Skip to main content

Lungekræfteksperter om lavdosis CT: »Nu skal vi have forskerbrillerne på«

En måned før ledende overlæge Ulrich Fredberg blev afskediget for brugen af lavdosis CT, skulle han havde deltaget i et møde i Regionernes Kliniske Udviklingsprogram RKKP med repræsentanter fra Dansk Lunge Cancer Gruppe og en række sundhedsfaglige eksperter. Emnet var, hvordan man med forskerbriller på kan se nærmere på brugen af lavdosis CT.
Privatfoto.
Privatfoto.

Af Kurt Balle Jensen

15. maj 2020
7 min.

I begyndelsen af 2021 går der en ansøgning afsted til Sundhedsstyrelsen om gennemførelse af et screeningsprojekt, hvor særlige risikogrupper skal screenes for lungekræft. Her vil der blive anvendt lavdosis CT, og det er helt efter bogen ifølge formanden for det nationale selskab for lungekræft, Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG).

»Ja, her er det en fremragende undersøgelsesform, fordi man giver principielt raske mennesker den mindst mulige strålingsdosis,« som formand for DLCG overlæge, kliniske lektor ph.d. Torben Riis Rasmussen tidligere har udtalt til Ugeskrift for Læger.

Til gengæld er tonen en anden i DLCG, når det drejer sig om anvendelse af lavdosis CT ved mistanke om lungekræft, uanset hvor lille, mistanken er. Det går man absolut ikke ind for, men det ændrer ikke på, at man gerne ser mere forskning på området, og det er der nu lagt op til. Hvis ikke corona havde forhindret det, havde der den 1. april været holdt et møde i RKKP, hvor repræsentanter fra DLCG og andre sundhedsfaglige eksperter skulle have drøftet blandt andet resultaterne fra Silkeborg. Her skulle også den nu afskedigede ledende overlæge Ulrich Fredberg fra Diagnostisk Center have deltaget. Og mødet er ikke aflyst, men kun udsat.

»Debatten om lavdosis CT skanning har stået på i tre-fire år i fagkredse, ikke mindst udløst af det, de gjorde i Silkeborg. De fik nogle tal, der tydede på, at det her var interessant at gå videre med. Derfor har Dansk Lunge Cancer Gruppe og andre interessenter sagt, at det vil vi gerne være med til at se nærmere på, og det var det, det her møde skulle have handlet om«, siger overlæge, klinisk lektor Erik Jakobsen, der er formand for og daglig leder i Dansk Lunge Cancer Register, og som sidder i bestyrelsen for DLCG.

Evidensen mangler

Udgangspunktet i det nationale selskab for lungekræft er dog klar, understreger Erik Jakobsen. Der bør forskes i, om lavdosis CT kan være et ekstra tilbud og hvornår, men ikke som undersøgelsesmetode ved mistanke om lungekræft:

»Hvis der er bare den mindste mistanke om lungekræft, skal patienten have fulddosis CT skanning. Der er vi ret firkantede. Hvis tanken ’lungekræft’ overhovedet kommer op i hovedet hos den praktiserende læge, er det den henvisning, der skal til. Jeg er dog godt klar over, at virkeligheden i praksis er mere broget end det, man ser på sygehusene. Lægen kan i praksis sidde over for patienten og have en mavefornemmelse af, at der er et eller andet galt uden at kunne sætte ord på, eller uden, at patienten lever op til henvisningskravene i pakkeforløbet for lungekræft. Hvad gør de så? Her har de i Silkeborg og andre steder fundet på, at man kan lave en udvidet undersøgelse til erstatning af almindelig røntgen af thorax, nemlig lavdosis CT. Det er muligvis godt, det ved vi ikke. Det er netop et af problemerne, at det ikke er undersøgt videnskabeligt«, siger Erik Jakobsen.

For ham er et videnskabeligt forskningsprojekt dermed afgørende for, hvordan man lægefagligt skal stille sig i det noget komplekse spørgsmål.

»Når vi i de faglige selskaber anbefaler et eller andet, så prøver vi at gøre det evidensbetinget. Det er et af problemerne her: det er sikkert en udmærket ide med undersøgelse med lavdosis CT, når der ikke direkte er mistanke om lungekræft, men det bør undersøges videnskabeligt, om man skal udvide mulighederne for, hvad praktiserende læger kan henvise til i generel sammenhæng. Derfor har vi støttet en videnskabelig undersøgelse hele vejen igennem i Dansk Lunge Cancer Gruppe«, siger Erik Jakobsen.

Nogle af de midtjyske praktiserende læger har jo sagt, at lavdosis CT har været et godt ekstra stykke værktøj i de tilfælde, hvor kriterierne for at få patienten ind under kræftpakken ikke var opfyldt. Kan de ikke have ret i det?

»Muligvis, jo. Det er der, vi siger, at det vil vi gerne undersøge. Meget tyder på, at det kunne det godt kunne være. Men igen, der skal man også se på det med de briller, man nu skal have på, når man indfører noget nyt i sundhedsvæsnet. Vi støtter op om alle former for forskning, der gør os klogere, herunder i anvendelse af lavdosis CT skanning. Men man skal ikke bare sige: det ser spændende ud, det må vi have alle sammen«, siger Erik Jakobsen.

Der vil vel altid være en gråzone, hvor man ikke har decideret mistanke om kræft, men heller ikke kan udelukke det?

»Ja, der vil altid være en gråzone, og det er det, hele prioriteringsdebatten i sundhedsvæsnet handler om, nemlig hvor stor indsats, man skal gøre på de forskellige områder for at afklare enhver form for mistanke. Vi forsøger at forholde os videnskabeligt og evidensbaseret til det. Hvis lavdosis CT skanning kan tilføre noget ekstra og være et godt instrument for de praktiserende læger, så er det bare at sige go for det. Det er der ingen problemer i, hvis ellers sundhedsvæsnet har ressourcer til det«, siger Erik Jakobsen.

Dansk screening-projekt

Hvis man vil bruge lavdosis CT til at udelukke lungekræft hos patienter, der er i risikogruppe, men hvor der ikke er mistanke, nærmer det sig screening, mener de i DLCG. Og ved screening er holdningen anderledes positiv:

»Det vigtige er jo videnskabeligt at kunne konstatere en effekt, så man ud fra det kan diskutere, om det er klogt at indføre en procedure. Derfor har vi valgt i Dansk Lunge Cancer Gruppe og også internationalt at sige, at hvis man skal indføre screening af lungekræft, så skal det foregå efter nogle bestemte retningslinjer. Der er både et stort amerikansk og et stort hollandsk studie, NELSON-studiet, der har vist, at hvis man gennemfører screening efter bestemte retningslinjer og sørger for, at det dækker så mange som muligt, så kan man påvirke den samlede overlevelse i befolkningen efter lungekræft. Det er det, vi satser på også at gøre i Danmark, så man kender effekten af indsatsen og kan se, om det rent faktisk har indflydelse på overlevelsen. Derfor forberedes der et dansk screeningsprojekt, og der bliver sendt en ansøgning til Sundhedsstyrelsen først i 2021. Så det er ikke fordi, vi har noget imod anvendelse af lavdosis CT skanning, det er en udmærket undersøgelse anvendt på den rigtige måde, når vi taler lungekræft«, siger Erik Jakobsen.

Hovedstaden revurderer praksis

I Silkeborg er formuleringerne blevet ændret, så der kan henvises til lavdosis CT for patienter, hvor »det vurderes, at de ikke kan have kræft, men man omvendt ikke vurderer at kunne få tilstrækkelige diagnostiske oplysninger ved almindelig røntgen- eller ultralydsundersøgelse af brysthulen, så kan lavdosis-CT skanning være en mulighed«.

Også i Region Hovedstaden har man brugt lavdosis CT til undersøgelse af patienter med meget lille mistanke om lungekræft, men det er slut nu. Her har men revurderet praksis for undersøgelse af borgere henvist med svag mistanke om lungekræft.

»For at bringe hospitalernes praksis i fuld overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer vil borgere, hvor egen læge har mistanke om lungekræft, fremover skulle henvises direkte til CT-skanning med kontrast,« hedder det i en pressemeddelelse. Regionen vil nu gennemgå de patientforløb, hvor borgerne det seneste år har fået lavet en lavdosis CT-skanning, og hvis der lægefagligt findes indikation for genindkaldelse, vil patienterne blive indkaldt for at få en CT-skanning med kontrast, oplyser Region Hovedstaden.

LÆS OGSÅ:

Læger vrede over Fredberg-fyring: »På tide med samlet modangreb mod stigende djøfisering«

Overlægeformand: Fredberg-sagen udstiller konflikten mellem det lægefaglige og ’systemet’

Sundhedseksperter trækker sig i protest mod Fredberg-fyring

Regionsrådsformand bakker op om hospitalsledelse:Jeg vil ikke gå ind i sagen

Støtten til Fredberg har fået et udtryk: »O Captain! My Captain!«

Politisk oprør: Genansæt overlægen – og fyr hospitalsledelsen!

Ledende overlæge blev fyret i en pressemeddelelse

Midtjysk PLO-formand: Vi henviser ikke til lavdosis-CT ved mistanke om lungekræft

Kendt Silkeborg-overlæge fyret i sag om skanning for lungekræft