Peter Kildeberg Paulsen

Vor gode ven, mentor og kollegas død markerer afslutningen på en vigtig æra i hjertekirurgien og en enestående mands liv.

Som søn af ejeren af Faaborg Jernstøberi lå lægegerningen ikke i kortene, men hans fokus var klart. Efter embedseksamen blev han gift med Marianne, som siden var hans faste klippe på privatfronten, mens han gennemløb en krævende karriere som hjertekirurg.

I 1974 modtog han Aarhus Universitets guldmedalje for sin afhandling om hot-film anemometri til måling af blodstrømshastigheder. Det var centralt for hans senere forskning, der i 1989 mundede ud i hans disputats.

Som højt respekteret hjertekirurg, professor og chef var Peter central for fagets markante ekspansion i 1990’erne. Han indførte kirurgisk behandling af hjertearytmier og var drivkraft for afdelingens første hjertetransplantationer.

Som person var han ikke den højrøstede general, men passioneret i tilskyndelsen og oprigtig i sin glæde ved at se andre kolleger blive bedre end ham selv. Det var således trygt at gå forrest med Peter bag sig. Han var ikke meget talende – især ikke om morgenen – men han var altid konkluderende og stod bag fælles beslutninger. Som person var han ordentlig og venlig, uden at der var tvivl om hans mening. Mens døren altid var åben for andre, var han mere privat om egne og familiens anliggender. Under det private ydre var han også en meget lun og humoristisk drillepind i ordets bedste betydning.

Han var internationalt højt respekteret for sin dybe faglige viden og ordentlighed. Han blev derfor udpeget som generalsekretær for det skandinaviske thoraxkirurgiske selskab og var central i etablering af den skandinaviske uddannelse af perfusionister, der stadig gennemføres i Aarhus. Som den første hjertekirurg blev han formand for Hjerteforeningen, hvor han også ydede en meget stor indsats.

Som 58-årig måtte han lade sig pensionere og gå fra fuld fart til fuldt stop pga. hjertesvigt. Ulykkeligvis fik han i tillæg en langsomt progredierende cerebellar degenerativ lidelse, men beholdt sin intellektuelle kapacitet til det sidste.

Peters arbejdsliv var alt for kort; men hvor nåede han meget. Hans personlige værdighed slog igen på hans ubønhørlige sygdom. Mandag besluttede han sig for at dø, og torsdag gav kroppen efter for hans ønske. Han udåndede på bedst mulige vis: privat og alene med Marianne – den klippe, der betød allermest i hans liv.

Æret være hans minde