigtigt fører spinalkanylen ind imellem ryghvirvlerne. Da væsken, der ­omgiver hjerne og rygmarv kort efter løber sirligt ud i prøverørene, har hun straks mere beroligende formidling til den unge kvinde.

»Det er en fuldstændig klar væske. Det er lige, som jeg gerne vil se den. Hvis farven havde været anderledes, så havde jeg været bekymret«.

11 minutter og 15 sekunder før den unge kvinde blev kørt på traumestue 2 bad en introlæge om fem sekunder af Henriette Nelssons tid – og endte med at få en del mere. Foran sin computerskærm fortæller han om en kvinde i 30’erne på stue 3, som gennem to døgn har haft tiltagende hovedpine, feber, opkast, er biokemisk inficeret og måske, måske ikke oplever nakke- og rygstivhed.

»Så er vi nødt til at gå med et rødt kald«, lyder det hurtige svar fra dagens bagvagt.

Mistanke: en smitsom meningitis, som lynhurtigt må be- eller afkræftes med en lumbalpunktur.

»Det skal jo ikke være røde kald hele ­tiden, så går man død i det. Men jeg kan godt lide temposkiftene, når det skal gå stærkt, og det, at man er afhængig af et stærkt, samarbejdende hold«, fortæller Henriette Nelsson på Akutafdelingens gange kort forinden.

Det er her, at hun i maj måned påbegyndte sit hoved­uddannelsesforløb i akutmedicin. Efter en netop afsluttet introstilling samme sted. Men hun har faktisk været her før. Tilbage i 2018, hvor hun var KBU-læge i samme afdeling. Så hun kan ud fra personlige erfaringer tale om en afdeling på Slagelse Sygehus før og efter.

»Jeg trak jo dengang KBU nummer 661 ud af 670 eller sådan noget. Så jeg kom til Slagelse sammen med alle de andre høje numre. For der var ingen, som ville derhen, fordi man lige havde fået en evaluering på at have landets dårligste arbejdsmiljø«, fortæller Henriette Nelsson.

»Det var rædselsfuldt. Jeg tror, at vi var 20 KBU-læger i afdelingen – og tilsvarende færre mere erfarne læger. Der var ingen ledende overlæge og en masse polemik mellem de seniorlæger, der var i afdelingen. Jeg gavnede af, at jeg havde erfaring med fra andre specialer med akutte patienter, men vi stod med patienter, som var ­meget syge i forhold til det kompetenceniveau, man var klækket ud med fra universitetet og ikke havde erfaring med. Og der var ingen mulighed for supervision. Det var benhårdt, og der var kolleger, der blev kvalt i det«.

Før den KBU-oplevelse havde Henriette Nelsson haft flere vikariater på kirurgiske afdelinger. Ligesom hun efterfølgende har haft flere kirurgiske introstillinger og egentlig fik hoveduddannelse på OUH inden for kirurgi, før hun skiftede til akutmedicin. Hun gik nemlig og forestillede sig, at hun skulle være kirurg. Men hjertet bankede for en anden kultur og et speciale med større bredde. Før beslutningen blev der mærket efter i flere perioder som vikar i Akutafdelingen i Slagelse, og her oplevede hun en forandret afdeling og generelt friskere uddannelsesvinde, der fik den i Odense bosatte læge til at vende tilbage for godt halvandet år siden.

»Nu har jeg valgt det til. Og min oplevelse med det læringsmiljø, vi har i dag, tåler slet ikke sammenligning med dengang. Jeg oplever en helt ­anden holdånd, som ikke var der dengang, ligesom der er en gennemskuelighed og åbenhed om, hvad man vil med den her afdeling, som jeg virkelig godt kan lide«, siger Henriette Nelsson.

I dag er de f.eks. kun fire KBU’er plus en række rutinerede yngre læger. Ligesom man er ved at have de speciallæger, der er brug for. I og med, at akutmedicin er et relativt nyt speciale, så har mange af de ældre læger oftest en baggrund i andre specialer som f.eks. thoraxkirurgi, almen medicin eller ­intern medicin.

»Men vi er begyndt at gå benhårdt efter at rekruttere speciallæger uddannet i akutmedicin, fordi der er et særligt mindset, man får lært i den hoveduddannelse, som vi skal bruge. Plus at det giver os et stærkt netværk indenfor specialet, så vi i højere grad bliver bekendt med, hvad der rører sig i forskningen, nyt udstyr og kurser«, siger Henriette Nelsson.

»Men jeg skal faktisk stadig engang imellem berettige over for andre, hvorfor jeg er i Slagelse. Hvor nogle tænker ,hvad har du gjort forkert’? Men jeg har faktisk valgt det her til. Jeg kom med et super­stærkt cv og tænker, at jeg kunne have fået hoveduddannelsen mere eller mindre, hvor jeg gerne ville. Men jeg har aktivt valgt Slagelse, fordi jeg godt kan lide holdet og den kollegiale ånd – desuden er det kun små 50 min og en smuk tur over Storebælt fra, hvor jeg bor«.

Stor velvilje til supervion

På Akutafdelingen er det en dag til den stille side denne formiddag. Det normale er mellem 15 og 25 patienter, når de møder ind om morgenen. Her ved 10.30-tiden har de haft ni. Men det er også onsdag, sædvanligvis en rolig dag. I en akutafdeling er der desuden ofte først rigtig travlt efter frokost, på den måde ligner akutmedicin ikke de andre specialer.

Som bagvagt med det store overblik over hvem, der er hvem, og hvad de venter på, løber Henriette Nelsson skærmen igennem for patienter på vej ind. Én med meget langsom hjerterytme. Det kan godt være akut. Én med abstinenser, én der kommer ind for at få antibiotika, én med svimmelhed, som jo kan betyde hvad som helst og én med en dyb venøs trombose.

»Det er helt uhørt, at jeg sidder som bagvagt så tidligt i min hoveduddannelse. Men jeg ,snyder’ lidt, fordi jeg har erfaring på bagvagtsniveau i thoraxkirurgi fra OUH, og jeg har gennem en årrække tilegnet mig en del erfaring fra flere andre relevante specialer, så det giver mig en stor fordel, og jeg har på den måde god erfaring med at se meget syge patienter«, fortæller Henriette Nelsson.

»Men jeg er jo heller ikke alene. Jeg har Henrik, en erfaren medicinsk bagvagt, lige ovre på den anden side, og jeg har en anæstesi-intensiv bagvagt og en kardiolog, så jeg har flere, jeg kan ringe til. Så ja, jeg er fuldstændig tryg ved det«.

På stue 11 assisterer Henriette Nelsson en KBU-læge omkring en herre i 80’erne i et vældigt humør, der for nylig har haft en blodprop i armen, og som KBU-lægen nu mistænker har en obstruktion af blodstrømningen til både arm og hoved. Efter under søgelser af arme, ben og nervesystem beslutter hun, at der skal laves en CT for at udelukke en blodprop i hjernen. Videre til en samtale med en mand i 40’erne, som er på vej til psykiatrisk skadestue, efter at han har gjort skade på sig selv.

»For de unge læger handler det først og fremmest om tilgangen til supervision, og at man ikke på noget tidspunkt er alene. Og det er en af de ting, som Slagelse Sygehus er blevet rigtig gode til. Der er en stor velvilje til supervision. Vi har i vores bemanding altid i hvert fald én bagvagt og én mellemvagt på afdelingen i døgndække. Det har man ikke alle steder mig bekendt«, siger Henriette Nelsson, der også varetager rollen som uddannelseskoordinerende yngre læge på Akutafdelingen og i den rolle bl.a. står for at planlægge faglige indslag tre gange om ugen ved eftermiddagskonferencerne.

»Fremadrettet kunne jeg godt ønske mig, at der var et tættere samarbejde med de andre uddannelseslæger på Slagelse Sygehus. Det ved jeg, at der er planer om, og det er noget, jeg selv glæder mig til at være med til at sætte i gang. Vi er jo alle sammen i gang med et uddannelsesforløb og vil kunne lære en hel del af hinanden«.

I forhold til hendes egen uddannelse er hun glad for, at hun i Slagelse oplever særdeles gode muligheder for at få de kurser, hun gerne vil have. I langt højere grad, end hun ville have på et stort hospital, vurderer hun.

»Der er fokus på at booste og brande både afdelingen og specialet opad, og det lukrerer jeg på og får nogle store fine kurser nogle gange«, siger Henriette Nelsson, der dog også understreger, at der er faglige begrænsninger ved at tage hoveduddannelse i Slagelse.

»Der er nogle patienttyper med de værste tilstande, som kører uden om Slagelse Sygehus, fordi vi ikke er store nok. Vi er jo en stor akutmodtagelse, men et relativt lille sygehus, så en væsentlig del af vores opgave er også at samarbejde med andre sites, som skal gribe nogle af vores patienter. Jeg skal som uddannelseslæge selvfølgelig være opmærksom på, at der er nogle kompetencer, jeg skal ud og hente andre steder. Men altså, vi tager imod både trafikuheld og ABCDE-truede patienter, og vi tager imod folk fra det her område, som er vældig syge, og som ofte kommer alt, alt for sent til en læge«.