Skip to main content

Kirurgisk afdeling: »…at der hele tiden er fokus på, hvordan vi kan udnytte alle mulige store og små situationer i uddannelsesøjemed«

Uddannelse skal være en del af hverdagen. Og man mærker det konstante lette pres på netop det fra ledelsen. Og det virker, for »man bliver ikke et sted, hvor yngre læger får en ordentlig uddannelse, hvis der ikke er konstant fokus på det«, siger Helle Gad Midtgaard, uddannelseskoordinerende afdelingslæge på Kirurgisk Afdeling.

Helle Gad Midtgaard i gang med en lyske­operation på Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus, hvor hun oplever et konstant let pres fra ledelsen på, at uddannelse skal prioriteres. Foto: Nils Lund Pedersen

Jesper Pedersen, jp@dadl.dk

7. jul. 2025
4 min.

På Kirurgisk Afdeling lader Helle Gad Midtgaard vente på sig. Ugeskrift for Lægers fotograf er med hende til en lille simpel lyskeoperation, mens journalisten er blevet anbragt på hendes kontor. Det trækker ud. Afdelingens KBU-læge med tyrkiske rødder har sidste dag i dag, så der er heldigvis sat baklava frem.

»Anæstesien skulle ultralydskanne hendes arm, fordi hendes årer lå så dybt, så de kunne ikke få i.v.-adgang. ,Hurry up and wait’, det er kirurgens liv«, siger Helle Gad Midtgaard, da hun endelig har sat sig ved kontorets lille sofaarrangement.

Hun er uddannelseskoordinerende afdelingslæge på Kirurgisk Afdeling, hvor hun har været ansat siden 2019 efter en lang række stillinger på kirurgiske afdelinger i og omkring København.

»Jeg blev bare enormt glad for at være her helt fra start af«, siger Helle Gad Midtgaard og fremhæver et meget imødekommende arbejds­miljø med tryghed og italesat værdsættelse af ens arbejde.

Det er da heller ikke hendes opfattelse, at Kirurgisk Afdeling som andre steder på Slagelse Sygehus var ramt af den krisestemning, der herskede i de år. Det er heller ikke en ­ ­afdeling, der har haft problemer med manglende speciallæger og dermed en vigtig grund­ingrediens til lægelig videreuddannelse.

»Man bliver ikke et sted, hvor yngre læger får en ordentlig uddannelse, hvis der ikke er konstant fokus på det« Helle Gad Midtgaard, uddannelseskoordinerende afdelingslæge på Kirurgisk Afdeling

»Jeg tror ikke, at vi har haft problemer med at få speciallæger de sidste mange år. Men det har tit været svært at få yngre læger. Vi ligger jo midt imellem to universiteter, og i de her formative år, hvor man gifter sig, ­køber lejlighed og stifter familie, så er det usikkert at flytte ud, fordi man skifter job så tit de første mange år af ens karriere som yngre læge. Medicinstudiet er langt, og de unge mennesker er tit sidst i 20’erne og etablerede, når de er færdige med studiet og skal ud at arbejde. Så jeg tror, at der er et arbejde med at vise, at man kan få både et lægeliv med gode karrieremuligheder og et godt familieliv i det ­område«, siger Helle Gad Midtgaard.

»Men vi har jo brug for yngre læger til at drifte afdelingen – og fordi vi gerne fortsat vil rekruttere til specialet i fremtiden. Men vi har tit dækket vores forvagtslag med medicinstuderende, som var næsten færdige, og har af og til også haft mange udenlandske læger, som er blevet inviteret hertil af vores regering for at komme og arbejde. Ligesom vi har fyldt KBU-stillinger ud med mange svenske nyuddannede«.

Selv på en i forvejen velfungerende afdeling har implementeringen af en uddannelsesstrategi dog haft en positiv effekt, slår Helle Gad Midtgaard fast. Hendes egen stilling – uddannelseskoordinerende afdelings­læge – har de selv opfundet, fordi opgaven var for stor til en uddannelsesansvarlig overlæge.

I den rolle er der et stigende fokus på at mødes i det team, som står for uddannelse. Det vil sige cheflæge, uddannelsesansvarlig overlæge, hende selv og den uddannelses­koordinerende yngre læge. Hvor de samler op, evaluerer og drøfter nye ting, som menings­fuldt kunne blive inkorporeret i netop deres afdeling.

»Det, der ikke bliver italesat i hverdagen, det glemmer man, og man bliver ikke et sted, hvor yngre læger får en ordentlig uddannelse, hvis der ikke er konstant fokus på det. Så når vi fra hospitalsledelsen og hele vejen ned igennem systemet kan mærke, at der er fokus på det, så er der det her konstante lette pres på, at uddannelse skal være en del af hverdagen. Så der ikke bare går produktion i den, men at der hele tiden er fokus på, hvordan vi kan udnytte alle mulige store og små situationer i uddannelsesøjemed«, siger Helle Gad Midtgaard.

»Nu har vi lige drøftet vores nye inspektorrapport, hvor de var glade for rigtig mange af de ting, vi gør, men f.eks. sagde, at vi godt kunne blive bedre til at have vores yngre ­læger med på vores robotkirurgi, også selv om de måske ikke direkte kan lave ­noget, men kan have god uddannelse af at kigge med. Så det er noget meget konkret, vi kan arbejde videre med«.