Svend Larsen

Svends far var tømrermester i København. Sønnen fulgte i faderens fodspor og kom i lære hos møbelsnedker Jacob Kjær, som tegnede »FN-stolen« til FN i New York og var med bag Danish Design. Svendestykket i 1952 fik sølvmedalje og blev købt af Kunstindustrimuseet. I 1956 fik Svend mesterbrev og drev nogle år faderens bygningstømrerfirma. Han blev gift med Rudy, som var hans dansepartner i turneringsdans, og de fik sammen tre døtre.

Svend var højt kvalificeret snedker og tømrer; men det var det ikke det, han ville. Efter studentereksamen på Ahms Kursus læste han medicin i København og fik embedseksamen sommeren 1969. Han blev reservelæge ved dialyseafsnittet, KH’s III afdeling, og specialet fangede ham, så han planlagde at blive nefrolog og fik kursusstilling i intern medicin på III afdeling. På dialyseafsnittet havde Svend interesseret sig for mikroskopi af nyrebiopsier hos Claus Brun på Centrallaboratoriet. Vævssnittene vekslede i tykkelse, men med sin håndværksmæssige baggrund fik Svend mikrotomen til at udskære ensartede snit med præcis 1 mys tykkelse, så forandringer i vævet blev tydeligere og kunne kvantificeres. Et glatføreuheld en vintermorgen gav ham en kompliceret hofte- og bækkenfraktur med et langt sygeleje. Han blev tilrådet at skifte speciale, selv om han allerede havde haft en kursusstilling, og valgte patologisk anatomi. Han blev reservelæge og lærling hos Claus Brun og arvede hans kontakter til national og international nefropatologi. Speciallægeuddannelsen i patologisk anatomi fandt sted på Gentofte og Herlev sygehuse, og han blev speciallæge i 1979. Samtidig arbejdede han på sin disputats, Immune deposits in human glomerulopathy, som han forsvarede i Odense i 1981. I 1983 blev Svend overlæge ved Patologisk Institut på KAS Herlev og senere professor og leder af afdelingen. Der samlede han vennerne Claus Brun, Steen Olsen og Ejvind Kemp, som kom hver 14. dag og så på nyrebiopsier med Svend og Thomas Horn samt interesserede nefrologer og yngre patologer.

Svend var målrettet, energisk, kvalitetsbevidst og charmerende. En inspirerende underviser. Altid i godt humør og med en evne til at være respekteret ven med alle.

Hans sidste år var præget af tiltagende sygdom, så han måtte flytte på plejehjem. Efter at hustruen Rudy i 1990’erne blev syg og døde på plejehjem, var Kirsten ham en god veninde, senere partner og en uvurderlig støtte for ham.