Viggo Faber

22.2.1918-25.1.2006Ved Viggo Fabers død er der grund til at mindes hans store og visionære indsats for infektionsmedicin og mikrobiologi ikke kun i Danmark men i mange andre lande. Fabers videnskabelige indsats blev grundlagt på SSI i 1955. I 1968 blev han professor i epidemiske sygdomme og chef for Blegdamshospitalet. Her etablerede han et sprudlende forskningsmiljø. Hans interesse for mikrobiologi førte til tæt samarbejde med mikrobiologer, som førte til flere disputatser. Hans imponerende indsats i det kliniske arbejde viste sig først, da den sidste patient med variola (kopper) blev indlagt på Blegdamshospitalet i 1970, hvor over 500 eksponerede personer blev isoleret, overvåget og behandlet. I årene efter opbyggede Faber skandinaviens første knoglemarvstransplantationscenter. Under Fabers ledelse blev en ny, stor epidemiafdeling bygget på Tagensvej i 1978. Det isolerede »koppehus«, som Faber havde fået bygget, blev anvendt som landscenter for patienter mistænkt for Lassa-feber, og da aids-epidemien startede i begyndelsen af 1980'erne var Faber igen foregangsmand.Ud over denne imponerende indsats tog han sig også tid til at opbygge et mangeårigt frugtbart samarbejde med Guangxi Med Univ, Kina, for at studere kinesisk urtemedicin med moderne vestlige forskningsmetoder. Her medinddrog han kolleger fra RH og KU; mange kinesiske læger kom til København, fem fik ph.d.-graden, og et biofarmaceutisk firma blev etableret til udvikling af nye antibiotika. Det kinesiske universitet hædrede velfortjent Faber med en æresprofessortitel og et forskningscenter.Viggo Faber var en karismatisk imperiebygger, som med sit charmerende og sympatiske væsen fik umådelig stor indflydelse på to generationer af læger og forskere og ikke mindst undertegnede. Han så nye muligheder før andre, så han og hans unge medarbejdere kunne udnytte disse. Fabers afdeling ved hans pensionering var den førende i Skandinavien. Indtil for få år siden deltog han stadig i kongresser og møder, så vi og andre kunne glæde os over at være fagligt og socialt sammen med vores mentor. Vore tanker går til hans familie, som skal vide, at vi aldrig vil glemme Viggo og hans indsats, som havde så afgørende betydning for os og for mange patienter og kolleger. Æret være hans minde.