Børne- og Unge­afdelingen: »Netop det her er faktisk et eksempel på, at man tager supervision og ordentlige arbejds­forhold meget seriøst«

På Børne- og Ungeafdelingens senge­afsnit skal vi mødes med intro­læge i pædiatri Jonathan Pommer. Her er meget, meget stille. Et yderst sjældent tilfælde, hvor der her onsdag eftermiddag ikke er ét eneste barn, som på nuværende tidspunkt har brug for lægefaglig hjælp. Så vi ­aftaler at mødes næste formiddag i stedet, hvor Jonathan Pommer har vagt i Børne- og Ungeambulatoriet.

Men her, på ambulatoriet, som var nomineret til prisen Årets Patientoplevelse 2025 for at skabe bedre rammer for unge med kroniske sygdomme, er han ikke at finde ­dagen efter. Så tilbage til sengeafsnittet, hvor hans vagt er rykket over på grund af sygdom i afdelingen, og hvor vi nærved er ved at blive kørt ned af en lille fyr med sut på en gulgrøn John Deere traktor på den orangefarvede gang, inden Jonathan Pommer træder ud af en stue.

»Netop det her er faktisk et eksempel på, at man tager supervision og ordentlige arbejds­forhold meget seriøst. Det er simpelthen fokus. Man gør alt for at undgå dårlige plasterløsninger og tilstræber altid at have en erfaren, ældre læge tilknyttet alle funktioner for at sikre ordentlig supervision. I dette tilfælde opstod der imidlertid sygdom blandt stuegangsteamet, hvilket nødvendiggjorde, at den superviserende læge fra ambulatoriet blev trukket over til stuegang. Det betød desværre, at nogle af de planlagte ambulatorier med yngre læger måtte aflyses, da super­visionen ikke længere kunne opretholdes«, siger Jonathan Pommer, inden han på sin stuegang skynder sig videre ind på stue 10 – godt dækket af den infektionssikrede påklædning.

Vi går med. Herinde i hospitalssengen mellem sine mors ben ligger en tre måneder gammel baby. En dreng i konstant gråd og med hakkende hoste, som har været igennem et længere forløb med en eller anden form for luftvejsinfektion, som lægerne på Børne- og Ungeafdelingen er ved at udrede, mens den lille dreng behandles med antibiotika. Det er en atypisk alder at have en bakteriel luftvejsinfektion, som er mistanken. Jonathan Pommer undersøger barnet med stetoskop og pencillygte og konstaterer god kontakt og god styrke, inden han igen for­lader stuen for at konferere med sin bagvagt.

»Som yngre læge er noget af det, der er aller­vigtigst for mig, samspillet mellem os yngre læger og de ældre læger og trygheden i at vide, at vi får hjælp, når vi beder om det, og ikke skal være bange for at få et irriteret svar, når jeg ringer til en bagvagt midt om natten med en tvivl«, fortæller Jonathan Pommer.

Han startede sin introlægestilling på Børne- og Ungeafdelingen i april efter at have været ansat i en uklassificeret stilling samme sted i et par måneder. Forud for det var hans første KBU-forløb også på Slagelse Sygehus på Mave-Tarm-Kirurgisk Afdeling.

»Jeg var da spændt til at starte med, da jeg med mit KBU-nummer endte med at få plads her i Slagelse. For jeg havde hørt, at Slagelse havde et ret hårdt rygte, især fra yngre læger, med mangel på supervision. Men det var noget helt andet, jeg oplevede. Jeg vidste bestemt godt, at jeg ikke skulle være kirurg, men rent kollegialt og i forhold til arbejdsforhold var det en fantastisk ­afdeling, hvor der var plads til al den super­vision, man bad om, og også plads til at ­arbejde selvstændigt, hvis man havde mod på det«, siger Jonathan Pommer.

Det var da derfor heller ikke noget svært valg, da der åbnede sig en mulighed for en introstilling i pædiatrien i Slagelse, som er det speciale, som hele tiden har fanget den unge læge, der p.t. bor i Odense, hvor han tog sin medicinuddannelse, men oprindeligt er fra Ringsted. Kan han helt selv vælge sin fremtid, så er det da også en hoveduddannelse inden for pædiatrien på Slagelse Sygehus, som står skrevet på cv’et.

»Vi har en enormt høj eksponering af stort og småt som yngre læger. Vi får lov at gå med til fødsler, vi får lov at gå stuegang på de for tidligt fødte, og vi er i ambulatoriet. Vi får hele paletten. Modsat f.eks. på større børneafdelinger, hvor det ofte er de neo­natale læger, der f.eks. går til fødsler, fordi det ofte er mere komplicerede tilfælde. Det er selvfølgelig altid skræmmende, når man kommer som ny, både på baggrund af ens egne forventninger til opgaven, men også, hvad andre forventer, at man kan. Men det er altid i enormt trygge rammer, netop fordi der bliver lagt så stor vægt – og sagt højt – at der altid er supervision, og det er først, når man selv tager initiativ og er klar til at gøre det selvstændigt, at det sker«. 1