John Godtfredsen

Vi har mistet vores gode ven og kollega, hjertelægen John Godtfredsen efter kortere tids sygdom.

Han blev cand.med. i 1966 og speciallæge i intern medicin i 1976 og i kardiologi i 1977. I 1975 blev han dr.med. med en monografi om atrieflimren hos 1.212 patienter indlagt over 25 år på Slagelse Sygehus. Disputatsen indeholder mange fortsat holdbare konklusioner.

Uddannelsen supplerede han med et års ophold ved en af verdens førende hjerteafdelinger på Peter Bent Brigham hospital i Boston. Herved skabtes en uvurderlig forbindelse til gavn for andre danske kardiologer og for dansk kardiologi.

I 1980 tiltrådte han som overlæge ved med. afdeling F, kardiologisk afsnit Københavns Amts Sygehus i Herlev. Ud over drift af afdelingen, uddannelse af yngre læger – og som den fremragende formidler han var – ledelse af store DADL-kurser i kardiologi, internationale foredragsrejser, talrige lærebogskapitler og i øvrigt også talrige videnskabelige artikler (PubMed anfører ca. 100) formåede John Godtfredsen at varetage hverv som formand for Dansk Cardiologisk Selskab (DCS) (1982-86) og formand for Hjerteforeningen (1986-1990). Begge steder med afgørende modernisering og styrkelse af økonomien.

Ledelsesevnen blev sat på en alvorlig prøve, da John og hustru Bibi i 1990 i Bagdad sammen med 36 andre danskere blev taget som gidsler af Saddam Hussein. John blev en naturlig talsmand for gruppen og det lykkedes ham at formå Anker Jørgensen til at forhandle gidslerne fri.

Han var initiativtager og vejleder af det afgørende »AFASAK«-studie og en tilhørende disputats, der medførte stor international bevågenhed og blev grundlaget for rutinemæssig AK-behandling af atrieflimren hos patienter non-valvulær atrieflimren.

John Godtfredsen valgte i 1999 at udskifte hvervet som overlæge med udvidelse af sin speciallægepraksis på Østerbro. Samtidig var han indtil 2006 en energisk redaktør af DCS’ fagtidsskrift Cardiologisk Forum.

John Godtfredsen var en af de mest betydende profiler i moderne dansk kardiologi og for sin kolossale indsats for faget modtog han i 1998 DCS’ hæderspris.

I arbejdet såvel som privat husker vi John som positiv, lyttende og lydhør. Klog, meget vidende og belæst. En stor ynder af jazz, ivrig svampejæger og -ekspert, vandrer og meget berejst. Vore tanker går naturligt til de efterladte: Bibi, børn og børnebørn og deres store savn, men han bliver også savnet af mange venner og kollegaer.