Lægeforeningen: Klare forbedringer i ny epidemilov, men behov for bedre retssikkerhed for læger

Sundhedspersoner skal ikke nødvendigvis medvirke til de tvangsforanstaltninger, som lovforslaget til den ny epidemilov lægger op til.

Det siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

»Hvis læger ikke vil, skal de ikke. Mange vil sikkert gerne, hvis en epidemi buldrer derud­-af, og det er åbenlyst nødvendigt. Men man skal kunne sige fra, hvis man ikke vil med­virke til tvang. I lovforslaget er der lagt op til tiltag, der kan besluttes af Styrelsen for ­Patientsikkerhed. Det kan f.eks. være en beslutning om at tvangsundersøge eller tvangsindlægge en patient. Her skal lægerne ikke kunne tvinges til at medvirke mod deres vilje«.

Men formanden ser også andre udfor­dringer med det nye regelsæt i epidemiloven. Lovforslaget til den nye epidemilov havde høringsfrist fredag og blev førstebehandlet tirsdag.

Læger står på mål

Som noget nyt vil patienter kunne klage over en beslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed om f.eks. tvangsbehandling til et nyt ­ankenævn for epidemiloven, og bl.a. Lægeforeningen skal udpege en repræsentant, siger Camilla Rathcke.

»Det er positivt, at der bliver denne klage­adgang, men lovforslaget leverer ikke noget svar på, om man som læge kan komme til at stå på mål for behandlingen eller undersøgelsen i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, hvis patienten efterfølgende måtte ønske at klage over undersøgelsen eller behandlingen til Styrelsen for Patientklager. Jeg vil meget nødigt modtage en klage fra en patient, fordi vedkommende har været tvangsbehandlet i henhold til en forvaltningsmæssig beslutning, jeg ikke havde ­truffet. Så det skal der ryddes op i«.

Det første udkast til ny epidemilov blev kasseret kort før jul, fordi tvang fyldte for ­meget i forslaget. Det er der lavet om på nu, og det er Lægeforeningens formand tilfreds med.

»Jeg er også tilfreds med, at de tiltag, som ­Styrelsen for Patientsikkerhed kan sætte i værk i form af tvangsmæssig undersøgelse, behandling og isolation, skal efterprøves tre, ti, 20 og 30 dage efter, de er iværksat«, siger hun.

Grundlæggende er Camilla Rathcke tilfreds med, at der er en bredere forankring bag lovforslaget, og at der er et større parlamentarisk grundlag for de politiske beslutninger, der træffes.

Få sundhedsfaglige i kommission

Camilla Rathcke er dog bekymret for, om sundhedsfagligheden vejer tungt nok i det nye lovforslag.

Epidemikommissionen skal bestå af en formand og et medlem, der udpeges af sundhedsministeren, og ni medlemmer, der udpeges af sundhedsministeren. Men de ni medlemmer er indstillet af henholdsvis erhvervs-, finans-, og justits­ministeren. Og så kommer Styrelsen for ­Patientsikkerhed , Sundhedsstyrelsen, ­Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner derudover.

»Det er nogle relevante parter, men hvis jeg kigger på den række alene, fylder Sundhedsstyrelsen ikke meget, selvom det er ­landets øverste sundhedsmyndighed. ­Kommissionen består af ti medlemmer, ­som potentielt vil have lidt forskellige dagsordener – nogle af dem helt andre end sundhedsfagligheden«.

Men er det ikke fair nok – det er vel ikke sundhedsfaglige, der skal diktere det hele?

»Nej, men sundhedsfagligheden bør været grundlaget for beslutningerne i meget vid udstrækning, selvom der også er en politisk overbygning og et samfundsmæssigt perspektiv, der kræver plads, og det er også det, som den nye epidemilov favner«.

Epidemikommissionens sammensætning ligner for meget den nationale operative stab, mener Camilla Rathcke.

»Det er nogle forskelligartede kræfter, der sidder i kommissionen, som sagtens kan have nogle modsatrettede hensyn at tage«.

Hvilke konsekvenser kan det have, at det er så broget en gruppe?

»At man anskuer verden meget forskelligt i forhold til, hvad der er nødvendigt eller ej, og det er derfor, at der under en epidemi er nødt til at være en meget tung sundhedsfaglig vurdering af, hvad der kan være rammen for det spillerum og de muligheder, man har. Man kan da godt forestille sig en epidemi, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler væsentligt mere vidtgående tiltag, end vi har op­levet indtil nu – f.eks. hvis infektionen ­smitter i længere tid, før man får symptomer eller har en høj dødelighed. Men indtil den erkendelse rammer, kan der godt være andre hensyn, som man vil forsøge at balancere op imod de sundhedsfaglige vurderinger, f.eks. erhvervsmæssige, finansielle eller andre hensyn. Det billede har vi ikke nu, men i denne epidemi har vi da ikke været fri for at diskutere, om det er rimeligt, hvor længe ­eller hvor meget erhverv skal være lukket ­eller slukket. Og vil sundhedsfagligheden have den nødvendige tyngde i Epidemi­kommissionen i den foreslåede sammensætning, hvis det ikke også fremgår tydeligt af loven, at sundhedsfaglig ekspertise skal inddrages ved de mest vidtgående beslutninger eller mangel på samme?«

Men der betrædes også lige nu jord, som vi ikke har betrådt i generationer, siger Camilla Rathcke. Det kræver nogle ofre på mange niveauer at komme igennem en epidemi, siger hun.

Hvad med den mentale sundhed?

»Jeg er bekymret for den mentale sundhed, især hos de unge, som får revet socialt samvær og dannelse ud af deres ungdom og får revet tid ud af deres definerende år, men også for den mentale helbredstilstand hos isolerede ældre, der ikke kan se deres familier, eller folk med sparsomme netværk, hvor ensomheden kan blive uoverstigelig. Men vi skal jo have et fysisk liv for at kunne have en mental sundhed, og essensen i alle de tiltag, der gøres, er jo først og fremmest at sikre det fysiske liv«.

Samfundskritisk sygdom

Lovforslaget har mødt kritik for, at sundhedsministeren kan erklære, hvornår en ­sygdom er samfundskritisk.

I den gamle epidemilov fra 1979 havde Sundhedsstyrelsen et meget definerende ­ansvar og indflydelse, påpeger Camilla Rathcke.

I det nye lovforslag har Sundhedsstyrelsen mistet indflydelse i sammenligning med den gamle epidemilov, men til gengæld er der en større parlamentarisk forankring af de politiske beslutninger, siger lægeformanden.

»Det er tydeligvis Sundhedsstyrelsen, der definerer, hvad der er smitsom sygdom, og hvad der herunder så også kan betegnes som en alment farlig sygdom. Og på toppen af, at Sundhedsstyrelsen har defineret, at en sygdom er alment farligt, kan sundheds­ministeren, igen parlamentarisk forankret, vurdere, om det så også er en samfunds­kritisk sygdom. Som jeg læser lovforslaget, tager det politiske niveau således alene stilling til – efter indstilling fra Epidemikommissionen – hvorvidt denne sygdom også har en samfundskritisk betydning«.

Læs også:

»Definitionen på en sygdom er baseret på evidens og videnskab. Det skal ikke ligge hos ministeren«

Tvangslovgivning sneget ind ad bagdøren

Tvang er epidemilovens DNA

Lægeforeningen: Epidemilov udfordrer retssikkerheden

Forslag til epidemilov går for vidt

Epidemiloven og tragik