Per Sejrsen

Per Sejrsen blev læge ved Københavns Universitet i januar 1958, og han forsvarede sin afhandling i 1971: »Måling af hudgennemblødning med frit diffusible radioaktive isotoper. Metodologiske studier over udvaskning af Krypton-85 og Xenon-133 fra cutant væv på mennesker«. Et forskningsemne, som han fastholdt interessen for i hele sin karriere, og sammen med unge forskere introducerede han sin metode til måling i andre organer som skeletmuskulatur, nyrer og hjerte. Per Sejrsen udførte sin forskning som lektor ved Fysiologisk Institut B, Københavns Universitet, hvor han virkede til sin pensionering i 2002. Sammen med professor Poul Kruhøffer medvirkede han til udvikling af faget med flere fysiologiske forskningsområder. I et tæt samarbejde med nogle af sine første elever, de nu afdøde professorer William Paaske og Ole Henriksen, udviklede han en metode til bestemmelse af kapillærpermeabiliteten for små hydrofile molekyler i skeletmuskulatur og hjerte. Per Sejrsen var en værdsat vejleder for mange unge forskere og en hyppigt benyttet opponent ved akademiske afhandlinger, og han forblev til sin pensionering en betydningsfuld mentor, en altid imødekommende og venlig inspirator. Han fungerede efter ordene: »Har man indsigt, har man ansvar«.

Per Sejrsen var dygtig med sine hænder, og når han ikke arbejdede ved akademiet, var han et udemenneske og udnyttede, at han boede i sin hustru Lones barndomshjem direkte ud til Roskilde Fjord, som blev brugt til sejlsport. På spisebordet havde Per Sejrsen bygget en isbåd, som han med begejstring beskrev for forskere og ansatte i sit laboratorium, og som flittigt blev benyttet om vinteren, når fjorden var frosset til.

Per Sejrsen mistede sin hustru Lone i 2017 og efterlader sig to døtre og fire børnebørn.

Ære være Per Sejrsens minde.