Steen Larsen

Jeg havde fornøjelsen af at være ansat hos Steen i mit allerførste job i sundhedsvæsnet. Min søster og jeg passede telefon for Steen og hans hustru, Else, i deres speciallægepraksis. Én dag om ugen cyklede vi efter skole til klinikken for at tage imod patienter og holde styr på aftaler i klinikkens Mayland-kalender, oplade den fikse Nokia 6230 og finde de rigtige blodprøverekvisitioner. Steen holdt fast i papirversionen længere end de fleste. Arbejdsopgaverne var bestemt overskuelige.

Steen var en utrolig varm person, og han havde evnen til, at alle følte sig set, og han virkede altid oprigtigt interesseret, når han talte med os. Han var nysgerrig på at høre vores meninger og talte gerne om film og musik; nu mange år efter kan jeg undre mig over, hvad vi med vores begrænsede livserfaring kunne byde ind med. Pauserne var et højdepunkt med sine faste ritualer: hvor vi drak hhv. instant kaffe og kakao, mens vi sammen spiste kakaotoppe fra den lokale Netto. Jeg – måske mere end min søster, der nu er blevet fysiker – nød at høre historier fra klinikken og fra Steens studietid, og jeg kan endnu høre hans grin, mens han sagde: »det var en anden tid dengang, Beatles var lige udkommet med ’A Hard Day’s Night’, det var ikke det samme.« Jeg husker ikke alle historierne, men han fik skabt en stemning i sine fortællinger, der gjorde indtryk og blev hos mig.

Selve det kliniske arbejde var vi ikke tætte på, men patienterne virkede glade for konsultationerne, og klinikken havde altid venteliste. Jeg tænker, at de også har mærket Steens varme personlighed – selvom han ofte måtte kommunikere budskaber om en fiberrig diæt, der stod i skarp kontrast til forplejningen i vores pauser.

Arbejdsglæden, måden at møde patienterne på samt den faglige stolthed hos ham og Else har været et forbillede for mig både personligt og professionelt, efter at jeg selv er blevet læge.

Steen døde efter kort tids sygdom. Jeg sender de varmeste tanker til den nærmeste familie og særligt hans elskede hustru, Else.