Forskerliv med neurologi: Kvinden kom fri af kørestolen og kom gående i høje hæle

»Her sidder jeg sammen med forskere fra overalt i verden«.

Nasrin Asgari læner sig tættere ind mod opslagstavlen og kører en finger over de omkring 60 forskere på gruppebilledet.

»Der«, siger hun, og fingeren standser. »Der sidder jeg. Og der er det danske flag, som jeg repræsenterer – det står der sammen med de andre flag«.

Opslagstavlen er fuld af gruppebilleder, julekort, plancher, portrætter. Nasrin Asgari fortæller om sit forskningssamarbejde med forskere over hele verden. Fra Mayo Clinic i Minnesota til Korea og Berlin.

Nasrin Asgari fortæller om dengang, hun kontaktede og senere rejste til Mayo Clinic i 00’erne. Hun blev mødt af flinke, beskedne og professionelle mennesker, og det er nogle af de værdier, hun har taget med sig som forskningsleder på Slagelse Sygehus.

Her er hun professor på Neurologisk Afdeling i kombination med Syddansk Universitet (SDU) og ser patienter i klinikken 50 procent af tiden og arbejder med translationel forskning på SDU i resten af tiden. Hendes kontor i Slagelse ligger ved siden af det tidligere sengeafsnit for mave-tarm-sygdomme, som nu er ved at blive omdannet til forskningscenter.

Fokus for Nasrin Asgari er samarbejdet, gruppeindsatsen. Det er ikke den enkelte professor, der får æren i forskningsprojekterne og skal fremhæves som stjernen. Det er holdet, de enkelte forskere, de mindre stjerner, hun gerne vil hjælpe med at få frem.

Faktisk har hun lidt svært ved at lade sig interviewe, siger hun og sætter sig ned ved mødebordet på sit kontor. Alligevel har hun sagt ja til at fortælle om sin forskning som led i en række artikler om lægers forskerliv i Ugeskrift for Læger. En storskærm med et slideshow om multipel sklerose (MS) er tændt, på bordet står figurer af hjerner og øjne, og der står også en lille elefantskulptur. Den vender vi tilbage til.

»Jeg har det svært ved at sige, at ,jeg har gjort det’. Jeg vil gerne sige ,vi’. Det løfter mange ting i miljøet at sige ,vi har gjort det’, og det er også det mest korrekte. Hvis nogle tror, at de kan klare det hele selv, tager de fejl. Vejen frem er samarbejde. Jeg er stolt af mine samarbejder, jeg deler mine idéer, og det kan gavne og løfte behandlingen af patienterne«.

Særlige patienter

Da Nasrin Asgari kontaktede lederen af neurologien i Mayo Clinic i 2008 og fortalte, at hun var interesseret i sklerose, var hun lige blevet speciallæge og havde haft en patient med sklerose i et ikke helt typisk forløb.

Hun sendte prøver til analyse for et specifikt antistof mod et protein i hjernen, og prøven var positiv.

»På daværende tidspunkt havde man begrænset viden om, at den type patienter havde en skleroselignende sygdom. Med tiden er man blevet klar over, at det er en anden sygdom, der skaber betændelsesforandringer i hjerne, rygmarv og øjne. Den kaldes neuromyelitis optica: NMO. Da jeg opdagede, at min patient havde det antistof, og behandlingen var forskellig fra den klassiske behandling til sklerosepatienter, blev jeg nysgerrig og ville vide mere. Jeg læste om det og fandt frem til Mayo Clinic. Det var dem, der vidste mest om sygdommen«, siger Nasrin Asgari.

Hun taler langsomt og kontrolleret. Flere af ordene i talestrømmen siger hun på engelsk med amerikansk accent.

Hvordan var det at være med til at udvikle forståelsen af antistoffet mod proteinet?

»Det er ubeskriveligt. Patienten var lammet og havde ikke styr på sin vandladning. Hun var en ung kvinde omkring 27 år. Vi fandt frem til sygdommen og kommunikerede med andre læger om immunmodulerende behandling. Efter et stykke tid kom patienten gående i høje hæle, glad. Der var risiko for tilbagefald, og der var restsymptomer. Men hun blev gravid, blev gift. Havde vi ikke bestemt antistoffet, kunne det være gået rigtig galt. Under normale omstændigheder vidste man ikke, hvad de fejlede. De blev sat i kørestol og blev blinde«.

Derefter oplevede Nasrin Asgari flere patienter med samme problematik, nogle i plejehjem.

»Der var en kvinde på min egen alder, og jeg følte stor empati for hende. Hun sad desværre i kørestol og var næsten blind, og jeg tilbød hende den særlige analyse, men den dag, hun skulle have taget prøven, meldte hun sig syg. Så jeg tilbød at komme hjem til hende med vores laborant. Det var lige op til jul. Jeg besøgte hende i hendes hjem med børne- og familiebilleder på væggene. Et varmt og kærligt hjem. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor meget lidelse hun havde været igennem«.

Prøven viste sig at være positiv. Men kvinden var i den sidste fase af sygdommen, hvor skaden var sket, hjerne og rygmarv var svundet ind, og hun døde kort efter.

Nasrin Asgari læner sig tilbage i stolen og kigger ned i bordet, inden hun fortsætter.

»Siden 2004-2005 har man kunnet inddele skleroselignende sygdom i andre specifikke sygdomme, som er antistofmedierede. Det første antistof var rettet mod vandkanal nummer fire: aquaporin-4. Med tiden er der kommet andre typer, som viser antistoffer mod andre proteiner i hjernen«.

I dag har man opdaget en undergruppe, som har antistoffer imod et myelinprotein. Proteinet: myelinoligodendrocytglykoprotein, MOG, indgår i myelinstrukturen omkring nerverne, som er et beskyttende omslag. På den måde udvikles den forståelse, som man har om antistofmedierede sygdomme i centralnervesystemet. Og behandlingen bliver anderledes i forhold til sklerose, siger Nasrin Asgari.

»Det har været en spændende rejse at være en del af, at forskningen har belyst de antistofmedierede sygdomme i centralnervesystemet . Forskning gavner patienterne, så de får den rette diagnose og behandling«.

Nasrin Asgari fik et studieophold, lavede ph.d.-afhandling i 2008 og har været på Mayo Clinic mange gange siden. Det var altså en specifik patient, der startede det hele, ikke karriereambitioner.

»Jeg prioriterede mine børn, og min karriere har i starten været præget af det. Jeg blev speciallæge, ph.d. 2012, postdoc, lektor, dr.med. 2019, professor 2020«.

Der har været udfordringer, siger hun og holder en pause, som om hun overvejer sine ord.

»Men jeg brænder for patienterne og har stor empati. Forskning er interessant, og det kræver kreativitet. Man skal være en god observatør. Du skal kunne se, hvad problemet er, bagefter skal du kunne analysere og derefter komme med en plan«.

Hvad er det for nogle udfordringer, du har oplevet?

»Det kan være udfordrende at være kvindelig forsker. Mandlige ledere ansætter måske nogle, der ligner dem selv. Heldigvis er der kommer flere kvindelige ledere. Min erfaring er, at åbenhed, loyalitet, flid og nysgerrighed betyder meget. At man skaber et miljø, hvor folk trives som mennesker«.

Gør andre til stjerner

Nasrin Asgari valgte at komme til Slagelse, fordi der var mulighed for at opbygge et forskningsmiljø. Netop det var interessant, syntes hun.

»Det er muligt at bygge noget op i samarbejde med andre og en god afdelingsledelse. I starten, da jeg kom til Slagelse, arbejdede jeg med translationelle studier. Det vil sige, at vi har en basisviden, og så arbejder vi med immunologi eller dyreforsøg. Nu er fokus på den kliniske forskning. I samarbejde med afdelingsledelsen har vi etableret klinisk og forskningsmæssigt tværfagligt samarbejde«.

Det betyder meget med et godt forsknings- og arbejdsmiljø, påpeger hun.

»Som leder er det vigtigste at gøre andre til stjerner. Jeg ved ikke, hvor godt jeg gør det, men jeg prøver at finde frem til de yngre forskeres faglige identitet. Vi er forskellige, og det er tilladt. Man skal bare vide, hvem man er, og hvad man vil bidrage med. Det er en udviklingsproces. Jeg spørger altid, hvordan det føles i hjertet, og hvorfor de har søgt hen til os. Jeg værdsætter, at folk er passioneret i deres arbejde«.

Hvordan reagerer unge forskere på det – der kan vel også være for mange følelser?

»Det hele handler om god kommunikation, se på dem på lige fod og respektere dem. Og inspirere, motivere. De skal opfatte det som deres egen proces. Og det er det også. De vælger at bidrage, og de skal føle, at de er med til at løfte og udvikle. Og så skal man ikke tage æren fra dem«.

Kvinder i front

Nasrin Asgari rejser sig fra mødebordet og sætter sig ved sin computer. Hun finder et slide frem på storskærmen, hvor der med store bogstaver står IMAGINE og et logo, som hun selv har tegnet. IMAGINE er et samarbejdsprojekt forankret i Slagelse, som handler om, hvordan aldring og komorbiditet påvirker immunforsvaret ved kroniske sygdomme som MS.

Tegningen skal symbolisere optimisme med fokus på en billeddiagnostisk metode, der undersøger øjets nethinde og synsnerven i kombination med fysisk aktivitet.

»Gennem IMAGINE kommer vi til at forstå de grundlæggende sygdomsmekanismer bedre, så vi forhåbentlig bliver bedre til at diagnosticere og følge udviklingen af kronisk sygdom og multisygdom. Vi forventer, at vurdering af strukturelle nerveskader og ændringer i immunforsvarets biomarkører giver mulighed for tidligt indsættende behandling og kan lede til nye forebyggende behandlinger. På denne måde bevarer patienterne en høj livskvalitet«.

Nasrin Asgari er leder af projektet, siger hun i en sidebemærkning. Hun klikker videre og finder et kort over Region Sjælland og koncentrationer af kroniske sygdomme i befolkningen frem.

Der er mange kronisk syge borgere i Region Sjælland, i 2017 havde op til 66 procent en kronisk sygdom, viser oversigten, og 37 procent havde flere kroniske sygdomme. Sydsjælland og Vestsjælland er mørkest på kortet.

»Befolkningsalderen stiger, og det giver også flere kronisk syge. IMAGINE reflekterer den problemstilling. Vi har etableret en forskningsplatform sammen med 11 andre seniorforskere, inkl. to gæsteprofessorer fra henholdsvis Mayo Clinic i USA og Charite-universitetet i Berlin. Vi får meget mere ud af at arbejde sammen, end når vi konkurrerer med hinanden. Vi kan bruge hinandens kompetencer og supplere hinanden«.

»Jeg fik en elefant i gave, da jeg afleverede min disputats«, siger hun og løfter en lille elefantskulptur. »Man skal stå stabilt. Der står én mere et sted«, siger hun, imens blikket kører rundt på kontorets hylder og overflader.

»Man skal stå stabilt og bevare fokus«, fortsætter hun. »Fokus på patienterne. Min karriere har været spændende, ikke kedelig. Men jeg har også oplevet skuffelse og følt, at jeg ikke blev set. Jeg har fokuseret på det, jeg kan bidrage med. Jeg har været åben med dialog«.

Ifølge tal fra EU-Kommissionen var 23 procent af professorerne inden for sundhedsvidenskab kvinder i 2016.

Andelen af kvinder falder gennem et typisk forskerkarriereforløb fra færdig kandidat til professor, viser tal fra Talentbarometeret 2019, Styrelsen for Forskning og Uddannelse. I 2018 var 56 procent af kandidaterne på danske universiteter kvinder, imens kun 23 procent af professorerne var kvinder. Bemærk, at tallene viser tilstanden i 2018, ikke enkelte individers karrieforløb over tid.

Men tallene viser også en anden tendens, nemlig at kvinders sandsynlighed for at avancere fra adjunkt til professor er øget i de seneste ti år, lyder det i Talentbarometeret.

Udfordringer og udviklingen har Nasrin Asgari selv oplevet. Derfor støtter hun en gruppe kvinder på SDU, der arbejder på, hvordan de kan få flere kvinder i forskningen.

»Det handler om mere fleksibilitet, forståelse og ressourcer. Vi erfarne skal inspirere. Lægefaget er præget af hierarkier, men det er blevet bedre, de unge har gjort en forskel og forandret kulturen. Vi behandler folk på lige fod i højere grad end tidligere«.

Samtidig er forskning vel netop fleksibel i forhold til klinikken, så hvilke barrierer er der reelt for kvinder i forskning?

»Miljøet har været mere rigidt. Mangel på fleksibilitet har været bremsende for kvindelige forskere. Det og rummelighed skal være til stede. Ellers går vi glip af kapacitet. En ung læge kan have lige så spændende fortolkninger og observationer som en erfaren. En barriere kan også være familieperspektiver, måske er kvinderne ikke lige så målrettede, eller også bliver de ikke set og løftet. Everybody needs somebody. Og hvis man har nobody, går det langsomt«.

Vil du gerne være den person, der løfter – en somebody?

»Ja. For tre år siden fik jeg en mail fra en kollega fra Harvard, der arbejder med multipel sklerose. Hun skrev til alle kvindelige seniorforskere inden for MS og startede en dialog omkring kvinder i MS-forskning. Vi har skabt et netværk, vi er tutorer, vi guider, vi holder møder, deler resultater. Mange kvinder gør en stor indsats. Formålet med vores organisation er at støtte hinanden og støtte de unge«.

Nasrin Asgari taler hurtigere, når hun taler om kvinder i forskning. Hænderne gestikulerer ivrigt.

»SDU har fokus på ligestilling og har møder med kvindelige forskere for at udvikle deres karriere. Der ansættes flere kvindelige professorer. Det går den rigtige vej«, slutter hun.