»En god dag for praktiserende læger« – men der er også uspiselige hår i suppen

En rigtig god portion suppe – med enkelte uspiselige hår i.

Sådan betegner PLO’s formand, Jørgen Skadborg, regeringens udspil til en ny sundhedsreform.

»Det er rigtig positivt, at der nu endelig er en rigtig plan med investeringer. Det er en god dag for praktiserende læger, for nu kan vi se, at de mener det alvorligt, når de siger, at de vil investere i det nære sundhedsvæsen«, siger Jørgen Skadborg.

Hvis PLO-formanden nu ikke var en erfaren mand på 57 år, men en ung håbefuld yngre læge, der skulle vælge speciale, er han ikke i tvivl om, hvad der ville gøre indtryk på ham:

»Så ville jeg lægge mærke til, at det er i almen medicin, udviklingen er. Det er der, fremtiden er. Det er betydningsfuldt for samfundet, og der er både spændende arbejdsopgaver og et godt lægeliv. Så det ville jeg vælge«.

Regeringsudspillet indeholder forslag om en ny honorarstruktur, så læger, der behandler de mest syge borgere, skal have færre patienter og mere i honorar pr. patient end de læger, der behandler de mindst syge.

Det er både godt og skidt set med PLO-briller. Først det gode.

Regeringen vil allerede i 2030 sikre, at der er 45% flere læger i almenmedicinske tilbud i kommunerne Lolland, Guldborgsund og Vordingborg. En egn, hvor ældre praktiserende læger i årevis forgæves har forsøgt at afsætte deres ydernumre til yngre arvtagere.

»Hvis det bliver sådan, at lægerne skal have færre patienter og flere penge pr. patient i de områder, så tror jeg godt, at man kan få unge speciallæger i almen medicin til at tage derned. Det er spændende og interessant arbejde og med mulighed for et velafbalanceret liv«, siger Jørgen Skadborg.

Indflydelse på eget arbejdsliv

Det er dog – på trods af den indledende glæde – en ikke så lidt vagtsom PLO-formand, der udtaler sig efter at have tygget sig gennem en god bid af regeringens »Sundhed tæt på dig«-udspil.

»Der er serveret en rigtig god portion suppe her, men der er nogle helt uspiselige hår i suppen, som ingen af mine medlemmer kommer til at acceptere«, siger Jørgen Skadborg.

Det første er praktiserende lægers indflydelse på egne arbejdsvilkår, arbejdsmængde og arbejdstid. For når regeringen i sit reformudspil lægger op til, at læger i nogle områder af landet skal have flere patienter, uden at økonomien følger med, bliver lægerne pålagt en ekstra arbejdsbyrde.

»Det bør være sådan, at vi som praktiserende læger via kollektive aftaler fortsat har indflydelse på vores egne arbejdsvilkår, arbejdstid, åbningstid, antallet af patienter og så videre. Hvis dét bliver undergravet, er jeg temmelig sikker på, at vi vil se, at mange praktiserende læger ikke vil være med mere,« siger Jørgen Skadborg, der uddyber:

»50% af mine kolleger i 40-50-årsalderen er kronisk overbelastede i en grad, så de er udbrændte, og 30% af vores kolleger er tæt på pensionen. Der skal ikke meget til, førend de to grupper af læger vælger at lukke deres praksis, fordi forholdene bliver for dårlige, og de bliver sat uden for indflydelse på deres eget arbejdsliv«.

Udspillet indeholder desuden forslag om national styring af ydernumre og nationalt fastsat opgavebeskrivelse for almen medicin – begge elementer, som PLO har efterlyst. Men der skal også indføres en ny aftalemodel for de praktiserende læger: En smallere central rammeaftale skal erstatte Overenskomsten om almen praksis og fastsætte de økonomiske vilkår for de praktiserende læger, samtidig med at »et aftalebaseret grundlag« fortsat skal fastlægge vilkårene for de praktiserende læger.

Det ligger vel ikke direkte i regeringsudspillet, at I bliver sat helt uden for indflydelse på jeres eget arbejdsliv?

»Nej, men jeg advarer bare om, at man kan komme til at gå for langt, hvis man vil tvinge nogle læger, der i forvejen har susende travlt, til at have endnu flere patienter, eller hvis man forestiller sig, at stort set alt – bortset fra taksterne – kan tages ud af aftalesystemet. Jeg anerkender, at myndighederne vil sikre, at investeringerne går til det rigtige, og vil styre mere, men de kan komme til at overstyre i en grad, så de skræmmer en stor del af lægerne væk. Intentionen er god nok, men hvis ikke man træder meget varsomt, kan udkommet af reformen blive, at der om ganske kort tid mangler endnu flere praktiserende læger, end der gør i dag«.

Københavnske læger

Regeringen foreslår, at der allerede i 2025 skal lukkes for at etablere nye lægeklinikker i områder med i forvejen høj lægedækning. Her rettes blikket ofte mod københavnsområdet, der som de andre universitetsbyer ofte er populært hos de yngre læger.

Men nylige tal fra PLO, som de lokale københavnske ugeaviser har delt, viser, at de københavnske læger allerede i dag har mange patienter. Størstedelen af lægerne i København havde i 2023 mere end 1.600 patienter pr. læge – kun i Brønshøj-Husum var gennemsnittet lavere. Men i Indre By var der f.eks. 2.061 patienter pr. læge, mens Østerbro kunne mønstre 1.848 patienter pr. læge.

»Jeg vil godt råde til, at man indfører omstillinger trinvist og håndholdt. Man kan ikke bare lukke ned i de store byer, hvor den demografiske udvikling tilsiger, at der kommer flere og flere borgere. Det her med, at læger i København skal tage flere patienter, fordi de har mange unge patienter, det er faktisk allerede sket frivilligt. Hvis man nu vil pålægge dem at tage endnu flere, risikerer man, at de siger farvel«, siger Jørgen Skadborg, der minder om, at alle københavnske læger for nogle år siden havde lukket for tilgang:

»Man kan ikke lukke fuldstændigt ned, så borgere i København skal rejse ud af byen for at få lægehjælp. Det er ikke rimeligt«.

Internationale koncerner

Et andet hår i suppen er, at regeringen med udspillet vil ophæve »de praktiserende lægers nuværende de facto-monopol på at levere almenmedicinske ydelser«. Regionerne skal kunne benytte forskellige klinikformer og leverandører, og de lovgivningsmæssige begrænsninger for at bruge andre permanente klinikformer fjernes.

Til gengæld foreslås det at begrænse antallet af ydernumre, en læge må eje, fra de nuværende seks til tre. En ændring, som vil kunne begrænse udbredelsen af de koncerndrevne såkaldte stråmandsklinikker.

»Det vil nok betyde, at der sker en vis opbremsning i den udvikling, hvor vi har set, at udenlandske sundhedskoncerner har overtaget almenmedicinske tilbud i store dele af landet«, siger Jørgen Skadborg, der fortsætter:

»Men vi er lidt ambivalente, når regeringen også siger, at de vil have mere fri konkurrence. Vi er sådan set enige, og vi er ikke bange for konkurrence, for vi er meget bevidste om vores egen høje kvalitet og patienttilfredshed. Men det skal være fair konkurrence på lige vilkår, sådan at regionerne ikke kan tilbyde deres egne klinikker eller store koncerner bedre vilkår, end vi får tilbudt. Og så synes jeg personligt, at det er lidt underligt, at man på den ene side skriver, at man vil forhindre koncernernes overtagelse af almen praksis ved at begrænse antallet af ydernumre, som en læge kan eje, mens man på den anden side lægger op til, at en hvilken som helst organisationsform bliver tilladt fremover. Tager man regeringen på ordet, er der intet som helst i vejen for, at en region vælger at udbyde hele sundhedsområdet til en stor udenlandsk sundhedskoncern«.

Når Jørgen Skadborg fremhæver, at tilfredsheden med de praktiserende læger er høj, bygger det bl.a. på en patienttilfredshedsundersøgelse, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggjorde i sommer. Den viste, at fire ud af fem danskere er godt tilfredse med deres praktiserende læge, og at de traditionelle klinikker drevet efter PLO’s overenskomst og med en ejerlæge, der er til stede i klinikken, scorer markant bedre end andre klinikformer.

Pakker til kroniske sygdomme

PLO har ønsket, at kommunerne skulle være de praktiserende lægers forhandlingspart i stedet for regionerne. Det er der ikke lagt op til – hverken i Sundhedsstrukturkommissionens rapport eller i regeringens udspil til ny sundhedsreform.

»Vi synes, at det er naturligt, at vi laver aftaler med dem, der står for det nære sundhedsvæsen – som jo netop er det, der skal styrkes med denne reform. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, når man flytter akutsygepleje og nogle af de midlertidige pladser tilbage til regionerne«.

Jørgen Skadborg fremhæver, at kommunerne i årevis har løftet denne opgave – som de ikke har fået tildelt officielt – i takt med den massive nedlæggelse af medicinske sengepladser på sygehusene.

»Det gode er, at man lægger ansvaret tilbage til sygehusene, men det negative er, at alt det, kommunerne har opbygget, nu bliver nedbrudt. Og for de praktiserende læger kan det måske blive lidt underligt, at de skal samarbejde med én sygeplejerske, når det er akut, og med en anden, når det ikke er akut. Det kan godt være, at hverdagen ser lettere ud fra et skrivebord på Slotsholmen, men ude i virkeligheden i almen praksis bliver det næppe mindre bøvlet, end det allerede er«.

Udvidelse af sygehusenes behandlingsansvar fra 72 til 96 timer og øget dimensionering af speciallægeuddannelsen i almen medicin får også plusser i den Skadborgske karakterbog – om end han gerne havde set, at dimensioneringen var blevet fastsat til mindst 400 HU-forløb årligt, sådan som PLO har efterspurgt i årevis.

Endelig peger Jørgen Skadborg på, at de foreslåede kronikerpakker vil kunne gøre en positiv forskel for de mange patienter med f.eks. KOL og diabetes i almen praksis:

»Det synes vi rigtig godt om. Vi har været meget glade for både hjerte- og kræftpakkerne og har i årevis efterspurgt, at flere patienter fik samme rettigheder. Når det er sagt, har jeg en lille bekymring. Politikerne er så ivrige efter at lave pakkeforløb for de store folkesygdomme med stærke patientforeninger. Men hvad med dem, der fejler noget andet, som ikke har samme bevågenhed – eller dem, der ikke har fået en diagnose? Det ville være et kæmpe fremskridt, hvis alle patienter fik ret til at blive set, inden en vis tid«.