Mads Egil Saunte

For over ti år siden skrev jeg en velovervejet mail til læge Mads Egil Saunte, min gode ven og kollega i hoveduddannelse i almen medicin, i hvilken jeg spurgte ham, om han på sigt kunne have lyst at etablere lægepraksis sammen med mig.

Jeg spurgte netop Mads, fordi jeg i ham fandt en utrolig empatisk, yderst fagligt kompetent og sjældent set arbejdsom lægekollega, og jeg var forvisset om, at lige præcis Mads ville være den allerbedste kompagnon at dele et arbejdsliv i almen praksis sammen med.

Han svarede heldigvis positivt tilbage.

Mads og jeg åbnede lægepraksis sammen i starten af 2010 i forhåbningen om et berigende samarbejde og et indholdsrigt arbejdsliv. I seks et halvt år drev Mads og jeg kompagniskabspraksis sammen i Bagsværd. At blive begavet med en nærmeste arbejdskollega og kompagnon som Mads gjorde hver en arbejdsdag til en glæde, også selvom alt for mange dage blev alt for travle, alt for lange og alt for krævende.

Mads havde altid en positiv tilgang til udfordringer, han var lige netop empatisk, fagligt kompetent og arbejdsom, og vores personale og vores patienter elskede ham. Mads kunne give selv den travleste dag en positiv vinkling med sit humør, sin evne til at lade en humoristisk kommentar falde lige på det rette tidspunkt eller få os alle i lægehuset til at grine med små finurlige optrin.

Som faglig sparringspartner var han altid klar med et yderst kompetent bud på, hvordan en faglig problemstilling kunne løses. Mads lod sig aldrig mærke med arbejdstravlhed, problemer og ophobede arbejdsopgaver, han betragtede det som udfordringer, der måtte løses så grundigt som muligt, og han udviste stor omhu i alt, hvad han foretog sig.

Vi hvilede alle, både jeg, personalet og patienterne trygt i forvisningen om, at Mads altid stillede op og var parat til at hjælpe, smile, favne, yde en ekstra indsats og løse problemerne, så alle dem, der ønskede hans hjælp, både følte sig hørt, set og hjulpet.

Men work-life-balance, som det vel med et moderne udtryk kaldes, hang ikke sammen. Alt for meget arbejde levnede alt for lidt tid til familien og sled på Mads´ ellers misundelsesværdigt store og favnende overskud.

For ca. tre et halvt år siden modtog jeg en mail fra Mads, som han indledte med ordene:

»Dette er den mail, jeg aldrig troede, at jeg skulle blive nødt til at skrive til dig ...«.

Mads holdt af vores indbyrdes samarbejde, vores personale og patienterne, men syntes, at arbejdslivet i almen praksis var alt for hårdt og slidsomt og ikke levnede tid til familien, som altid i hjertet var hans højeste prioritet.

Mads' kone, Cath, kommer fra Australien, og sammen med deres børn ønskede de at etablere en tilværelse sammen i Australien.

Jeg svarede positivt tilbage, at han og familien naturligvis skulle kaste sig ud i dette australske eventyr, selvom Mads i den grad ville blive savnet.

Et modigt valg, der kostede endnu mere arbejde, internationale eksamener, hussalg, praksissalg, huskøb, jobsøgning i Australien og flytning af familien til en anden verdensdel m.m., inden drømmen om det australske eventyr kunne tage form.

Mads og hans familie drog afsted med en forhåbning for fremtiden om et bedre fælles liv med mere tid og overskud til familien og et mere overkommeligt arbejdsliv, i tillid til at verden derude ville være skånsom og imødekommende trods alle udfordringerne, men også ihukommende livets skrøbelighed og endegyldighed , som vi læger jo konfronteres med hver eneste dag, i erkendelsen af at man skal turde tage nogle chancer i livet for at vokse som menneske, og at man selv skal turde tage ansvar, hvis man ønsker at ændre sin livs- og arbejdssituation.

Et helt igennem godt og elskeligt menneske med et smukt sind og hjertet på rette sted er alt, alt for tidligt revet bort fra denne verden. Mads' ellers altomfavnende hjerte gav pludselig op. Mads passede på alle os andre, men fik i sidste ende ikke passet godt nok på sig selv.

Mads har sat sig mange spor på sin vej og indgydet megen forhåbning, helbredelse, hjælp og trøst hos de medmennesker og patienter, der var heldige at møde ham på hans vej, og han efterlader et stort savn hos mange flere mennesker, end han aner.

Med disse ord kan jeg nu kun skrive at:

»Dette er den tekst, jeg af hele mit hjerte ville ønske, at jeg aldrig skulle komme til at skrive ...«.

Og denne gang vil Mads aldrig kunne svare mig positivt tilbage.

»Som et strejf af en dråbe

fik vi lov til at håbe

på de ting som skal komme

før end livet er omme«

Den forhåbning, Mads og hans familie havde om det gode liv, nåede aldrig for alvor at blive fuldbragt.

Husk på det, alle jer derude, som havde Mads kær.

I Mads' ånd, husk også at prioritere jeres eget liv, jeres nærmeste og alt det nære. Arbejde og patienter er der mere end rigeligt af, men tiden er begrænset og dyrebar.

Mine kærligste tanker går til Mads' kone, hans børn og hele hans familie.

Hvil i fred og evig forhåbning, kæreste ven og kollega.

Æret være Mads' minde.