Psykiatere i debat om recovery

Det har fået en del omtale i medierne, at Region Hovedstaden netop har ansat 50 recovery-mentorer. I pressemeddelelsen om nyheden skriver regionen om recovery:

»Recovery betyder at komme sig, og handler om, at man kan komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom. På egne betingelser og præmisser genopbygger man et meningsfuldt og tilfredsstillende liv«.

Samtidig med denne udmelding diskuterer psykiatere begrebet recovery, bl.a. på debatsiderne i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Region Hovedstaden bruger det som baggrund for at ansætte mentorer, der kan hjælpe psykisk syge med at »komme sig«. Psykiatere har imidlertid behov for den faglige, videnskabelige diskussion af begrebet.

Anledningen er et interview i Ugeskrift for Læger i august [1], hvor formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), Gitte Ahle, udtaler sig om det input i form af en programerklæring, som selskabet har formuleret til regeringens kommende tiårspsykiatriplan. Nu anfægter 25 psykiatere i et debatindlæg i dette nummer af Ugeskrift for Læger visse punkter i programerklæringen samt Gitte Ahles udtalelser i interviewet. Recovery er et af diskussionsemnerne.

Gitte Ahle siger i interviewet:

»Det er en bevægelse, som mange har grebet, også patienter. Psykiaterne har aldrig rigtig troet på det«.

Det reagerer de 44 psykiatere på:

»At arbejde recovery-orienteret står helt centralt i moderne psykiatri, og det er ikke korrekt, at psykiatere ikke tror på det«, skriver de.

I svaret i dette nummer af Ugeskrift for Lægertil de 25 psykiatere, hvorDPSstår som afsender, står bl.a.:

»Man behøver ikke deltage i mange møder for at opfange, at der ikke er konsensus om recovery-begrebet«.

Selskabet bebuder, at der er en statusartikel på vej, »så der ikke efterlades tvivl om, hvor vi står i den forbindelse. Behovet er særligt stort nu, hvor der er fokus på en fælles begrebsforståelse i forbindelse med tiårsplanen«.

Statusartiklen kommer også foranlediget af, at Sundhedsstyrelsen på et møde i november om tiårsplanen efterlyste en definition og fælles begrebsforståelse af recovery, fremgår det af indlægget.

Gammel diskussion

Recovery-begrebet dukkede op internationalt i 1970’erne og blev i stigende grad brugt i 1990’erne.

»Det er betegnelse for en udvikling, som sætter håbet i fokus«, skriver psykiater Lene Eplov (en af medunderskriverne i dagens indlæg) m.fl. i 2005 i en statusartikel i Ugeskrift for Læger [2].

Der er ikke noget nyt i, at recovery er genstand for en faglig diskussion blandt psykiatere.

I samme artikel, hvor forfatterne sammenligner recovery og rehabilitering, lyder konklusionen:

»Forskellen mellem de to begreber består primært i, at ved recovery betragtes processen fra individets synsvinkel, og ved rehabilitering betragtes processen fra de professionelles synsvinkel. Recovery og rehabilitering er således to sider af samme sag« [2].

Psykiaterne Hemmingsen & Parnas skriver en kritisk kommentar til statusartiklenmed overskriften »Lægevidenskabelige begreber fordrer indhold«:

»Den [recoverybevægelsen, red.] handler om et pseudobegreb, som allerede dækkes af de veletablerede termer behandling, remission og rehabilitering. Denne ,newspeak’ indebærer begrebsmæssig inflation i vores hverdag. Vi kan således allerede se for vores øjne en kommende æra med recovery-kurser, recovery-konferencer og måske en recovery-forvaltningssøjle« [3].

I Eplov et als svar til kommentaren kommer diskussionen også til at handle om, at de psykiatriske klinikere kan være mere pessimistiske med hensyn til muligheden for at blive rask, fordi de arbejder blandt de sygeste af patienterne. De skriver bl.a.:

»Som Hemmingsen og Parnas skriver, har vi klinikere en tilbøjelighed til at have et mere pessimistisk syn på sygdommens prognose, end epidemiologiske studier tilskriver os at have, idet vi arbejder blandt de mest syge. Det kan desværre betyde, at en patient får givet en dårligere prognose, end hvad der er evidens for, og dette kan fra patienters og pårørendes side opleves som en øget sygeliggørelse« [4].

Så vidt debatten i Ugeskrift for Læger for 15 år siden.

I dag formulerer DPS i indlægget deres opfattelse af, hvad substansen i diskussionen bør være. De skriver:

»Til trods for, at ikke alle kan blive raske, skal vi arbejde hen imod, at alle, der bliver ramt af psykisk sygdom, får et godt funktionsniveau. Det er samtidig vigtigt, at patienterne selv er med til at definere, hvad dette betyder for dem«.

Begreb tømt for mening

Professor, psykiater Poul Videbech lyder lidt træt i stemmen, da Ugeskrift for Læger beder om hans syn på denne åbenbart sejlivede debat.

»Altså, det handler jo ikke om, hvorvidt patienter med psykisk lidelse bliver raske. Det gør langt de fleste. På den måde er recovery overordentligt velbeskrevet gennem tiderne. De første beskrivelser af recovery kom allerede i 1920’erne. Det er veldokumenteret og kan ikke diskuteres. Så kan man lige så godt diskutere, om tyngdeloven findes«.

»Men der er bestemt også nogle psykisk syge, der ikke kommer sig. Dem skal vi passe på og tage os af«, tilføjer han.

Som Poul Videbech ser det, bliver recovery opfattet på mange måder, og det er årsagen til den efter hans mening meget følelsesladede videnskabelige diskussion af begrebet.

»Begrebet diskuteres også i den internationale videnskabelige debat. For hvad er det, vi forstår ved recovery? Det kan forstås på mange måder, og der er ikke enighed om det. Nogle siger, det betyder at blive fuldstændig rask, og man har et liv som alle andre med familie, job osv. Andre siger, at recovery godt kan være noget mindre – at man har et godt liv med et vist funktionsniveau, som man selv er tilfreds med«.

Han tilføjer:

»Det er elastik i metermål«.

Poul Videbechs træthed skyldes, at begrebet er i fare for at blive tømt for mening.

»Både fordi man kan lægge så meget i det, og fordi det er blevet så hypet. Forskellige instanser bruger recovery næsten ustandseligt, når de skriver om psykiatri. Det er ligesom, de bruger det som et mantra. Men hvad de egentlig mener med det, fortaber sig. Det er ofte varm luft«.

Han fortsætter:

»For mig har recovery et indhold, der umuligt kan anfægtes«.

Han eksemplificerer:

»Der er kommet noget trossag ind over, jf. at man kalder det en bevægelse. Forestil dig noget tilsvarende skete for blindtarmsbetændelse, en bevægelse, der sagde: Man bliver rask efter en blindtarmsbetændelse. Hvad tror du, kirurgen, der fjerner blindtarmen, vil sige om det? Det ved han da godt. Det har han altid vidst«.

Et alternativ til recovery

Diskussionerne om gradbøjningen af recovery er efter Poul Videbechs opfattelse måske allerbedst tjent ved at sløjfe begrebet helt, få det udfaset.

Han peger på de mål, der typisk bliver stillet op for de patienter, der ikke kan blive helt raske. Mål for, hvilket funktionsniveau de kan nå.

»Det er objektive mål, der handler om arbejde, familie, børn og socioøkonomisk status. De er til at definere. Men Gitte Ahle har i interviewet med Ugeskrift for Læger efter min mening en vigtig pointe ved at sige, at patienter ofte har nogle subjektive mål, som er helt anderledes, end det vi forestiller os«.

Det flugter med indholdet i det temmelig nye fænomen, som mange læger er begyndt at interessere sig for, nemlig PRO – altså Patient-Rapported Outcomes, mener Poul Videbech.

»Det er enormt hot og handler om, at patienten tit vil opnå noget andet end det, ægen tror, er det bedste. Psykiateren vil traditionelt fokusere på at få symptomerne væk. Patienten tænker måske på noget helt andet. Lægen tænker, vi må have de der stemmer væk, for de er ubehagelige. Men patienten siger måske, jeg vil gerne kunne gå ned i Netto og handle, og jeg vil gerne kunne se venner og familie, det er mit succeskriterium«.

Det er et paradigmeskift, som Poul Videbech gerne fremhæver:

»Det er et paradigmeskift med indhold i, at vi begynder at fokusere på patientens ønsker for sin tilværelse. Det har konsekvenser for behandlingen, f.eks. fordi nogle bivirkninger ved antipsykotisk behandling medfører gener, som faktisk efter patientens opfattelse forringer livskvaliteten markant«.

Poul Videbech slutter:

»PRO-tilgangen handler om, hvad der er vigtig for patienten. Den er mere veldefineret end den luftige frase om recovery. Så jeg ville ønske, at man enten definerer præcist, hvad man forstår ved recovery. Eller også må man lade være med at bruge det. Og så måske bruge PRO i stedet for, som vi i Danmark er nået langt med at udvikle«.

LÆS OGSÅ DEBAT:
Psykiatrien har ikke brug for ro – men for udvikling