Medicinsk Afdeling 1: »Uddannelse er drift. Så det kan ikke nedprioriteres, fordi der er travlt«

Et af de steder på Slagelse Sygehus, hvor manglen på speciallæger er en udfordring, er Medicinsk Afdeling 1. Her huser de reumatologien, gastroenterologien og lungemedicinen og har i løbet af et år mellem 50 og 60 uddannelsesforløb igennem. Her møder vi Ellen Risom, der er ledende uddannelses­ansvarlig overlæge og afsnitsansvarlig for det lungemedicinske sengeafsnit.

Netop her er Ellen Risom indimellem eneste speciallæge til stede. Med både rigtig mange, der skal superviseres, og egne patienter kan det ikke undgås, at uddannelseslægerne nogle gange bliver overladt lidt til sig selv.

»Jeg ville personligt ønske, at jeg kunne komme med ind til flere patienter og give den direkte supervision, som man gør i andre specialer. Stuegangen er jo at sidestille med min operationsstue. Så ja, det er et udviklingspunkt, men det kommer ikke overnight«, siger Ellen Risom, der dog understreger, at der også er et arbejde med en forventningsafstemning af, hvad supervision – som er det, de yngre læger især efterspørger – egentlig er.

For det er også supervision at have samtalerne før og efter stuegang. Det handler om tryghed. Tryghed som en forudsætning for al læring. En tryghed for, at man altid kan spørge – og Ellen Risom er med egne ord »ekstremt åben og siger aldrig nej«, fordi når nogen spørger, så er det tegn på tvivl og usikkerhed, som skal elimineres og fortæller samtidig, hvilke knapper der skal trykkes på, for at netop denne uddannelseslæge kommer i mål.

»Og jeg oplever samtidig, at vores uddannelseslæger pludselig tager ansvar på en helt ny måde og kommer med idéer til at optimere noget, lave nye instrukser eller noget helt tredje. Det er der også ekstremt meget læring i, rigtig meget læring i. Og at opleve uddannelseslæger, som selv tager ansvar og løfter et eller andet, det synes jeg, er enormt givende«.

Ellen Risom kom selv til Slagelse Sygehus for to år siden. Hun kendte godt historierne – »for rygtet sidder i nakken på rigtig mange af de af vores kolleger, som slet ikke kender Slagelse indefra«. En samtale med en bekendt på sygehuset betryggede hende og med muligheden for at blive involveret i lægelig videreuddannelse, som hun altid har brændt for, helt fra start af, var valget ikke svært.

Dengang var uddannelsesstrategien vedtaget, men endnu ikke implementeret. Og i de to år, der er gået, har hun – trods de udfordringer, der også er – klart kunnet mærke en forskel.

»Først og fremmest giver det mig et arbejdsredskab til at gå til min chef og sige, at det her er et krav. Det er en skal-ting. Ledel­sesmæssigt kan man ikke lade være med at tænke uddannelse som en del af driften. For uddannelse er drift. Så det kan ikke nedprioriteres, fordi der er travlt. Så må vi finde ud af, hvordan vi gør det med den tid, vi har, og tænke kreativt og slå nogle knuder hist og her«, siger Ellen Risom, der understreger, at hun på Medicinsk Afdeling 1 oplever stor opbakning til arbejdet med uddannelse – og hvor hun også selv sidder med ved bordet ved ledelsesmøderne.

Hun nævner selv tre kæpheste for hende som uddannelsesansvarlig overlæge: (1) store krav til kompetenceudviklingsmetoderne, kvaliteten og udviklingen af dem; (2) at vejledere bliver dygtigt uddannet, så al formalia bliver overholdt, og (3) at uddannelseslægerne selv skal tage ansvar for deres uddannelse – og selvfølgelig have rammerne til det.

»Et eller andet sted i kæden er der noget, der har svigtet, når nogle HU-læger ikke ved, at der er noget, som hedder et uddannelsesprogram osv. Så jeg lægger mig i selen for, at man skal sætte sig ind i sin uddannelse. Ligesom jeg tit minder de yngre læger om, at de skal sige, hvad de vil, og hvad de mangler, og have et kompetencekort klar på dagen. Det er de ikke altid så gode til, og det kan også for mig være svært at huske at holde fast i. Jeg har en drøm om, at alle uddannelseslæger på morgenkonferencen skal fortælle, hvad det er, de præcis vil lære i dag«, siger Ellen Risom.

Inden for samme genre er hun også en drivende kraft i det, hun kalder »et meget konkret punkt i uddannelsesstrategien, som vi virkelig er lykkedes med«: På tværs af Slagelse Sygehus’ afdelinger mødes nye KBU-læger på deres ottende ansættelsesdag og bliver sat ind i rettigheder, pligter – og hele uddannelsessystemet, og hvordan det fungerer med uddannelsesplaner, målbeskrivelser, vejledersamtaler, kompetencevurdering osv.

»Uden undtagelse siger de alle, at det at få gennemgået uddannelsessystemet er det, de sætter allermest pris på«, fortæller Ellen Risom.

Men den fælles KBU-introduktion tjener også et andet vigtigt formål. Sammen med nogle mere erfarne KBU-læger er det et »safe space« blandt ligesindede at udtrykke al sin tvivl, alle sine bekymringer og tackle et udbredt »impostersyndrom«.

»Mange af de her KBU-læger er vant til at sætte sig ned og læse og score højt til eksamen. Nu føler de, at de er til eksamen hver dag. Men det er de ikke. Nu er det livet, arbejdslivet. Det med at færdes på en arbejdsplads og se rigtige patienter er skræmmende for mange og noget, de skal lære. Det behøver jo ikke at være noget med, at nogle dør i smerte og drama og blodbad, man kan sagtens blive skræmt af nogle omstændigheder med travlhed omkring f.eks. et brækket ben. Det er jo vildt skræmmende pludselig at arbejde med rigtige mennesker, og det handler også om et opgør med en nulfejlskultur, for den lever, og vi arbejder med den. For jo, vi begår da alle sammen fejl – og det er okay«, siger Ellen Risom.

»Jeg synes, at jeg fornemmer, at de ligesom sænker skuldrene efter de møder«.