Majken Kristensen

Vores kollega og ven, psykiateren Majken Kristensen, døde den 8. november 2022 efter længere tids sygdom. I alt 88 års liv og engagement i forhold til familien, omhu og omsorg i behandling af patienterne og venlighed og ydmyghed i forhold til venner og kollegaer er dermed afsluttet.

Majken fik sin embedseksamen i 1963. Efter en årrækkes ansættelse i sin fars, professor Sven Heinild, børneambulatorium arbejdede hun som skolelæge frem til 1983. Hun besluttede sig da for at blive psykiater. Trods den betydelige aldersforskel kom hun meget hurtigt på omgang med sine betydeligt yngre kollegaer og langt forud, når det gjaldt viden og erfaring. Majken fik sin første overlægestilling i 1999 på den daværende psykiatriske afdeling på Nordvang under professor Mogens Mellergård.

Majken var begavet, meget belæst både fagligt og skønlitterært, berigende og inspirerende, gavmild og meget nærværende over for patienterne og kollegaerne. Hun opfattede i høj grad psykiatrien som et biopsykosocialt vidensfelt, blev uddannet som gruppeanalytisk terapeut og var meget tidligt engageret i forbedring af behandlingsmulighederne for flygtninge og indvandrere. Hun blev en af initiativtagerne til oprettelse af Dansk Psykiatrisk Selskabs interessegruppe for transkulturel psykiatri. Hun engagerede sig i den kliniske behandling af patienter med anden etnisk baggrund og var medredaktør af lærebogen »Transkulturel psykiatri«. I de senere år blev hun i flere perioder ansat på psykiatrisk afdeling i Nuuk og kunne derved kombinere den transkulturelle og sociale interesse med sin interesse for grønlandsk kultur.

Majken var ydmyg i sin fremtræden, men med en naturlig dannelse og uovertruffen elegance, og man skulle kende hende godt for at opdage, hvilken dybde der var under hendes beskedne overflade. Hendes største ambition var at være velorienteret om de problemer, der skulle løses, og at gøre tingene så godt som muligt. Hun var kvalitetsbevidst i alle livets facetter og forsøgte altid at leve op til de klassiske dyder: det sande, det rigtige og det skønne.

I de seneste år blev Maiken angrebet at Alzheimers sygdom. Skæbnen var hende ikke nådig, og sygdomsforløbet blev i flere år præget af pinefulde emotionelle symptomer, som dog blev mindre fremtrædende i det seneste år. Hendes grundlæggende, empatiske og nærværende natur kom således på ny til syne i sygdommens sidste periode. 

Ære være hendes minde