Er der frost på vejene, eller hærger influenza, corona eller andre virus, er der frygt for bivirkninger efter vaccinen eller senfølger efter corona, så er der ekstra travlt på akutmodtagelserne.
Det er sådan, det er. Det er derfor, akutafdelingerne er der.
»En krusning i samfundet bliver til en bølge i akutmodtagelserne«, siger Henrik Ømark Petersen, formand for Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM).
Under hele coronatiden, både den første og den anden og nu tredje bølge, har akutmodtagelserne været i front og trukket en meget stor del af læsset – og nu kører det igen. Der er bud efter akutmodtagelserne, de trækker et kæmpelæs.
Og det er ret genialt:
»Akutafdelingerne er indgangsdøren til hospitalet. Her finder vi ud af, om der er alternativer til indlæggelse. Det gør vi i 75 procent af tilfældene. Vi har en kæmpe filtreringsopgave«, siger formanden.
Frafald
På det seneste har der rejst sig en debat, blandt andet i Ugeskrift for Læger, der viser, at det unge speciale (det er fra 2017) og de knap så unge akutafdelinger på landets 21 akutsygehuse så langtfra har fundet egne ben. Problemet viser sig tydeligst i, at der er problemer med at rekruttere yngre læger til hoveduddannelses (HU)-stillingerne i akutmedicin. I 2020 var 59 procent af HU-forløbene på landsplan ubesatte. Intro (I)-stillingerne er derimod meget populære.
De fleste akutafdelinger er i dag bemandet med en blanding af speciallæger i akutmedicin og speciallæger fra mange andre specialer. Det står klart, at Sundhedsstyrelsen tiltænker akutmedicinere en nøgleposition fremover i modtagelsen af akutte patienter.
»Vi forventer bestemt, at akutmedicineren har en hovedrolle i akutmodtagelserne fremadrettet. Sundhedsstyrelsen kan ikke stille krav på hovedfunktionsniveau. Men det er bestemt vores forventning. Men det vil tage tid«, sagde daværende vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, da Sundhedsstyrelsen udgav sin seneste akutplan i 2020.
Spørger man i specialeselskabet, skal den lægelige bemanding i akutafdelingerne ideelt set fortrinsvist være akutmedicinere.
Det er et stort problem for specialet, at frafaldet fra HU-forløbene er så stort.
Debatindlæggene om akutmedicin peger på arbejdsforholdene i akutmodtagelserne som hovedårsagen til frafaldet. Der er for stor risiko for udbrændthed på grund af det konstante arbejdspres. Der efterlyses særlige overenskomster for læger ansat i akutafdelingerne.
En akutmediciner fra Horsens spørger provokerende, om det akutmedicinske speciale er en fejl. Der er stadig ikke er konsensus om, hvad en akutmodtagelse er – der er 21 forskellige af dem. Det går ud over uddannelse og faglig profil.
Et indlæg fra tre HU-læger fra Region Syddanmark får skyerne til at sprede sig: Det går faktisk godt visse steder landet, skriver de.
Formand: Der sker noget
Hvad er alt dette et udtryk for? Er der krise?
Henrik Ømark Petersen må som formand for specialeselskabet forklare. Han har som akutmediciner arbejdet i Horsens på akutafdelingen og er nu på Odense Universitetshospital (OUH) som specialeansvarlig på akutafdelingen der.
Han vil gerne gøre det klart, at selvom akutmedicinerne pisker rundt på akutmodtagelserne, er historien om akutmedicin ikke en offerhistorie. Det er en udviklingshistorie, specialets folk er fulde af pionerånd og tro på det. Akutkonceptet er den rigtige vej at gå – se blot på udlandet.
»Det er så indlysende en hamrende god ide, og vi skaber patientsikkerhed, høj kvalitet og bedre patientforløb«, siger Henrik Ømark Petersen.
»Jeg er optimist. Jeg kan mærke, der sker noget, debatten er der. Vi gør alt, hvad vi kan for at sige til dem, der bestemmer: Er I klar over, at hvis I ikke gør noget, så går der 20 år, før vi har de akutafdelinger, vi ønsker? Lydhørheden stiger«.
Flere akutmedicinere
En af hovedpointerne og baggrunden for de frustrationer, der er årsag til debatten, er, at specialet ikke rigtig er begyndt at folde sig ud.
»Når en i debatten spørger, om specialet er en fejl, er det ment som en provokation, det er jeg sikker på. Det er et udtryk for frustration og afmagt, fordi der ikke sker nok med specialet. Man har efterhånden svært ved at se, hvordan det skal rulle sig ud«, siger Henrik Ømark Petersen.
Hvad mener du med, at det ikke ruller sig ud?
»At akutafdelingerne er forskelligt organiseret. Vi er ikke blevet altfavnende inden for de akutte, det vil sige, at det stadig de fleste steder hovedsageligt er medicinske patienter, som er underlagt akutkonceptet. Men meningen er, at stort set alle slags patienter, også de kirurgiske samt traumer, skal ses af akutmedicinere. Det ligger i selve tænkningen. En akut patient er en akut patient, uanset årsagen«.
Lige nu træder specialet sig selv lidt over tæerne og kommer ikke rigtig ud af starthullerne. Der mangler den kritiske masse af akutmedicinere, påpeger Henrik Ømark Petersen. Rollemodellerne, som de unge læger kan se sig selv i, findes ikke. Dem, der kan lære de unge op i, hvad der netop er det specielle ved akutmedicin. Og dem, der skal få specialet til at slå rødder i sundhedsvæsenet.
Der er brug for 500-600 akutmedicinere for at sikre en god bemanding på de 21 akutmodtagelser, siger selskabet. I dag er der omkring 115, og af dem er de 49 procent over 50 år. Selskabet peger på Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan: Hvis den forbliver uændret, går der 20 år, før vi har de akutafdelinger, som Sundhedsstyrelsens plan sigter på.
Henrik Ømark Petersen og hans fæller i selskabet er meget aktive med at sælge det budskab til politikere og ledere: »Er I klar over det?«, spørger de. De var i Folketingets sundhedsudvalg forleden med det. Svaret på kravet er typisk: I vil have flere HU-pladser, men I kan jo ikke besætte dem, der er.
Hertil svarer selskabet: »Der er flere skruer, der kan drejes på. Vi har data på, at 25 procent af I-lægerne i Region Syddanmark umiddelbart søger en HU-stilling i akutmedicin, og at 20 procent har planer om det efter at have haft yderligere I-stillinger i relevante specialer«.
Henrik Ømark Petersen peger på, at mange læger synes, at en I-stilling i akutmedicin er en virkelig god basis, og derfor er forventningen, at de også bliver søgt af læger, der ikke har planlagt at være akutmedicinere. Af den grund er det også vigtigt at øge ratioen mellem I- og HU-stillinger til 4:1.
»Det er der heldigvis også lagt op til i den seneste dimensioneringsplan. Men vi har også brug for en koordineret indsats fra regioner og sygehusdirektioner, DASEM og fagforeninger for at skabe de arbejdsmiljømæssige rammer, der gør, at man kan arbejde som akutmediciner i et helt lægeliv. Fra DASEMs og YDAMs [Yngre Danske Akutmedicinere, red.]side skal vi nok gøre alt, hvad vi kan, for at rekruttere«.
Ligger vandret
Henrik Ømark Petersen er slet ikke i tvivl om, at interessen for specialet er der hos de unge. De synes, det er enormt spændende at arbejde med det akutte, og tilbagemeldingerne er, at de kan lide, at de i specialet kan bruge al deres lægefaglige viden.
Men de bakker ud.
Tempoet i akutmodtagelserne er for højt, lyder det. Og det er hovedårsagen til, at yngre læger falder fra, selvom de er interesserede i specialet.
»Der er et narrativ om, at man ikke kan klare et helt lægeliv som akutmediciner uden at blive brændt ud, og det hænger meget stærkt ved hos de unge«, siger Henrik Ømark Petersen.
Det hænger sammen med, at specialet endnu er så ungt:
»De kan ikke se en rollemodel. De kan ikke se, hvad det indebærer at være akutmediciner. Når unge KBU-læger kommer i akutafdelingen og oplever, at vi bare ligger vandret, så mister de lysten til at leve sådan resten af deres lægeliv, selvom de synes, specialet er spændende. Derfor skal vi lave om på det narrativ«.
Det er lettere sagt end gjort.
For det er en kendsgerning, det ved man fra udlandet, hvor det også er et problem, at arbejdet i en akutmodtagelse er en høj puls-zone.
»Det kan jeg godt tillade mig at sige, at det er. Jeg er en gammel læge, og jeg har været alle steder, og der er ingen steder, hvor man knokler så kontinuerligt, som man gør i en akutafdeling. Men det er også det speciale, jeg har prøvet, hvor jeg går allermest glad hjem fra arbejde«.
Tempoet ned
Løsningen er at skabe nogle rammer, der tager hensyn til det.
»Det er afgørende for at kunne rekruttere til specialet og gøre det stabilt og forhindre personaleflugt. Der skal være et miljø, de kan leve i«.
LÆS OGSÅ interview med HU-læge Mari Østergaard
Pointen er, at det høje tempo stort set er konstant, fordi der kommer nye patienter ind, ikke mindst i vagten. Hele 70 procent af patienterne kommer ind i en akutafdeling uden for dagtid.
»Det må du godt skrive ned. Det giver et billede af, hvad slags arbejde det er«, siger Henrik Ømark Petersen.
I udlandet er anbefalingen til arbejdet i en akutafdeling, at der skal være 70 procent kliniktid og 30 procent til noget andet – undervisning, udvikling, forskning, for eksempel (clinical support time, er det engelske udtryk for det).
Der skal kigges på overenskomsten, mener man i DASEM, som har skelet til Sverige, hvor der er etableret en særlig overenskomst for akutmedicinere i akutafdelinger.
»Som overenskomsten er i øjeblikket, kan vi ikke få det til at hænge sammen, fordi vi bliver nødt til at være vågne om natten, når patienterne kommer. Vi kan ikke have hviletid, og det er heller ikke meningen. Vi skal være mentalt til stede, fokuserede og koncentrerede i det tidsrum, vi er på arbejde. Speciallægerne skal være der, og de skal også være vågne og supervisere de yngre – der er hele tiden noget at lave for alle«.
Derfor efterlyser DASEM overenskomster, der gør det muligt at arbejde i kortere tid. Vagterne skal være kortere, normeringen skal ændres, så en nattevagt tæller mere end en dagvagt, så man får den nødvendige rehabiliteringsperiode efterfølgende.
»Det er sundhedsbelastende at have så meget vagttid, og det skal tilgodeses, så vi ikke kommer ud i sundhedsproblemer«.
Det sammen med en 70/30-tid vil tiltrække de læger, der gerne vil, men som er bekymret for belastningen.
Hybrider
Selskabet mener, at der skal en tilstrækkelig kritisk masse til, for at specialets særlige tænkning kan udfolde sig, og specialet rigtig kan sætte rødder.
De hybrider, der er mange steder, kan bremse specialets udvikling er opfattelsen i specialet.
»Hybridorganisationer er i øjeblikket mange steder det muliges kunst. Men det er altså et problem, at en del af organisationen arbejder efter et akutmedicinsk mindset, og en anden med læger, der kommer ned og arbejder i akutafdelingen med en anden fagkultur. Det er meget dygtige og søde kolleger fra de andre specialer, som vi arbejder sammen med, men der er altså et mindset til forskel, når vi snakker tilgang til den uafklarede akutte patient, flowstyring og taktisk ledelse i akutafdelingen. På den måde er der rigtig meget gammel kultur, der hænger ved, og gammel tænkning i specialesøjler«, siger Henrik Ømark Petersen.
Det er bedst, at patientens indledende forløb er styret af akutmedicinsk tænkning, forklarer han. Og når akutmedicineren har fundet ud af, i hvilken retning patienten skal, tager specialerne over.
»Derfor er gode samarbejdsrelationerne med de øvrige specialer fuldstændig vitalt. Vi er helt afhængige af hinanden, når vi skal skabe gode patientforløb. Og vi kan styrke hinanden fagligt med gensidig læring«.
Men mange steder har man en hybrid, hvor man ikke kan dække med akutmedicinere hele døgnet.
»Det er et problem, for så står man med en underlig konstruktion med fagkulturel forskel på dag og nat. Patienterne må altså have krav på samme modtagelse og udredningshastighed for akut uafklaret sygdom, hvad enten klokken er ti om formiddagen eller fire om natten«.
Ledelsesopbakning
Forudsætningen for at få en akutmodtagelse i gang, der hviler på akutkonceptet, er en afdelingsledelse, der tror på det, og som har opbakning fra direktionen.
»Vi ser, det begynder at rykke, når der kommer synergi mellem ledelsen på akutafdelingen og direktionen. Det kræver samspil og en fælles forståelse af, hvad vi skal og de nødvendige ressourcer. Det er opskriften. På Sjælland er Bispebjerg og Køge eksempler på det, og Region Midtjylland er også nået langt«.
I Region Syddanmark, hvor Henrik Ømark Petersen selv er ansat, har akutkonceptet haft en lunken modtagelse. Men det ændrer sig flere steder nu.
»Den gamle opfattelse i regionen var, at der ikke var behov for akutmedicinere. Men der sker noget nu, de ser, at konceptet kan noget. Kolding, OUH og Aabenraa arbejder målrettet for at implementere det akutmedicinske koncept. Jeg tror, at alle efterhånden er o.k. med, at akutmedicinere i fremtiden passer hele akutten med alle akutte patienter inklusive skadestue. Og dermed er vi tilbage til det med den kritiske masse, som ikke er der. Men viljen er der. Og den vokser«.
LÆS OGSÅ interview med Danske Regioners sundhedsdirektør Erik Jylling
Akuttænkningen
Når Henrik Ømark Petersen taler om, at specialet skal folde sig ud, skeler han blandt andet til udenlandske erfaringer, hvor specialet har eksisteret i mange år. Det er i dag et selvstændigt speciale i 82 lande.
»Akutmedicin er et nyt fagligt begreb, der er kommet ind i lægeverdenen med en tænkning, som de andre specialer ikke har i samme grad. Kernen er, at akuttænkningen er ens for alle patienter uanset diagnose«.
Det går ud på en særlig faglig tilgang til akutte patienter, forklarer Henrik Ømark Petersen. Der er en systematik, som er ny, og som handler om at foretage sandsynlighedsvurderinger og have en særlig tilgang til, hvornår ting haster, og hvornår de ikke gør.
»Den systematik har man ikke lært tidligere, hvor det mere var noget med mavefornemmelser og erfaring, der afgjorde det. Det har givet en meget forskelligartet kvalitet, og der er risiko for, at det bliver meget personafhængigt«, siger han.
»En akut patient er en akut patient. Det er med den tænkning og vinkel, vi går ind, og så finder vi bagefter ud af, hvad der skal ske med patienten«.
Derfor er det vigtigt, at der er nok akutmedicinske speciallæger til at uddanne de unge læger, så de får akuttænkningen ind med skolemælken.
Hvad er forskellen?
»Det er vores brede perspektiv. Hvis der f.eks. er en patient med en brækket hofte, vil ortopædkirurgen primært koncentrere sig om hoften. Akutmedicineren vil også gå ind i, om der måske var en medicinsk årsag til at hun faldt. Og hvis hun skal opereres, stabiliserer vi hendes fysiologi, så hun kommer bedst muligt igennem operationen«.
Organiseringen er vigtig.
»Den er meget vigtig. For hvis der er delt ledelse, er det svært at få den nødvendige fælles tænkning og kultur. Det her er noget, du skal være i hele tiden – det er tænkning, nogle bestemte procedurer, vi bruger meget tværfaglig teamtræning i nødscenarierne«.
Henrik Ømark Petersen er begejstret for, at der kommer en specialuddannelse i akutsygepleje.
»Det er rigtig vigtigt og også meget afgørende for vores succes. For arbejdet i akutafdelingen er et samarbejde, vi er tværfaglige og teambaserede, og akuttænkningen skal vi dele med sygeplejerskerne, for at det kan lykkes.
Vi understøtter hinanden, taler det samme sprog og ved, hvad hinanden mener. Og det er svært at få med en hybrid, hvor man er en akutafdeling kun om dagen og kører en anden model om natten, som man gør nogle steder«.
Klar profil
Men er der klarhed nok over akutmedicinerens profil? Er det ikke diffust? Nogle tænker måske, det er noget med livredning og blå blink, og får så et realitetschok, når det så ofte handler om ældre mennesker med banale og flere ting?
»Jeg synes, profilen bliver mere og mere klar. Vi er blevet skarpere i forståelsen af, hvad vi selv mener, den er. Inden vi fik et speciale, var der diskussioner om, hvor hidsige vi skulle være, nogle ville gerne intubere, og der kom vi i diskussion med anæstesiologerne. Den er lagt ned, for det er ikke der, det vigtige er«.
De mange læger, som tager I-stillingen, er glade for kombinationen af »blå blink« og det mere komplekse hos den ældre patient, hvor de kan bruge deres brede viden, og så, at de også kan gå på skadestuen og sætte brud på plads.
»De holder meget af den varierede dagligdag med de forskelligartede cases. De har blandede problemstillinger, og at de ikke kender dagen, før solen går ned. Og det tiltaler mange«, siger Henrik Ømark Petersen.
Kan I, som det er nu, sikre, at HU-lægerne i akutmedicin får en god uddannelse?
»Det er et svært spørgsmål, for der er 21 akuthospitaler med lige så mange modeller for akutmodtagelse. Men regionerne er begyndt at samarbejde om uddannelsesforløbene, og det bliver bedre og bedre. Jeg vil sige, at man godt kan sikre fagligheden. Hvis HU-lægen ikke kan lære kirurgien i akutafdelingen, men skal på uddannelsesophold på kirurgisk afdeling, så får de selvfølgelig lært kirurgien og de overvejelser, som kirurgen har. Selvom det bedste er, hvis det sker i akutafdelingen med den akutmedicinske tankegang«.
Får de alle steder en uddannelse, selskabet kan stå inde for?
»Ja, faktisk. Der er styr på målbeskrivelser, kompetencekort og så videre. Men jeg vil også sige, at min egen speciallægeuddannelse som thoraxkirurg ikke var så fremragende endda. Uddannelsessystemet som sådan er blevet bedre, og det kommer også akutmedicin til gode. Vi andre var bare et antal steder, hvor de var ligeglade med vores uddannelse. Vi fik en underskrift, men kvalitet var der ikke meget af«.
Han tilføjer:
»Hvis jeg var ung læge i dag, ville jeg godt turde springe på en HU-stilling i akutmedicin«.
LÆS OGSÅ
Debatter:
Er akutmedicin som lægeligt speciale en fejl?
Arbejdsvilkår i Akutmedicin skal optimeres
Akutmedicin er et godt speciale for hoveduddannelseslæger
Vi løser ikke problemerne med rekruttering til akutmedicin ved at sænke ambitionerne
Artikel:
