Jørgen Bruun-Jensen

I tretisex, mod årets slut

han la’r sig føde, prægtig gut.

Jordmorn spontant: han bli’r nok læge.

Høng trænger folk, som syn kan hæge.

I hovedstaden er der mange,

men sjællandsfjernt er vilkår trange.

Først lægestud, så gift med Bente

og høster ægteskabets rente.

Hos Clemmesen i Næstved job:

Stor øjenviden bygges op,

om nethind, vitreale corpus

og linsen. Rundes af i Aarhus.

I 69 er sagen klar:

Med brilleglas og okular

får Slagelse sin specialist,

med åben dør om hjørnet hist!

Kloramf til pus, og skeleklap

at træne doven stav og tap.

En byld fra Tystrup Bavelse

bli’r skåret for sin snavelse.

Samt cortison til det immune.

Stor travlhed. Altid dog med lune.

"Vil lægen gense mig hvornår?"

"Min første tid om godt et år".

Korsridder var han, af de vakse.

Behandling fint, men profylakse

er bedre, om man detekterer

de fejl, før synet abdicerer.

Engang ku’ tryk på toogtyve

få grønne stære op og flyve.

Han laver grænsetrykkets måler:

at udse dem, som knap det tåler.

Men tiden løber fra den tanke.

Nu skal man op i synsfelt hanke.

Til test han formgi’r en maskine,

så selv en optiker kan screene.

Kom pænt i mål, var tæt på sigtet,

men blev han lidt af "Bjerget" svigtet?

Dog stedse kreativt intens,

løb aldrig for idéer læns.

Og formand blev han her og der.

En tid: provinsens øjenlæ’r.

Og træk på hammel, flammen tændt,

med Goldschmidt, selskabspræsident.

Og "Værn om Syn" vi også delte,

hvor ædelt fremsyn aldrig fehlte.

Med Alrø skabt "Oftalmolog",

som Norden ind i kredsen drog.

Og altid med den muntre twist,

han immer mod hvad jævnt og trist.

Men fremst: går næstens øje skidt,

så teraper! Og helst fornøjeligt!

Om lidt han med sit tonometer

vil sikre udsyn hos Sankt Peter.

Vi priser Jørgen for hans id

og takker ham for fælles tid.