Sundhedsøkonom: Ingen partier har løsningen på sundhedsvæsenets største problem

Ventelisteproblemerne og den »massive mangel på sundhedspersoner« blev for nylig af Lægeforeningens formand udpeget som sundhedsvæsenets to største problemer. I en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Ugeskrift for Læger, peger 89 procent af lægerne og 63 procent af vælgerne generelt på sundhedspolitik som den største politiske opgave for den kommende regering.

Men hvad byder de politiske partier ind med? Der er ikke den store forskel på partiernes sundhedspolitik, vurderer sundhedsøkonom, professor Kjeld Møller Pedersen. De vil styrke almen praksis, hvilket allerede ligger i den vedtagne sundhedsreform. Og så vil de gøre noget ved personalemanglen, men ingen er kommet med en helhedsløsning.

»Partierne har for eksempel vedtaget en psykiatriplan, der indebærer, at der skal være flere ansatte i psykiatrien uden at sige, hvor de skal komme fra«.

Det, mener Kjeld Møller Pedersen, er symptomatisk.

»I mine øjne er personalemanglen sundhedsvæsenets største problem. Hvis du løser den problematik, har du nøglen til løsningen af de andre, de lange ventelister, den manglende omsorg og arbejdsmiljøproblemerne«.

Men der mangler konkrete og tilstrækkelige løsningsforslag over hele linjen, mener han.

»Der er mange ord. Men ingen har hidtil peget på en løsning og sagt, det er den vej, vi skal gå. Det er tankevækkende, at når problemet er, at der mangler personale, nok især sygeplejersker på sygehusene, men også læger, f.eks. psykiatere, at der er så få, der prøver at sige, hvordan de vil løse det«, siger han.

Løn alene lokker ikke

I forhold til sygeplejerskemanglen har politikerne budt ind med to forslag, der skal afhjælpe sygeplejerskemangelen på sygehusene: højere løn og så at få dem, der er på deltid, til at gå på fuld tid.

Det imponerer ikke Kjeld Møller Pedersen.

»Det med fuld tid vil næppe batte meget. De deltidsansatte arbejder 32 timer om ugen, altså ikke 20 timer, som nogle måske tror. Selvfølgelig ville det give noget, men jeg tror, at de, der er på deltid, har truffet et meget bevidst valg om at gøre det. Det kan være fordi, de synes, arbejdsvilkårene er for ringe, eller de har en familiesituation, der gør det nødvendigt. De får selvfølgelig mindre i løn, men det accepterer de«.

Det andet politiske forslag til at løse problemet, der verserer, er at øge lønnen. Men det, tror Kjeld Møller Pedersen, ikke vil løse noget, når det gælder sygeplejersker. Han tror ikke, at det kan lokke sygeplejerskerne tilbage til sygehusene. Ikke et generelt lønløft, i hvert fald.

»Selv hvis lønnen blev løftet med 4.000-5.000 kroner om måneden, som DSR-formand Grete Christensen ønsker, så tror jeg ikke, de kommer springende tilbage fra, hvor de er«, siger Kjeld Møller Pedersen, der vurderer, at det ville koste 2-3 milliarder kroner.

Og det er netop helt centralt i forhold til sygeplejerskerne – hvor de arbejder, når de har fravalgt sygehusene.

»Det er især på sygehusene, at der er mangel på sygeplejersker, og sygehusene har i efterhånden mange år haft nulvækst i ansættelser af sygeplejersker. De er jo allerede ansat forskellige andre steder. Men det ser alligevel ud til, at vi har glemt at finde ud af, hvor de er blevet af, de sygeplejersker, der tidligere blev ansat på sygehusene«.

Kjeld Møller Pedersen har set på det, og han mener ikke, at de har nogen tilskyndelse til at arbejde på de offentlige sygehuse, selv med en generel lønstigning til sygeplejerskerne.

Antallet af sygeplejersker, der arbejder på private sygehuse, er ikke steget så meget endda. Med forbehold er der i dag ifølge DSR’s analyser mellem 600 og 700, viser tallene.

»Det er ikke så mange, som mange nok tror, men sygeplejerskerne på privatsygehuse får formentlig en bedre løn, og mange af dem er heller ikke særligt vagtbelastede, og så har de bedre arbejdsvilkår«.

Kommunerne har trukket flest sygeplejersker til sig.

»Det er en ønsket udvikling, og inden for de seneste ti år er der ansat omkring 3.000 ekstra sygeplejersker i kommunerne. Hjemmesygeplejerskerne har vagter, men byrden er til at overskue, og de har gode arbejdsvilkår. Almen praksis har også et stigende antal sygeplejersker ansat, de får nok lidt ekstra i løn, og de har gode arbejdstider – 8 til 16, venner!«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Hans konklusion er, at selvom man hæver lønnen bredt inde på sygehusene, er det langtfra sikkert, at det vil få sygeplejerskerne ind på sygehusene.

Rådvild

Personalemanglen er et komplekst problem, og Kjeld Møller Pedersen kan godt forstå politikernes rådvildhed.

»Man tyr til det med fuldtid eller til at tage fat på at hæve sygeplejerskernes løn. Men der er ingen simple løsninger; der skal noget andet til«, siger han.

Man må tage fat på arbejdsbetingelser og arbejdsvilkår. Det er næppe gratis. Men det skal til, mener han.

Og i stedet for at tale om at hæve lønnen for hele sygeplejerskegruppen skal man løndifferentiere inden for sygeplejerskegruppen, foreslår han.

»Jeg ville se på lønstrukturen og løfte de grupper, som der er stor efterspørgsel efter. Jeg ville tilgodese dem, som har tunge vagtbyrder. Og så ville jeg sætte lønudviklingen for dem, der har normal dagarbejdstid, i stå«.

Samtidig kan man overveje at hæve startlønnen, foreslår Kjeld Møller Pedersen.

»Man stiger jo i løn efter anciennitet, og med mit forslag så vil de begynde med relativt højere løn, men gå i stå på ancienniteten. Det har man gjort på et par områder i det offentlige, for eksempel på gymnasieområdet, hvor anciennitetsstigningen stopper efter 10-15 års ansættelse«.

Pointen er, at en højere startløn formentlig vil få flere til at vælge sygeplejerskeuddannelsen. Der skal penge til, og forslaget kræver en større lønpulje, som så bør gå til de vagtbelastede områder – operation, intensiv- og medicinske afdelinger for eksempel.

Ingen finansiering

Hvis manglen på personale i sundhedsvæsenet skal løses, skal der altså flere penge til. Det kommer der løfter frem om i valgdebatterne. Venstre har således meldt ud, at de vil afsætte en milliard kroner til at nedbringe ventelisterne, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har repliceret, at det slet ikke er nok, og at regeringen har en aftale med regionerne om at afsætte »alle nødvendige midler – til overarbejde, nye tiltag m.v.«. Mette Frederiksen taler om lønløft og en helhedsløsning inden 1. november, foreløbig er der ingen konkretisering.

Men problemerne er ikke nye og indtil videre er der i den førte politik ikke gjort nok, mener Kjeld Møller Pedersen, der med egne ord er pessimist.

Ikke bare fordi ingen politikere har fremvist konkrete helhedsløsninger på personalemanglen i sundhedsvæsenet, men også fordi der ikke i de fremtidige planer ser ud til at være afsat penge nok til at løse problemerne, mener Kjeld Møller Pedersen, der peger på, at S-regeringen i forbindelse med sundhedsreformen i marts nedsatte en robusthedskommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan der kan sikres mere personale med mere tid til kerneopgaven, som der står i kommissoriet.

Men, fremhæver Kjeld Møller Pedersen, der står til sidst i kommissoriet, at det ikke må koste noget. Teksten lyder:

»Udgangspunktet for kommissionens arbejde er udgiftsneutralitet. I det omfang at anbefalingerne indebærer merudgifter for det offentlige, skal der foreslås konkret modgående finansiering«.

Altså, hvis kommissionen har forslag, der koster penge, skal den samtidig foreslå initiativer, der kan skaffe de penge. Det er en kæmpe udfordring, konstaterer Kjeld Møller Pedersen.

»Selvom sundhedsvæsenet er højt prioriteret i befolkningen og i de politiske partier, så er det ikke en sympati, der følges økonomisk op, hverken hos den netop afgåede regering eller i den forrige. Der er for eksempel ikke mange penge i spil, hverken til sundhedsreformen eller til tiårspsykiatriplanen, som, så vidt jeg kan se, har en usikker finansiering efter de første to år«.

S-regeringens 2030-plan, som blev præsenteret 30. september, afspejler ifølge Kjeld Møller Pedersen, at krigen i Ukraine og forsvaret er blevet konkurrerende politiske mål.

Planen fremviser et økonomisk råderum på 48 milliarder kroner. Demografien tager de 21 milliarder, 12 milliarder til forsvaret og 2,5 milliarder til klima. Der er så afsat resterende 12, 5 milliarder til politiske mål, og her går de fem milliarder til velfærd, hvor sundhedsvæsenet er fremhævet.

Men hvad hvis blå blok vinder? Kjeld Møller Pedersen vurderer ikke, de blå har mere at give af – de skal også forholde sig til det økonomiske råderum.

»Om det bliver en blå eller rød regering, så vil de blive konfronteret med en fordring om at give indhold til løsningen af sundhedsvæsenets grundproblem, nemlig personalemanglen. Og indtil videre har jeg som sagt ikke set nogen løsningsforslag, der for alvor løser det. Og der er ingen opmuntring at hente i de økonomiske udsigter«, siger han.

Læs også:

Flere problemer bremser afviklingen af ventelister

Sygehusafdelinger gisper under sygeplejerskemanglen

Læger afhjælper kapacitetsproblemer i anæstesien

Pukkelafviklingen tilsidesætter den lægefaglige prioritering

Hospitalsdirektør mangler halvdelen af sine anæstesisygeplejersker: »Måske ser vi i virkeligheden afslutningen på velfærdssamfundet«