Da Homer skrev Odysseen – cirka 700 år f.v.t. – fortalte han, at den skønne Helena, som var årsag til den trojanske krig, brugte »en dulmende urt i vinen«, som kunne fordrive selv den tungeste sorg. Hun havde fået den af en veninde, som var gift med en mand, der kom fra Egypten, hvor »alle har langt større kundskab i medicin end folk andre steder«.
Normalt er det grækeren Hippokrates (ca. 400 f.v.t.), der kaldes »medicinens fader«. Men faktisk er den første lægeskikkelse, der dukker ud af historiens tåge, egypteren Imhotep, som levede 2400 år før Hippokrates.
Forskere antager, atImhotep er manden bag det såkaldte Smith-papyrus, en medicinsk tekst med mere end 90 anatomiske udtryk og beskrivelse af 48 skader. Han diagnosticerede og behandlede over 200 sygdomme, heriblandt tuberkulose, galdesten, blindtarmsbetændelse og gigt.
Speciallæger
Lægerne i oldtidens Egypten var kendt overalt, og omkring 400 f.v.t. skrev den græske historiker Herodot, at persernes konge, Kambyses, engang havde sendt bud til Egyptens farao Amasis for at bede ham sende sin bedste øjenlæge. Måske har faraoens øjenlæge benyttet denne opskrift mod blindhed, da han behandlede Kambyses:
»Et griseøje, antimon, rød okker og lidt honning males fint og blandes sammen og hældes i øret på manden, så han straks bliver helbredt«.
Opskriften stammer fra 1500 f.v.t., og den vidner måske nok om et lidt tåget begreb om medicin. Men den vidner også om en central del af lægevidenskabens skabelseshistorie.
Kilderne viser, at Egyptens læger i et vist omfang var specialiserede. At tale om speciallæger er nok en overdrivelse, men flere kilder viser faktisk en vis arbejdsdeling: Ir-en-akhty levede ca. 2100 f.v.t. og var specialist i øjensygdomme, men behandlede også mave- og endetarmslidelser og muligvis urinvejssygdomme. Der var læger, som tog sig af tænder og kæbe, mave-tarm-læger, ortopædkirurger, læger, som tog sig af urinvejene, gynækologer og fødselshjælpere. Der fandtes endda læger, som specialiserede sig i anal- og endetarmslidelser. Den egyptiske betegnelse for sådan én var neru phuyt, som bogstaveligt oversat betyder »anus og endetarmens hyrde«.
Balsamering og anatomi
De tidligste kilder til egyptisk medicin er omkring 3500 år gamle. Faraonernes rige var allerede oldgammelt, mægtigt og velhavende, og der var overskud til at interessere sig for andet end dagen og vejen. Man kunne bygge imponerende templer og gigantiske pyramider, skabe kunst, studere stjernerne, udvikle ingeniørkunsten. Og man kunne dyrke medicinen.
Man havde også dygtige kirurger med et grundigt kendskab til anatomi, takket være den egyptiske praksis med at balsamere de døde. Andre folkeslag begravede eller brændte deres døde – men egypterne åbnede de dødes kroppe for at udtage organerne og balsamere ligene. Tarme og organer blev udtaget gennem et lille indsnit i lysken, sorteret og anbragt i krukker. Balsamererne har haft et godt kendskab til, hvor i abdomen og thorax, de forskellige organer skulle findes. Egyptiske kirurger fik derved et godt kendskab til anatomi og havde derfor et kolossalt forspring i forhold til andre samfund, hvor det var et stort tabu at skære i lig.
Lægehåndbøger
Allerede 3000 år f.v.t., i dansk bondestenalder, havde egypterne et skriftsystem. Derved kunne viden akkumuleres og gives videre til generation efter generation. Der er fundet talrige medicinske og kirurgiske papyri – deriblandt det førnævnte Smith-papyrus, som er en håndbog i kirurgi. Heri beskrives 48 kirurgiske cases, og der er detaljerede anatomiske beskrivelser og anvisning i, hvordan man undersøger, diagnosticerer og behandler hvert enkelt tilfælde – og man kan se, hvordan udsigterne er for at blive rask eller dø.
Nær pyramiderne har arkæologer fundet skeletter der, hvor arbejdere og håndværkere boede. Arbejdsskader med knoglebrud har været almindelige. Mange brud viser tegn på, at den brækkede knogle er sat korrekt på plads, formentlig med en skinne og i nogle tilfælde også med træk. Andre skeletfund viser, at i hvert fald nogle patienter har overlevet amputationer. Og der er fundet mumier med veludførte proteser.
I Smith-papyrussen beskrives et tilfælde, hvor patienten har »et gabende hovedsår« med kraniebrud og blødning fra næsebor og ører. Lægen instrueres i at beføle såret, selv om patienten »ryster voldsomt«. Har han smerter ved at åbne munden og svag puls og lider af nakkestivhed, og har han svært ved at dreje hovedet? Her skal lægen erklære, at dette er »en sygdom, jeg vil kæmpe imod«. Der er ingen løfter om helbredelse, men en ret præcis diagnose af kraniebrud og stivkrampe.
Egyptiske læger var dygtige med nål og tråd, og Smith-papyrussen beskriver syv tilfælde, hvor et sår bør lukkes med sutur, bl.a. dette: »Hvis du undersøger en mand med et gabende sår i halsen, der gennemtrænger svælget, og hvis han drikker vand og (hoster op) og det kommer ud af såret. Det er meget betændt, og han får feber af det. Da skal du trække såret sammen med systing«.
En lidt yngre papyrus fra ca. 1550 f.v.t. er en samling medicinske tekster. Det er opkaldt efter tyskeren Georg Ebers, der købte det 20 meter lange papyrus i Luxor i 1870. Ebers-papyrussen er den mest komplette medicinske tekst fra faraonernes Egypten. Her er behandlingsanvisninger for alt, fra krokodillebid til nedgroede tånegle, der er afsnit om tarmsygdomme, diabetes mellitus, gigt, kvindesygdomme, forbrændinger, knoglebrud, prævention, guineaorm og tandpine, og der er en forholdsvist præcis beskrivelse af kredsløbet, inklusive hjertets funktion. Et kort afsnit handler om noget, som en moderne psykiater ville kalde en depression.
Jordnær behandling
Religion og magi spillede en stor rolle. Da man ikke kendte til mikrobiologi og genetik, måtte årsagen til sygdom, der skyldtes infektioner eller var arvelig, være magi eller skyldes guder og dæmoner. Selv en helt rationel behandling kunne godt begynde med, at lægen bad den guddommeligeImhotep om hjælp. Både læge og patient har været stærke nok i troen til, at placeboeffekten har understøttet behandlingen, selv når lægemidlet ikke indeholdt noget virksomt stof.
Mange behandlingsforslag er helt jordnære: muggent brød mod blæresygdomme. Koriander, stødt til en masse, mod hovedpine. Massen iblandes honning og smøres på en forbinding, der vikles om hovedet, »så han straks får det godt«. Mod astma skal man opvarme en urteblanding på en flad sten og lade patienten inhalere dampene. Og her er en opskrift mod diarré: ”Grønne løg 1/8; friskkogt grød 1/8; olie og honning ¼, voks 1/16, vand 1/3. Koges og tages i fire dage«.
Realistisk lyder rådet til lægen, hvis han finder en kræftsvulst: »Gør intet ved den«.
De egyptiske læger var i det hele taget pragmatiske, hvad kræft angik. I Smith-papyrussen lyder rådet: Hvis du undersøger én med svulmende tumorer i brystet og lægger din hånd på hans bryst på disse tumorer, og du finder dem meget kølige og ingen feber, når din hånd rører ham, de har ingen granulation, de danner ingen væske, de afsondrer ingen flydende sekreter og de svulmer under din hånd. Om ham skal du sige: »En, som har svulmende tumorer. En lidelse, jeg ikke vil kæmpe imod«.
Læger for alle
Lægernes hjælp var ikke forbeholdt faraoner og stormænd. Også soldater og arbejdere, der blev syge eller kom til skade, kunne få lægehjælp. Det ved vi både fra den græske historiker Diodorus Siculus og fra en stentavle med navne på over 100 ansatte ved et stenbrud, hvor lægerne Renef-seneb og Akmu tilsyneladende har været en slags bedriftslæger.
Og de havde nok at se til. Blandt de mange behandlinger, der findes beskrevet i de medicinske skrifter, er behandling af øjenskader fra stensplinter, knoglebrud og knuste lemmer.
En inskription i arkitekten Ipujys grav fra omkr. 1300 f.v.t. viser en læge, der sætter et skulderled på plads med et greb, der svarer til Kochers metode – en teknik, som moderne ortopædkirurger også benytter ved skulderluksation.
Alt dette viser, at menneskeheden allerede for flere tusind år siden arbejdede systematisk med menneskets sundhed og sygdom, selv om sygdomsforståelsen og opfattelsen af videnskab var meget rudimentær.
LÆS OGSÅ
Hvem var Ferdinand Sauerbruch?
Læger sloges over Thorvaldsens død
