Michael Tvede

Michael Tvede er gået bort (til de evige golfbaner) efter et halvt års sygdom med recidiverende cerebrale insulter.

Michael voksede op i København og blev nysproglig student fra Metropolitan Skolen i 1967. Det krævede ekstra kurser i matematik og fysik for at kunne påbegynde medicinstudiet i København, hvilket han overlevede, og hvorfra han dimitterede i 1976. Herefter var hans lægevirke præget af infektionsmedicin og klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet og Statens Serum Institut. Hjertet lå i mikrobiologien, i hvilket fag han blev speciallæge i 1988. Han var fra tiden før blokstillinger, hvor man selv måtte sammensætte sin specialistuddannelse, men han havde aldrig problemer med at få de stillinger, han behøvede. Efter 1. reservelægestilling på Rigshospitalets klinisk mikrobiologiske afdeling blev han hentet af Viborg Hospital til at starte deres afdeling for klinisk mikrobiologi. Her var han ledende overlæge fra 1992-1995, og han efterlod en veldrevet afdeling med stor betydning for infektionsdiagnostik og -behandling samt infektionshygiejnen i amtet. Han vendte tilbage som overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Rigshospitalet, og i 2013 blev han ledende overlæge samme steds. Han trak sig dog fra stillingen et år senere og blev selvstændig.

Michael var uhyre innovativ. Han var »first mover« inden for en række mikrobiologiske områder. Som student arbejdede han som en af de første med påvisning af endotoxin ved hjælp af blod fra dolkhalekrabben – den såkaldte limulus-test. Han var tidligt ude med indførelse af de moderne bloddyrkningssystemer, der nu er rutine, og ligeledes var han tidligt med til at indføre MaldiTof i Danmark, der har revolutioneret den bakteriologiske diagnostik. Hans væsentligste indsats og forskningsområde var dog de anaerobe bakterier, og især diare-bakterien Clostridiodes difficile. Dens årsag ved antibiotika-associeret diare blev først beskrevet i USA, og Michael var den første i Danmark til at indføre de diagnostiske metoder til dens påvisning. Det toxin, der forårsager tarmsygdommen, blev oprindelig demonstreret ved en reaktion på McCoy celler, som Michael indførte. Senere var han instruktiv i udviklingen af den nuværende, noget hurtigere PCR-metode, der finder toxin-generne i løbet af få timer. Hans forståelse af tarmens mikrobiom, før det blev kaldt sådan, var medvirkende til hans bedrift med som den første at behandle kronisk C. difficile diare med tarmindhældning af en blanding af normale tarmbakterier. Der var mange, der grinede af Michaels behandlingsmetoder, lige indtil alle pludselig forstod betydningen. Fæcestransplantation, der nu er standard til behandling af recidiverende C. difficile diare, er således en udløber af denne indsats. Efter sin afsked fra RH fortsatte han i sit private firma med at producere sin »tarmbakteriemix«, der er nemmere at bruge end human afføring til fæcestransplantation. Et firma hans børn kører videre helt i Michaels ånd.

Michael fik ikke altid den rette anerkende se for sin videnskabelige indsats, hvilket hang noget sammen med hans manglende evne til – eller interesse for at publicere sine resultater. Det var han godt klar over, men han prioriterede sine mange andre interesser og levede livet, som han foretrak det. Han var god til sport. Som yngre spillede han fodbold på højt plan på Fremad Amagers divisionshold, og han påstod – med et glimt i øjet – at den knæskade, der stoppede hans fodboldkarriere, skete i en tackling fra Frank Arnesen. Herefter blev golf hans hovedinteresse. En del kongresture foregik mest på nærliggende golfbaner. Det smittede af på familien, idet en af hans døtre i en årrække var professionel golfspiller.

Michael var også teknisk begavet. I mange år kørte han rundt i en Citroen 2CV, der som regel var sat sammen – ved egen hånd – af de 2-3 eksemplarer i baghaven, der fungerede som reservedelslager.

Michael var meget udadvendt og vellidt af familie, venner og kolleger. Han trådte altid til, når nogen i omgivelserne havde brug for hjælp, enten praktisk eller medicinsk. Hans smittende humør og storsindede attitude skabte altid god stemning, og vi vil huske ham for hans drengede latter.

Vores tanker går til hans familie, samleverske Charlotte, og de efterladte børn, Casper, Louise og Julie.

Æret være hans minde.