Torsten Lauritsen

Torsten var min nære ven og livsvidne siden studietiden. Vi var læsemakkere igennem hele studiet – de to gange jeg var på barsel, tog Torsten orlov – for sådan en ven var han!

Vi tilbragte derfor i lange perioder mere tid sammen end med vores respektive partnere, hvilket gjorde os til fortrolige på mange andre facetter af livet end det rent faglige.

I studietiden var Torsten fast ingrediens i Studenterklubben – han var i udstrakt grad til fest og farver – altid i højt humør.

Men han var meget mere end det – han var ambitiøs og dedikeret, han var omsorgsfuld og opmærksom – han havde et ekstra gear, som lod os andre tilbage på perronen.

Torsten blev børneanæstesiolog, og var ved sin død klinikchef på JMC anæstesi på Rigshospitalet.

Han var fagligt kompetent som få – hans uendeligt mange meritter i specialets kontekst er velbeskrevne andetsteds – men der er i mit sind ingen tvivl om, at han fik sin største faglige tilfredshed i den umiddelbare og tætte kontakt til de små syge patienter og deres familier.

At se Torsten – det store menneske - foldet sammen om sin lille patient, dybt koncentreret, men helt i ro og med overskud til omsorg for forældrene og det øvrige personale, var rørende.

Han evnede altid at lette en lidt trykket stemning med en vandet vittighed – han var i tæt kontakt med sit eget indre barn – hvilket gjorde ham til en formidabel børneanæstesiolog, på andre planer end de strikt faglige.

Han gjorde desuden en dyd ud af at bære uerfarne kolleger frem og give dem tro på egne evner i de ofte komplekse kliniske situationer, samtidig hans blik for et godt teamsamarbejde.

Torsten påtog sig med tiden et stigende organisatorisk ansvar på mange niveauer – af lyst, men også af pligt og hele tiden besjælet af ønsket om en stadig stigende kvalitet i behandlingen.

Han virkede aldrig stresset, men jeg ved, at det store ansvar og den ensomme chefrolle tyngede ham.

Torsten var mange ting – vennernes ven, sportsmand, rejse-, karriere- og familiemenneske, men først og sidst – far. Han elskede sine to sønner, Gustav og Julius, over alt på jorden – og blev altid helt blød i stemmen og varm i blikket, når snakken faldt på dem.

Torsten vil for altid mangle i mit liv – jeg er så uendelig ked af, at jeg aldrig skal høre hans glade grin og drillende bemærkninger igen, og jeg er så fortvivlet over, at han ikke rakte ud, da det gjaldt.