Skip to main content
Mindeord

Jens Gyring

Kåre Severinsen på vegne af kollegaerne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter

16.11.1948 – 6.7.2025

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at overlæge Jens Gyring den 6. juli 2025 gik bort.

Jens Gyring var i en længere årrække fra 1999 overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og han var en af de bærende kræfter i etableringen af dansk neurorehabilitering samt en central skikkelse i opbygningen af det Hammel Neurocenter, vi kender i dag. Som overlæge – og i de tidlige år også som ledende overlæge – var han med til at grundlægge den højt-specialiserede neurorehabiliteringsfunktion, hvor han sammen med andre pionerer skabte den faglige platform, der stadig præger behandlingen af patienter med erhvervet hjerneskade.

Jens havde en dyb indsigt i neurobiologi og de psykofarmakologiske aspekter af neurorehabilitering, og han formåede at omsætte kompleks viden til konkret og meningsfuld behandling, ligesom han tog ansvar for at formidle denne viden i lærebøger på området, både som bidragsyder og redaktør. Han var et fagligt fyrtårn – et af de store træer i skoven – og en mentor for mange yngre kolleger, uanset deres faglige baggrund. Man kunne altid ringe til Jens for et godt råd, og han svarede telefonen med samme imødekommenhed, uanset tidspunkt.

Jens var farverig, vidende og humoristisk – og han kunne også være kontant, når det var påkrævet. Han havde et optimistisk livssyn og en smittende glæde ved livet, som han holdt fast i – også da sygdom satte fysiske begrænsninger. »Det kan ikke tage mit gode humør og min gode appetit,« sagde han.

Han havde en stor kærlighed til god mad og vin, og til samvær med kolleger og venner. Jens overtog engang køkkenet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter sammen med tre andre og lavede mad til hele personalet. Han inviterede ofte lægegruppen på middag – og fandt altid en »donation« fra en ukendt, der dækkede udgifterne.

Jens var også familiemenneske. Han blev i den sidste tid både morfar og farfar inden for få måneder og delte stolt billeder af sine børnebørn – og fulgte op med et opkald for at sikre sig, at man havde set dem.

Verden er blevet mindre interessant uden Jens. Han efterlader sig et stort fagligt og menneskeligt tomrum – særligt for os der var så heldige at få et venskab med ham.

Æret være Jens Gyrings minde.

Kolleganyt