ET DØGN MED mave-tarmkirurgen: »… og tarmene ligger uden på kroppen«

6.05: Jeg kører hjemmefra og er i Odense i god tid til at få lidt overblik over dagen. Vi skal bl.a. koordinere omkring en voksen patient, som er blevet opereret for en stor tumor i maven. Jeg tjekker mails og læser op på de patienter, jeg skal se i dag. Et par patienter ringer – de ved, at de altid kan ringe til mig i de 20 minutter om morgen, før dagens arbejde går i gang. Jeg skal også lige se til et barn, der ligger på intensivafdeling og mangler et stykke af spiserøret, og som jeg opererede i sidste uge.

8.20: Efter en coronaminimeret konference med flere meters afstand er der almindelig morgenstuegang i voksenafdelingen, hvor jeg overvejende ser til patienter liggende med inflammatoriske tarmsygdomme. Nogle er nyopererede, og nogle har ligget et par uger og kæmpet med at komme igennem. Jeg har en medicinstuderende med, som skal stille spørgsmål og lære at undersøge en abdominalkirurgisk patient.

9.30: Ambulatoriet starter – jeg ser patienter med Crohns sygdom og colitis, men også patienter med fistler fra tarmen og en med en stomi, som hun gerne vil af med.

10.30: Jeg har en afsluttende kontrol på en mand, som vi har fulgt hele sommeren, efter at han var blevet torpederet af en narkoman. Der var kranietraume, brækket ryg, knust brystkasse og bugvæggen nærmest revet helt op. Vi fik ham igennem, og han har været i et rehabiliteringsforløb. Nu skal han nogle uger på et genoptræningscenter, inden han kan komme hjem til familien. Han har det meget bedre, og kun et par små sår på maven resterer.

11.20: Jeg kaldes til operationsgangen. Det drejer sig om patienten, som vi koordinerede om i morges, og som havde fået fjernet en stor tumor, der var vokset gennem bugvæggen og ind i maveskindet. Ved den akutte indlæggelse i weekenden lavede vi en stomi for at sparke det til hjørne. Nu er den i vejen, når vi skal have bugvæggen samlet, så den skal lægges tilbage, og der skal laves en anastomose. En kollega fra vores hernieteam er med, så vi kan få startet et godt forløb med at få rekonstrueret patientens bugvæg. Det er en større omgang.

12.00: Så tilbage til ambulatoriet, hvor det mest drejer sig om opfølgningskontroller. En ung mand, som har fået fjernet en J-pouch, og har nogle sårproblemer, som jeg har fulgt ham med i den seneste måned. Han har det efter omstændighederne godt. Der er også en patient, som har været indlagt nogle gange med akut abdomen, og som har lidt psykiatrisk anamnese. Vi er bange for, at hendes tarm laver en volvolus, og hun er sat til operation med henblik på at åbne bughulen for en laparotomi, som skal afklare, hvordan vi kan hjælpe hende. Hun har før fået fjernet et stykke af tarmen efter et trafikuheld i udlandet, så vi ved ikke helt, hvordan hun er opereret. Min kollega er ikke helt med på at lave operationen, så han overtager ambulatorietjansen, mens jeg tager operationen sammen med en yngre kollega. Det er ganske rigtigt en volvolustilstand, som vi kan give hende en god behandling for.

14.30: Nu mangler der kun en enkelt ambulatoriepatient – en mand med en voldsom tarmbetændelse, som har fået en stomi, og som jeg får lov at følge op på. Han er i god gænge.

15.00: Overdragelseskonference. På tirsdage har jeg vagt på sygehuset – gammeldags kirurgisk bagvagt. Men samtidig er jeg også overlægevagt for børnefunktionen og kolorektalfunktionen.

16.00: En 11-årig pige, som har været inde og ude mange gange. Hun er opereret for blindtarmsbetændelse, og man er bange for, at hun har en byld i maven. Vi konstaterer, at det har hun ikke, så vi kan følge op og tage blodprøver om et par dage. Det skal nok gå.

16.45: Der kommer et lidt specielt barn ind i børnemodtagelsen – en teenagepige, der som spæd er opereret for manglende endetarm. Hun har en skyllestomi og har nu ondt i maven. Vi laver en akut røntgenundersøgelse, og det viser sig, at det nok skyldes forstoppelse.

17.20: Vagthavende på børneintensiv ringer om et nyfødt barn, som er født med mellemgulvsbrok, hvor tarmene ligger oppe i den venstre del af brystkassen. Det kan man ikke overleve med, hvis man ikke giver intensiv behandling med respirator og kredsløbsunderstøttende behandling. Når tilstanden er stabiliseret sidst på ugen, kan vi operere brokket ved at trække tarmene ned i bughulen og lukke defekten i mellemgulvet. Men lige nu er der nogle unge forældre, som både skal have noget information og trøstes. For ti år siden var det plat eller krone, om de børn overlevede. Men i dag er reglen, at de overlever, og vi ender formentlig med et helt raskt barn.

18.00: Her er lidt stille, så jeg ser på journalsystemet, at der er nogle patienter, der har bedt om at blive ringet op. Jeg ringer blandt andre til nogle forældre med et barn, der også har en skyllestomi, der driller. Vi får en god snak om, hvordan det går, og barnet skal herind om et par dage. Man får hevet en masse gode oplysninger ud af sådan en samtale, og det er godt, for mange børn ved vi med sikkerhed, at vi kommer til at følge i mange år fremover. Når vi f.eks. som her har et nyfødt barn, der mangler endetarmen, ved vi, at det er et barn, vi kommer til at kende gennem hele vores lægeliv, og forældrene kommer til at kende os rigtig godt. Og det er besværligt at være forældre til sådan et tarmbarn. Derfor er vores tilgang pragmatisk: Når de har brug for at tale med os, så ringer de eller lægger en besked om, at vi skal ringe dem op – i stedet for, at de skal til egen læge eller til en hjemstedsbørneafdeling og visiteres. I stedet ringer de bare til os, og det giver dem en enorm tryghed.

18.30: Aftenstuegang på sengeafdelingen, hvor jeg har en længere seance med en patient, som er blevet dårlig efter en ambulant procedure. Efter en skanning vurderer vi, at hun skal på intensivafdelingen.

20.15: En ung pige, som jeg har haft rigtig meget at gøre med, er tidligere i dag kommet ind som akutpatient. Hun er gigtpatient og har haft en betændelsestilstand, som har udviklet en fistel mellem skeden og tarmen. Efter en operation er der opstået en infektion ved sammensyningen, så hende skal jeg undersøge, og infektionen skal renses. Vi får styr på det og indlægger hende.

01.45: Vagten indtil nu er gået med mange småopkald. Efter en minikonference med en anden kollega, som også er på vagt, går jeg hen og lægger mig.

03.45: Jeg bliver ringet op af neonatalvagten i huset: Der er født et barn, som mangler et stykke af maveskindet, og tarmene ligger uden på kroppen – gastroskisis. Det skal akut opereres, så jeg går direkte til operationsgangen, hvor vores børnenarkosehold er klar, og vi opererer akut.

07.20: Jeg nåede lige at få en time på øjet, inden jeg skal aflevere telefonen. Jeg går en runde på intensivafdelingen og skulle egentlig til morgenkonferencen. Men barnet, som vi lige har opereret, er blevet dårligt, og vi er nødt til at operere igen. Og det blev så finalen på den vagt.

LÆS MERE

ET DØGN MED onkologen: »To har fået pladser på hospice …«

ET DØGN MED ortopædkirurgen: »… i ventetiden har lidelsen ændret sig«

»Jeg skal ikke sige firs, men otti …«

»En af dem, vi kalder mad travellers …«

ET DØGN MED militærlægen: »Hverdagen kan gå fra 0-100 på sekunder …«