Skip to main content
Mindeord

Mikhail Zemtsovski

Karin Graeser

19.8.1964-16.2.2023

Mikhail Zemtsovski, en hårdtarbejdende, dygtig og respekteret thoraxanæstesiolog, døde efter længere tids sygdom den 16. februar 2023.

Mikhail blev overlæge på Thoraxanæstesiologisk Afdeling i Hjertecentret på Rigshospitalet i 2007 efter at have arbejdet fem år samme sted som afdelingslæge. Med sin dygtighed og kontinuerlig efteruddannelse var han med til at sikre et højt fagligt niveau i klinikken. Han var en dedikeret mentor for mig igennem flere års specialisering og certificering i transøsofageal ekkokardiografi og thoraxanæstesiologi.

Mikhail var et meget privat menneske med en stor integritet og et sikkert moralsk kompas. Han var kendt for sine skarpe holdninger til etiske og patientrelaterede dilemmaer og kæmpede indædt for sine opfattelser af ret og uret. Han vil blive husket for sin videnskabelige forankring og dedikation til særligt lungetransplantationer og ECMO-behandling.

Mikhail voksede op i Arkhangelsk i Rusland, hvor han tog sin medicinske embedseksamen. For 30 år siden flyttede han med sin hustru Elena til Skandinavien og endte med at slå sig ned i det smukke Bunkeflostrand ved Malmø, hvor de boede indtil hans alt for tidlige død. Mikhail efterlader sig hustru og to voksne børn.

Mikhail, jeg vil virkelig savne dit bid og dit vid.

Hvil i fred.

Kolleganyt