Flere punkter i regeringens nye aftale om en sundhedsreform var genstand for debat på Lægemødets første dag – således også i eftermiddagens paneldebat. Et af dem var de 25 nærhospitaler, der længe har været talk of the town, uden at nogen egentlig har vidst, hvad de var for nogen størrelser. Nu ved vi, at der er afsat en halv milliard kroner til udstyr og 3,5 milliarder kroner til bygninger. Men hvordan adskiller de sig egentlig fra de sundhedshuse, vi allerede kender?
»Jeg ved det ikke«, lød det fra Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, da hun sammen med den radikale formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Karin Friis Bach, Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, og Enhedslistens ditto, Peder Hvelplund, debatterede reformen. De to sidstnævnte kom lige fra præsentationen af sundhedsreformen.
»I mange sundhedshuse kan man i dag få taget mammografi og røntgenbilleder af lungerne, nogle steder er der praktiserende læger og tandlæger, og mange gange er der også kommunale tilbud. Det er den samme tankegang, hvor for eksempel også kommunerne kan gå sammen om nogle funktioner, man gerne vil brede ud«, sagde Camilla Rathcke, der advarede mod at foregøgle, at nærhospitaler er noget helt nyt.
»Man kan diskutere, hvad der skal stå bøjet i neon over indgangsdøren. Det vigtigste er dog, at vi ikke forvirrer befolkningen og postulerer, at alt kan gøres uden for sygehusene, for det kan det ikke«.
Per Larsen ærgrede sig tilsvarende over navnet.
»Det skaber nogle forventninger om blandt andet sengepladser, og ja, vi savner en definition. Jeg har argumenteret for at lave lokale løsninger tilpasset patienterne det pågældende sted«.
Også Peder Hvelplund fandt det vigtigt med en definition.
»For mig er kerneopgaven for et nærhospital, at vi får samlet de regionale og kommunale funktioner, ligesom det er vigtigt, at midlerne også kan bruges til at sikre en bedre behandling i de eksisterende sundhedshuse«.
Karin Friis Bach slog på, at det er vigtigt, at der bliver plads til regionale forskelligheder:
»Der er stor forskel på, om det er et nærhospital i Helsingør 22 kilometer fra det nye store hospital i Hillerød, eller om det er i Nakskov med lang transporttid til sygehuset i Nykøbing Falster. De skal kunne noget forskelligt«.
Både Peder Hvelplund og Camilla Rathcke hæftede sig ved, at der ikke i rammeaftalen er afsat midler til driften af nærhospitalerne.
»Nærhospitalerne skal supplere supersygehusene, men der skal opjusteres både regionalt og kommunalt, og man kan frygte, at der opstår et todelt sundhedsvæsen både geografisk og socialt«, lød det fra Peder Hvelplund.
Camilla Rathcke påpegede, at penge til driften »skal tages fra rammen et andet sted«, og det vil være fra de resterende store hospitaler - eller fra kommunerne. Men det var ikke Camilla Rathckes eneste bekymring:
»Hvis en læge skal ansættes på et nærhospital fra 8 til 16, hvem skal så operere patienten inde på hospitalet om natten, eller modtage dem i akutmodtagelsen«, spurgte hun.
Mens de kommunale sundhedstilbud i dag ikke er ensartede og heller ikke skal lave op til kvalitetskrav, får piben nu en anden lyd.
Regeringen vil nemlig fremsætte et lovforslag om at indføre en kvalitetsplan fulgt op kvalitetspakker med konkrete kvalitetskrav til den kommunale indsats.
»Der skal være en særlig opmærksomhed på medarbejdernes faglighed og faglige vurdering, samt at kommunerne har meget forskellige forudsætninger både i forhold til økonomi, andel af plejekrævende ældre, mv. for at løse opgaverne, herunder også i forhold til rekruttering af medarbejdere. Samtidig skal der være fokus på at inddrage borgerne og deres pårørende i behandlingsforløbet«, hedder det i rammeaftalen.
De første trin i kvalitetsplanen vil være at udarbejde kvalitetspakker for dels de kommunale akutfunktioner, og dels for patientrettede forebyggelsestilbud for borgere med kroniske sygdomme. Samlet set afsættes der med aftalen 264,1 millioner kroner årligt ved fuld indfasning til de første indsatsområder i kvalitetsplanen.
Men trods de gode intentioner er der er tale om en model, som flere i panelet fandt problematisk.
»Kvalitetspakkerne bliver tilpasset den finansiering, vi har afsat. Man kunne have gjort det omvendt ved at tage udgangspunkt i nationale kvalitetsstandarder udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og så ladet det være en politisk opgave at finde den fornødne finansiering«, lød det fra Peder Hvelplund, der fortsatte:
»Det bekymrer, at det er det, der har været råd til, der definerer kvalitetsstandarderne«.
Peder Hvelplund fremhævede endvidere, at det er skrevet ind i aftalen, at Sundhedsstyrelsen, når de udarbejder standarderne, skal tage hensyn til kommunernes forskellige forudsætninger for eksempel i forhold til patientpopulation og rekrutteringsudfordringer.
Også Camilla Rathcke fandt det problematisk, at det bliver Sundhedsstyrelsens opgave at udarbejde standarder på baggrund af midlernes størrelse.
»Jeg synes, de i stedet skal give den gas, og så må vi efterfølgende se på, hvem der er i mål, og hvem der ikke er og så løbende finde penge til finansieringen. Men den største undladelsessynd er, at kvaliteten af psykiatriske bosteder ikke er med. Den halter og kommer først med i kommende kvalitetspakker«.
Men har kvalitetsstandarderne karakter af krav eller anbefalinger?
»Det er krav, men hvis en kommune ikke lever op til dem, er der jo ingen sanktioner, og vi kan derfor blive nødt til gå på kompromis med kvaliteten«, sagde Peder Hvelplund.
Camilla Rathcke skruede bissen på:
»Der er nødt til at være krav. Hvis for eksempel kvaliteten af en højtspecialiseret funktion på et sygehus halter, kommer Sundhedsstyrelsen og fratager sygehuset den pågældende funktion. Hvorfor skal det princip ikke gælde på nærhospitalerne? Hvorfor er det så svært at røre ved det kommunale selvstyre i forhold til den opgave og på et område, der er så vigtigt? Det må vi gøre op med«, sagde Camilla Rathcke.
Per Larsen beskrev problematikken som »dilemmafyldt« og sagde, at der skal nedsættes en politisk følgegruppe, og at KL »må spænde buen«, når de har økonomiforhandlinger med regeringen.
Den sidste del af paneldebatten havde fokus på psykiatrien og den længe ventede, men fortsat manglende tiårsplan for området, og ordstyrer Nynne Bjerre startede med at stille det indlysende spørgsmål: Hvorfor er der ikke sket noget på psykiatriområdet for længe siden? Er det fordi området har været underfinansieret i så mange år, at opgaven simpelthen virker for overvældende?
Peder Hvelplund medgav, at det forstår han heller ikke. Det bliver dyrt økonomisk, sagde han med henvisning til det økonomiske overslag, som tre ledende psykiatere i efteråret lavede sammen med sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg, og som viste, at det vil koste fire milliarder om året plus 3,5 milliarder i anlægsomkostninger, hvis psykiatrien for alvor skal løftes.
Men nu ligger der et bredt rost fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen med 37 anbefalinger, så hvorfor har regeringen ikke indkaldt til forhandlinger, så der kan komme gang i sagerne, spurgte Peder Hvelplund.
»Forskellen fra de andre gange, vi har forhandlet psykiatriudspil, er, at der nu ligger et solidt fagligt grundlag, så hvorfor vente? Vi kan måske ikke finde pengene på en gang, men lad os få lavet en plan for, hvordan tingene kan implementeres og finansieres løbende. Vi mener, der skal nedsættes et uafhængigt psykiatriråd – sammensat af fagfolk og patient- og pårørendeorganisationer – som kan monitorere, at planen bliver fulgt, og sørge for, at Per Larsen eller andre kan komme efter ministeren og påtale, når det halter. Vi skal have et vedvarende fokus på psykiatrien over de næste ti år – det er kun sådan, vi kan sikre, at der sker et solidt løft«, sagde Peder Hvelplund.
Og det haster, sagde han:
»Vi skal være færdige inden sommerferien, for ellers kan vi ikke nå at få finansieringen med i næste års finanslov, og så spilder vi endnu et år. Vi behøver ikke flere orienteringsmøder, så jeg synes, regeringen skal invitere os til et møde og binde os til et bord og sætte os i gang med at tage på de 37 anbefalinger«.
Per Larsen konstaterede ligeledes, at der er tale om en hastesag, og sagde, at »det korte af det lange er, at vi ikke kan være bekendt, at situationen er, som den er«, hvor psykiatere på morgenkonferencen må udskrive patienter, der ikke er færdigbehandlede, for at få plads til nye patienter. Han pegede på behovet for at gøre psykiatrien mere attraktivt som arbejdsfelt.
»Vi skal have mere forskning på området – det kan både højne fagligheden og evidensen og kan tiltrække unge læger og øvrigt personale«, sagde Per Larsen – og Karin Friis Bach pegede på, at der for eksempel mangler viden om årsagen til den stærkt øgede mistrivsel blandt børn og unge.
Camilla Rathcke konstaterede, at Lægeforeningen »faktisk oplever en øget interesse for psykiatrien blandt de unge læger«, og hun opfordrede til, at man griber mange af »de gode elementer« i det faglige oplæg:
»Der er mange knapper at dreje på, hvis man skal få de unge læger ind i psykiatrien – og have dem til at blive. For det er jo ikke ved hoveduddannelsen, de røde lamper står og blinker«, sagde hun.
Men hvad så, spurgte Nynne Bjerre, hvis man nu fik alle de penge, der er brug for – kunne man så med ét give psykiatrien det nødvendige løft?
Nej, svarede Camilla Rathcke, for der er ikke personale til det, fordi man ikke i tide i dimensioneringsplanerne har taget højde for behovet.
»Netop derfor giver det mening at lave en plan med løbende finansiering overvåget af et uafhængigt psykiatriråd«, indskød Peder Hvelplund – hvilket fik Camilla Rathcke til at replicere, at hun egentlig synes godt om tanken om at lænke politikerne til et bord og få dem til at prioritere i de 37 anbefalinger i det faglige oplæg.
Hun pegede på, at man med fordel kan skele til den indsats, der blev sat i gang med kræftpakkerne:
»Man kunne forestille sig en lignende model på det psykiatriske område, men i forhold til et psykiatriråd, eller hvad det nu skal hedde, synes jeg, det er vigtigt at inddrage Sundhedsstyrelsen, fordi styrelsen har så nøje kendskab til anbefalingerne, og fordi styrelsen netop fra kræftområdet har erfaring med en model, hvor det er lykkedes at lave et solidt løft. Det kommer til at tage tid, og er vi så færdige om ti år? Det tror jeg ikke – men det er vi heller ikke på kræftområdet, hvis man spørger dem, der har de store ambitioner på det felt«, sagde Camille Rathcke.
Afsluttende diskuterede panelet, hvordan man kan løfte indsatsen for patienter med dobbeltdiagnose. Karin Friis Bach sagde, at de, som hun ser det, i udgangspunkt hører hjemme i den regionale sektor, men at antallet af de borgere, der kommer i de kommunale misbrugscentre, og som ifølge kommunerne også har psykiatriske diagnoser, der kræver behandling i regionen – kommunerne skønner, at det er 80 procent af brugerne – »nok ikke er helt så højt«.
Camilla Rathcke udtrykte for sin del ærgrelse over, at diskussionen om dobbeltdiagnose-patienterne altid »bliver en kamp om tal«. Hun pegede på, at der bør være mere opmærksomhed omkring de 30 procent, der har et misbrug, der bunder i depression, og hun spurgte, om der måske er behov for en midtvejs-visitation af patienter med en dobbeltdiagnose, der kan sikre dem den rette behandling.
Peder Hvelplund undrede sig sluttelig over, at »vi ved, at problemerne opstår i sektorovergangene – men lige præcis den her gruppe mennesker placerer vi lige dér« – og da Per Larsen henkastet foreslog, at når det nu er så »ærgerligt at gå og vente på regeringen, skulle vi måske bare lave en aftale udenom«, erklærede Peder Hvelplund sig »klar til at klappe til«.
Læs mere fra Lægemødet 2022:
Sundhedsminister: »Der kommer en psykiatriplan i denne valgperiode«
Definér nærhospitaler og kvalitetskrav – kom i gang med psykiatrien
Æresprismodtager – både forsker og oplyser
FAS og FAPS: Vi er klar til at træde ind i det nære sundhedsvæsen
Gen- og nyvalg med lutter kåringer
